Læs dagbog

Jeg er fanget!

En side i dagbogen "I nat valgte jeg livet"
Skrevet af jegvinder 8. februar 2019 10:52

Gruppeterapien har nu flere gange bragt mig hen et sted, hvor jeg med alt hvad jeg har, kæmper for ikke at være.

Et sted så skræmmende, så mit hjerte hopper over, når jeg i et ubevogtet øjeblik får tanker om det.

Jeg har altid tænkt at det er mig selv, der står i vejen for mig, så jeg ikke kan leve som jeg har lyst til. Jeg giver ikke mig selv lov, til at følge mig og mine behov - det ved jeg jo fra barnsben ikke er tilladt.

Men der hvor jeg kommer hen, det skræmmende sted, er der hvor det slår mig, at det måske i virkeligheden er manden der står i vejen for mig.

Jeg lever og ånder for at holde familien intakt, men måske det slet ikke er godt for mig. Måske lige netop det, spærre min vej til at få et liv, hvor jeg også gælder.

Jeg holder så indædt fast på, at jeg ikke på nogen måde vil gå i mine forældres spor. Min familie skal ikke splittes, for det ved jeg går ud over børnene, det har jeg jo i den grad selv mærket.

Men har jeg ikke lov til at leve?
Har jeg ikke lov til at sætte mig selv først?
Har jeg ikke lov til at mærke mig selv?

Hvorfor skulle jeg ikke have lov?
Hvorfor skal jeg altid, som i hele mit liv, leve andres liv?

Jeg tør ikke svare på det. Det gør ondt i mig at tænke på, for jeg kan mærke en lille flig af mig længes efter, savner, at leve mit liv. Og jeg kan ikke overskue hvis denne flig vokser sig større, kommer til at fylde mere, for hvad vil konsekvenserne være!?

Jeg kan ikke holde ud at være i de tanker, for det ville betyde, at jeg skulle være alene - og det sted skræmmer mig mere!

Jeg er fanget!

Derfor kan jeg ikke holde ud at være her - for lige meget hvad jeg gør, hvad jeg vælger, vil det gøre så ondt.

Kommentarer fra andre brugere

Jeg ved ikke om du kan brug det jeg skriver til noget. Men noget af det er nogle tanker jeg selv har haft i forhold til mig og kom til at tænke på da jeg læste din db.
Du skriver noget om at være alene. Og på en måde er det et vilkår for os msk. Vi er alene, vi fødes og dør alene og der er en platform i os, der er alene.
Så er der nogle af os der pga tidlige oplevelser kan få en følelse af forladthed. Og den kan nok godt trigge en sommetider. Når jeg har det sådan kan det sommetider hjælpe mig at tænke på de mennesker som jeg helt sikkert ved der holder af mig. Mine børn og min bror og min mor og stedfar og nogle venner. De kan måske ikke gøre noget ved en situation jeg står i i livet og de kan ikke helt fylde alenerummet ud, men det trøster dog/giver dog noget at tænke på dem. Også at tænke på de mennesker som jeg elsker. Bare at jeg elsker dem/holder af dem.
Der er også udfordrende tidspunkter i livet. F.eks når børnene bliver ældre hvor alle forældre skal tage deres liv op. Men det kan også skyldes andre ting. Hvad så? Hvad vil man så?
Så jeg tænker, hvis du ikke havde din mand eller dine børn, hvad ville du så ønske? Er der noget af det du kan gøre nu? Jeg kan godt se at du føler en praktisk og bestemt forpligtelse for din familie og at du oplever, at andre svigter. Jeg har ikke noget svar på det.
Som sagt er det ikke sikkert at det jeg skriver siger dig noget. Men så skal du bare lade det ligge.

Skrevet af hybenhjerter, 8. februar 2019 11:14

Det siger mig noget : ) det du skriver.

Det siger mig, at jeg egentlig aldrig vil komme til at være helt alene, selv om jeg gå alene i seng hver aften, for der er mennesker i verden, jeg elsker og som elsker mig.

Og så er jeg ikke alene.

Og alene betyde jo ikke at jeg er forladt, hvis det er mig selv der går.
Og alene er jo ikke ensbetydende med ensomhed.

Jo, jeg kan i den grad bruge, det du skriver : )

Tak Hybenhjerte

Skrevet af jegvinder, 8. februar 2019 11:36

Det er godt at du kan bruge det. Når jeg skriver at du evt. kunne tænke over hvad du ville gøre eller ønske hvis du ikke havde din mand eller børn, så mener jeg ikke at du skal forestille dig, at du er skilt. jeg mener at du på en eller anden måde skal tænke uden om dem og så kan det være at du finder ud af noget godt omkring den vej som er din.
Jeg ved heller ikke helt med det du skriver om forladtheden, for man kan godt være forladt selvom man ikke er den, der går og føle sig forladt selvom man går eller selvom man ikke går. Det jeg skriver er ikke møntet på om du skal gå eller ej.
Bedste tanker herfra.

Skrevet af hybenhjerter, 8. februar 2019 12:05

Der fik jeg vist skrevet noget rod. Jeg mener at man godt kan føle sig/være forladt selvom man er den, der går.

Skrevet af hybenhjerter, 8. februar 2019 12:06

Ja, jeg forstår det med at tænke uden om : )

Jeg kan godt finde min vej. Det er ikke afhængig af ægteskab eller ej.

Og ja, du har ret i det med forladthed, det kan jeg godt følge. Den følelse vil jeg nok bare gerne være foruden, den er velkendt - og den gør ondt.

Tak for tanker <3
jegvinder

Skrevet af jegvinder, 8. februar 2019 12:18