Læs dagbog

Er det her alt det værd!?

En side i dagbogen "I nat valgte jeg livet"
Skrevet af jegvinder 9. april 2018 09:26

Jeg er simpelthen bare så træt, sådan helt ind i knoglerne, det har jeg været siden det her mindfulness startede - og trist, jeg føler mig mærkelig trist hele tiden, ikke ked, ikke deprimeret, mere trist, det ord dækker bedre hvad jeg føler.

Jeg får lavet mine opgaver hver dag, det er mega svært. Jeg finder på alverdens overspringshandlinger, så jeg kan skyde opgaverne til lidt senere, men det bliver de jo ikke lettere af.

Jeg kan ikke lide at mærke mig selv så intenst, være så obs på mig selv. Det stresser mig, at jeg hele tiden skal have mig selv med på slæb.

Men jeg fortsætter med opgaverne, jeg må kunne lære det.

Manden har været i havnen både lørdag og søndag til lidt over middag, så vi har ikke været så meget sammen.

Den yngste og C sov her fra fredag til lørdag, hvor de tog en tur til Kbh, og han sov hos hende fra lørdag til søndag.

Den ældste og M har været her i weekenden, det har været hyggeligt, men det er som om den ældste tænker, at så skal han være totalt i centrum, når han omsider er hjemme. Så skal vi hoppe og rende for ham, så jeg protesterede. Jeg vil meget gerne hjælpe ham, men jeg lægger ikke alt hvad jeg selv har af planer for at servicere ham. Vi kan planlægge og udføre tingene han skal have ordnet sammen, han må også selv gøre noget.

Så vi kom op at skændes, men fik talt sammen med det samme, og vi sagde begge undskyld for vores udbrud og krammede.

Senere i går blev jeg uvenner med manden. Lidt af samme årsag. Jeg prøvede at forklare, men han gad ikke høre på mig, så han lagde sig på sofaen og tændte tv'et, jeg ryddede færdig i køkkenet, imens tænkte jeg på hvordan jeg skulle få ham til at lytte. Jeg gik ovenpå og skrev denne sms til ham:



Jeg har også brug for at blive sørget for, tænkt på.
Jeg er ikke mor eller hustru, jeg er bare et serviceorgan, som i forventer står der støt for jer, konstant og hele tiden.
Men jeg er også et menneske, en kvinde der har brug for komplimenter, opmærksomhed, kærlighed og omsorg.
Jeg har også brug for støtte, og ikke kun den jeg selv beder om, men den der kommer fra jeres hjerter.

Du behøver ikke gøre noget, jeg vil bare forklare hvordan jeg føler.



Det gjorde han heller ikke. Han kom op lidt senere, strøg en skjorte og gik i seng. Jeg gik ned for at lukke kattene ud, på vejen sagde han godnat, bagefter gik jeg også i seng.

Her til morgen da vækkeuret ringede krøb han over til mig og nussede mig på ryggen, som han ved jeg elsker det, efter lidt vendte jeg mig om og vi krammede. Han stod op, jeg lå lidt endnu, jeg kunne høre da han gik.

Ingen af os havde sagt et ord. Men jeg følte, at han havde forstået min sms.

Det er rigtig svært for mig at ændre mig selv, mine negative automatiske tanker, mine leveregler og derved mine kerneantagelser, når mine omgivelser stritter så meget imod. Jeg føler, at jeg både skal kæmpe med mig selv og dem, men forstår også at det må være lige så svært for dem, at jeg ændre mig, som det er for mig.

Hvor er jeg bare træt. Ind imellem er jeg ved at give op. Er det her alt det værd, skal jeg ikke bare fortsætte som jeg var!?