Læs dagbog

Når jeg er sød og medgørlig

En side i dagbogen "I nat valgte jeg livet"
Skrevet af jegvinder 10. januar 2019 20:46

Vi har været til parterapi to gange nu, sidst talte vi om skyld.

Jeg sagde, at jeg følte ofte at vores uoverensstemmelser var min skyld. Og at jeg følte, at manden ofte tænker det samme. Og at problemerne ofte bliver tørret af på mig.

Manden modsagde mig ikke.

Psykologen sagde, at vi skulle huske at i alle parforhold er der gnidninger nu og da, det er helt naturligt.

Og at vi begge havde ansvar for hver vores del i parforholdet, der skal to til stridighederne og der skal to til at få et parforhold til at fungere.

Det har jeg tænkt meget over siden.

Jeg har lagt mærke til, at når jeg er sød og medgørlig, når jeg tager mig af alle de ting jeg plejer, når jeg planlægger, arrangerer, og udfører, når jeg tager ansvar for alt og alle, så er her ingen problemer for det passer manden rigtig godt ikke at skulle tage ansvar. Han vil helst have det nemt og overskueligt, han trives godt, når det er mig der er styre, organisere og handler.

Og jeg ved også med mig selv, at sådan virker jeg også bedst, altså når jeg ikke lige er syg, og at så bliver det også som jeg vil have det, og lige netop det kan være svært at hamle op med for manden, for jeg springer aldrig over hvor gærdet er lavest. Jeg gør aldrig noget halvt. Jeg er perfektionist til fingerspidserne.

Men efter manden blev erklæret rask, men ikke helbredt for hans lymfekræft i foråret 2017 og jeg efterfølgende gik helt ned med svær depression, nåede jeg mit bristepunkt, jeg kunne ikke mere, jeg måtte slække på kravene til mig selv, ellers ville det ende helt galt for mig. Det var rigtig svært for mig, for jeg blev jo nød til at slippe taget, smide håndklædet.

Jeg bad til sidst manden om at hjælpe mig. Men håndklædet blev aldrig samlet op. Det må også være svært pludselig at skulle tage over, især efter en hvor kun det bedste er godt nok. Men han forsøgte ikke engang. Jeg følte mig svigtet.

Det hele kulminerede sommeren 2017 hvor vi var 3 uger på bilferie i Italien, den værste ferie vi fire nogensinde har været på, og det er vi alle enige om.

Jeg havde ikke flere kræfter. Jeg gav op lige der i Italien. Det endte med jeg sad og græd ned i min pizza på en italiensk restaurant, og ingen forstod mig.

Og netop det med at forstå er jo svært, når ingen forklare. Jeg har prøvet, men det er meget svært, når man er den der er syg. Her tænker jeg på drengene. Manden ved godt hvad det handler om, til dels, men kun via det jeg har fortalt, jeg tror aldrig han på egen hånd har læst noget der kunne fremme hans forståelse. Han tager ikke hånd om drengene, spørger til dem, forklare dem. Der føler jeg mig også svigtet.

Da han var syg satte jeg mig ind i alt omkring hans sygdom, jeg hjalp med medicinen, alle pillerne han skulle tage, det kunne han slet ikke overskue, så jeg satte mig ind i det, hvilke piller mod hvad, antal, hvornår osv. Jeg læste om lymfekræft, så jeg forstod han sygdom, jeg var med i programmet hos Kræftens bekæmpelse, jeg tog med ham til hver undersøgelse, behandling og alle lægesamtalerne, jeg kørte ham hjem efter hver immunterapi, han måtte jo ikke køre bil, selvom jeg var ved at dø af angst over at skulle køre i København. Jeg passede og plejede ham i hver uge, når han var syg af kemobehandlingen. Og jeg tog mig af begge drenge og deres reaktioner på det hele. Forklarede dem, trøstede dem, var stræk for dem. Stærk for alle. Alt det gjorde jeg alene. Jeg var der 300% for dem alle hele tiden i al den tid det varede.

Først da det hele var overstået tillod jeg mig at mærke mig selv, og så væltede jeg.

Men ingen hjælper mig op. Ingen sætter sig ind i mine sygdomme og prøver at forstå, for bedre at kunne hjælpe mig. Hjælpe drengene.

Jeg føler mig så dybt svigtet af manden. Og det sår står vidt åbent og har rigtig svært ved at hele.

Men som sagt, når jeg er sød og medgørlig og klare alt det jeg plejer, så er der ingen problemer...