Læs dagbog

Jeg er vred

En side i dagbogen "I nat valgte jeg livet"
Skrevet af jegvinder 10. oktober 2018 13:08

Jeg er vildt vred og jeg ved nu hvor det stammer fra, da jeg med mine sidste behandlinger er kommet ind til mig. Ind til mig selv. Og der har jeg ikke været i mange mange år.

Jeg har de sidste næsten 20 år levet mandens liv, jeg har gjort som han ville.

Og grunden dertil er at han dengang sagde til mig, at får jeg ikke børn med dig, får jeg dem med en anden, for jeg vil have børn.

Jeg vidste godt jeg ville få det svært, både pga. hvad jeg havde i min rygsæk, men også pga. det menneske jeg er. Jeg vidste, jeg ville få det svært, for når jeg gå ind i noget, gør jeg det 300%, jeg er forbandet pligtopfyldende og gør ingenting halvt.

Og jeg fik det svært. Meget hurtigt. Men jeg åd det og har lige siden været 300% mor.

Jeg mistede mig selv.
Jeg mistede mit arbejde.

Jeg lagde alt hvad jeg havde og var for at udfylde rollen fuldt ud.

Jeg blev så syg, så jeg var tæt på at dø.

Men jeg kæmpede videre.
Og videre.

Alt imens manden havde sig selv og sit liv intakt.

Han var blevet far, ja, men overhovedet ikke i den grad, som jeg var blevet mor.

Min verden var væk i børn, hus, mad, indkøb, vasketøj osv.

Og jeg har på intet tidspunkt haft noget som helst ønske om at havne der, og så så alene. For jeg har følt mig alene.

Alene med den vold min situation har gjort imod mig.
Alene med at skulle indordne mig og gøre, som der blev forventet af en mor.

Og så samtidig slås med alle de psykiske følger, der har været for mig.

Alt i mig sagde, jeg VIL ikke det her.

Men nu stod jeg i det og blev nødt til at gøre det godt, 300% godt, for i mine øjne er alt andet for dårligt. Og jeg ville for alt i verden ikke fortsætte i mine forældres spor.

Og det kræver nosser.
Og det kræver rygrad.
Og det kræver kræfter.
Ubeskrivelige kræfter.

Men trods svære depressioner og andet har jeg klaret det så godt.

Nu står jeg så her, har brændt mit eget liv af for mandens skyld, sådan føles det, og manden lever stadig sit intakte liv.

Jeg er stadig hjemmegående husmor, alle har tilsyneladende glemt at jeg er førtidspensionist, jeg vasker stadig tøj, køre drengene til lægen, handler osv.

Jeg har ikke levet MIT liv i 20 år.

Nu er det sgu' ved at være på tide!

Så ja, jeg er vred!
Jeg føler mig snydt.
Jeg føler mig fanget.

Manden forstår det ikke. Det kører jo fint!

Ja, men det er også mig der trækker hele læsset.

Det læs du ønskede dig.

Jeg tror det er min tur til at tage ud og sejle...




Lad der ikke være nogen som helst tvivl om, at jeg elsker mine drenge!

Kommentarer fra andre brugere

Så gå dog fra ham! Start dit eget og bliv glad. Du pendler mellem tilgivelse, nogenlunde tilfredshed med tingenes tilstand og arrigskab. Det er sgu da ikke nogen måde at leve på.

Skrid og indret dig som du ønsker. Du er jo fuld af ressourcer. Hvad holder dig tilbage? Dine drenge kommer over det. Stop med at vise hensyn. Enough.

Kh.

Skrevet af Lindved, 10. oktober 2018 19:35