Læs dagbog

Med fare for fordømmelse

En side i dagbogen "I nat valgte jeg livet"
Skrevet af jegvinder 10. november 2017 13:01

Jeg har de sidste 3 uger, til og med i søndags, drukket alkohol hver aften.

Jeg har ikke drukket mig fuld, men har drukket til jeg var dulmet og beroliget.

Det har hjulpet mig, synes jeg!

Da jeg i august gik til min læge, med symptomer på en ny depression, blev jeg sendt videre til blodprøver og EKG, der var alt som det skulle være, på nær en let forhøjet kolesterol. Men intet min læge ville give mig medicin for. Vi blev enige om, at jeg skulle lægge min kost lidt om og se om det hjalp. Det har jeg gjort.

Nu er jeg så i gang med pakkeforløbet, der også indeholder somatisk undersøgelse. Så i mandags fik jeg taget blod og EKG og blev undersøgt fra top til tå.

Jeg skulle udfylde et spørgeskema med spørgsmål som allegier,medicin, indlæggelser, sygdomme gennem livet, brug af stoffer, rygning og selvfølgelig alkohol.

Jeg er flov.

Jeg kunne simpelthen ikke svare ærligt på spørgsmålet om alkohol, kun lidt af sandheden, så jeg skrev at jeg drak 1-2 genstande dagligt.

Og jeg ved godt, at det er mig selv jeg snyder, og egentlig også dem (lægerne), for hvordan skal de kunne hjælpe mig, når jeg ikke fortæller hele sandheden.

Men jeg er flov. Jeg er rigtig flov.

Tirsdag gik jeg på Sundhed.dk for at se om der var svar på undersøgelserne, men jeg kunne ikke komme på siden. Natten til onsdag vågnede jeg, som jeg har gjort det sidste lange stykke tid, og hvor tankerne får frit spil og jeg er rigtig ked og har svært ved at sove igen.

Så jeg tog min iPad og gik på Sundhed.dk igen. Jeg kom ind og fandt mine blodprøvesvar.

Mine levertal var forhøjet. Jeg blev vildt bange. Hvad har jeg dog gjort?!! Men tænkte også straks: Jeg siger det aldrig til nogen. Det er simpelthen for flovt!

Ikke til manden, slet ikke til min mor, ikke til nogen som helst.

Men jeg vidst godt, at de jo på Psyk. ville se det og jeg vidste også, at jeg måtte have hjælp. Så hele onsdagen forsøgte jeg, at komme igennem til lægen på Psykiatrisk center, men forgæves.

Jeg var ved at gå helt op i limningen. Jeg måtte tale med nogen. Jeg måtte fortælle sandheden. Jeg måtte have hjælp.

Jeg var i bad onsdag aften, da manden kom hjem. Drengene var ikke hjemme. Jeg skulle til den årlige bankoaften med min mor i hendes landsby.

Manden kom ud på badeværelset og sagde hej. Da brød jeg sammen og gik grædende til erkendelse. Han stod i overtøj og jeg var nøgen og våd. Han pakkede mig ind i håndklædet og krammede mig længe.

Ingen fordømmelse. Ingen pegefingre. Ingen skæld ud.

Han holdte bare om mig. Sikke en lettelse.

Jeg forklarede hvad min plan var. At jeg skulle have fat i lægen på Psyk. der står for min medicinering. At jeg ville spørge efter hjælp. Jeg tænkte, at jeg skulle have beroligende medicin, for jeg kunne slet ikke overskue aftenerne uden noget at dulme mig med.

Jeg ved ikke hvad der sker om aftenen. Men når alle kommer hjem bliver jeg helt panisk og jeg kan slet ikke overskue at være sammen med dem. Jeg bliver urolig og angst. Jeg har svært ved at holde tårene tilbage og jeg er meget kortluntet. Og så er det så godt med alkohol, for den dulmer mig. Gør mig mere sød og medgørelig.

Den helt gale vej, jeg ved det godt...

Torsdag ringede jeg igen til Psyk. og lagde besked, men lægen ringede ikke tilbage.

Så tænkte jeg på den første jeg talte med på Psyk. havde givet mig hendes email, så hvis der var noget kunne jeg skrive til hende. Hun var svær at få fat i pr. telefon, sagde hun. Så det gjaldt sikkert også den læge jeg skulle have fat på, tænkte jeg.

Og jeg måtte gøre noget. Jeg trængte sådan til at gå til bekendelse. Gøre noget ved mit problem. Få hjælp!

Så jeg sendte en email til hende, inden fandt jeg ud af at hun er teamleder på Psyk., så jeg følte godt jeg kunne skrive til hende.

Jeg skrev i første omgang, at jeg havde spørgsmål til mine blodsvar fra i mandags og at jeg havde prøvet at lægge besked til lægen, men blev ikke ringet op igen. Og at jeg i det hele taget var i tvivl om, hvem der står for min medicinering.

Hun svarede promte! Og forklarede at den lægen jeg skulle have fat i havde været syg, så det var derfor hun ikke ringede. Og at det var rigtig nok den læge jeg skulle tale med.

Jeg skrev tilbage og takkede for hurtigt svar. Og så kunne jeg ikke holde mig tilbage længere, så jeg skrev at jeg havde set at mine levertal var forhøjede, og jeg gik til bekendelse og skrev om alkoholen, og at jeg havde brug for hjælp. Jeg havde nok brug for noget beroligende medicin.

Der gik ikke lang tid så ringede telefonen. Det var den læge jeg havde prøvet at få fat i, hende der står for min medicinering.

Vi talte. Hun var ualmindelig sød, forstående og overhovedet ikke fordømmende. Hun kunne helt klart forstå mig og hun lyttede, mens jeg grædende forklarede det hele. Og ja, du skal have noget beroligende, du kan tage sent på eftermiddagen, så du ikke bliver så angst, når familien kommer hjem. Og vi aftalte vejen fremad, uden alkohol, med lidt styret medicin, som i stedet skulle hjælpe mig. Vi aftalte at tage en ny blodprøve om en måned og så har jeg en tid hos hende til samtale d. 21/11. Hun sagde, at levertallene kun var meget let forhøjet, så der var ingen skade sket på leveren.

Hun spurgte, om jeg havde set at mit kolesterol tal var faldet : ) Det havde jeg slet lagt mærke til i panikken over levertallet. Men det var jo godt : )

Vi talte lidt om arbejdet i gruppen. Jeg sagde, at jeg var meget positiv, det virkede rigtigt, men hold op hvor er det hårdt. Hun sagde: Ja, det er det! Men det betyder også at du arbejder godt med det, for hvis det var nemt, ville det ikke gavne noget. Og husk, sagde hun, det er ekstra hårdt for dig, da du både har din egen, men også din mands og drengenes, og din træfars situation at slås med. Så er det hårdt!

Hvor var jeg lettet, da jeg lagde røret igen. Jeg gik straks på Skype og skrev med manden og forklarede hvad hun havde sagt og hvad planen var.

Han blev glad : )

Jeg blev glad : )

Og jeg skyndte mig på apoteket efter medicinen.

Selvmedicinering med alkohol er absolut ikke vejen til helbredelse.

Kommentarer fra andre brugere

Kære Jegvinder ,

stor respekt og ros herfra mig for, at du har modet til at stå frem og få gjort noget ved problemet :) det er stærkt gjort :) jeg kan så godt forstår , hvorfor du havde behov for at dumle nerverne . Min mor havde det på helt samme måde og tålte nogle gange slet ikke , at vi , hendes familie , kom på besøg , der ønskede hun bare fred og ro . Hun dumlede også sine nerver med et par glas hvidvin , hvis hun skulle noget , der stessede hende . Jeg er så ked af, at jeg først forstår hende rigtig nu , da jeg var yngre havde jeg ikke selv prøvet modgang i samme omfang som nu . Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle hende det og give hende trøst og forståelse , men så kan jeg gi’ det til dig :) flot at du magter at ændre på det :) kram fra mig , mosi

Skrevet af Mosi123, 12. november 2017 10:52

Ps: min mor fik også konstateret skæve levertal den sidste dag hun levede , og jeg tror, at hun troede , at kræften var vendt tilbage og at det var medvirkende til. at hun tog sit liv . Når man er deprimeret ses alt jo i et negativt lys . Og alkoholen forstærker det syn , har jeg læst , så godt , at du gør noget ved det :)

Skrevet af Mosi123, 12. november 2017 10:55

Tusind tak, kære Mosi <3

Og tak fordi du skrev til mig, det betyder meget for mig : )

Kærlig hilsen
jegvinder


Skrevet af jegvinder, 13. november 2017 10:52

Det at du fik sagt det jegvinder, er helt fantastisk og jeg blev helt rørt over din måde at fortælle din mand det på;) Noglegange er vi vores egen værste fjender, og det glæder mig at du nu vil få hjælp så du kan være der for dig selv og dine familie. Men super flot og jeg håber du for den støtte du fortjener;)


HK
Juze.

Skrevet af juce, 13. november 2017 20:12