Læs dagbog

Manden har ikke plads til mig

En side i dagbogen "I nat valgte jeg livet"
Skrevet af jegvinder 11. januar 2018 21:19

Jeg kan mærke at det vrider sig i ham, hvis jeg fortæller lidt om gruppeterapien og hvad der sker for mig lige nu.

Han har en del at se til på arbejdet for tiden, det ved jeg, og han har, meget tidligt i mit sygdomsforløb, sagt at han ikke er i stand til at være der for mig til det psykiske (og det har han egentlig aldrig været), men han til gengæld kan klare alt det pratiske.

Men som det er nu klare jeg både og. Han arbejder (og ser tv). That's it!

Jeg har prøvet at forklare ham, at jeg har brug for ham, men han har ikke plads.

"Er du klar over hvor længe det har stået på nu" siger han.

Det er rigtig nok, men jeg kan jo ikke gøre for det!

Jeg har kæmpet hele tiden. Det er jo ikke fordi jeg lader stå til. Jeg kæmper virkelig.

Og han har aldrig rigtig været der for mig i min depression. Han vil helst være fri, det ved jeg. Og det har også været okay, men nu hvor jeg skal tage mig af både hus og hjem og drengene og alt hvad det indebære, samtidig med at jeg kæmper hele tiden med min sygdom og for at få det bedre, så kunne jeg godt bruge lidt hjælp.

Men det er som om han tænker, at nu har det stået på så længe, så nu gider jeg sgu ikke mere. Så bliv dog rask!

Men sådan er det ikke med psykiske sygdomme. Så enkelt er det ikke.

Og det er ikke noget jeg har opfundet.

Jeg synes også, at så længe jeg gør mit for at få det bedre, så skal jeg ikke klanders for at jeg stadig er syg. Hvis jeg nu sad inaktiv og foretog mig ingenting, så kunne man måske forstå ham, men jeg kæmper og jeg har altid kæmpet. Men den hjælp jeg har fået af de professionelle har ikke været så givtigt.

Men lige nu føler jeg, at jeg bliver hjulpet, så jeg har en chance for, at komme ud af min depression. Og jeg vil så gerne dele det med manden, men han vrider sig, bare jeg tænker på, at fortælle hvad der sker med mig. Så jeg lader være.

Jeg har ikke engang fortalt ham, at jeg talte med psykologen i tirsdags og at jeg vil få den hjælp, jeg har brug for.

Næ, vi taler ikke sammen.

Men her til aften, da vi sad alene, forsøgte jeg at forklare ham, at jeg manglede ham, men at jeg kunne forstå, at han helst ville være foruden. Og det var også i orden. Men hvis han så i det mindste kunne deltage lidt i det praktiske?

Det synes han ikke jeg kunne være bekendt at sige, når han havde så meget at se til på arbejdet.

Nej, sikkert ikke, men det er nu sådan jeg har det.

Nu sover han. Sådan ender hver aften, ham på sofaen sovende foran tv'et og jeg går tidligt i seng.

Jeg bliver nød til at lade det ligge og klare det alene. Lige nu er det vigtigst, at jeg holder fokus på gruppeterapien.

Det er lige så essentielt for mig, som kemoen var for ham.

Kommentarer fra andre brugere

Er lige dumpet her ind... og falder over dit dagbogs indlæg... shit det ligner min situation med min mand... han har INGEN forståelse for hvordan det ser ud inden i mig... jeg kæmper mig igennem hverdagen for at holde hjemme nogenlunde rydeligt... og havde jeg ikke mine børn at stå op til så ville det hele nok se endnu mere koas ud herhjemme....
Jeg håber du kommer godt igennem det trods manglende støtte fra din mand....

Skrevet af mie779, 12. januar 2018 10:16

Hej Vinder.

Jeg er lidt målløs over din situation...
Måske har din mand brug for at puste ud efter den omgang han har haft?
Men under alle omstændigheder, så forstår jeg ikke hans afstandtagen?

Vi er nogle sjove nogen som mennesker..
Når vi står ved alteret, så lover vi at være der for hinanden i medgang og i modgang...
Men når modgangen kommer, så kommer skilsmisserne også meget ofte.
Det har jeg aldrig rigtig forstået...
Støtte og interesse hører vel med til kærlighed?


Nå, men du har da ellers lige fået nogle udfordringer!
At være deprimeret tømmer én for energi.
Og så ordner du lige alt derhjemme?
Selv hvis i begge var raske, så var det ikke i orden.
I min optik.

Jeres forhold får mig til at tænke på et rent praktisk forhold, og uden følelser.
Men det er bare mine tanker.


Jeg må beundre dig fordi du gør det du faktisk gør...
Det er et enormt arbejde.

Jeg håber at i på en eller anden måde finder ud af det, til jeres begges tilfredshed.


Kh. Bip.

Skrevet af Bipolarix, 12. januar 2018 12:16

Hej Vinder.

Du kæmper så flot! Jeg har fulgt dine indlæg på det sidste og er blevet glad på dine vegne, men også opmuntret over at det rent faktisk nogle gange lykkes at rykke sig et skridt længere hen mod at få det bedre.

Det er ærgerligt at din man ikke er der, når nu det rent faktisk er positive fremskridt du gerne vil dele med ham. Han ville måske også kunne få noget godt ud af, at se og høre at der er håb i dig.

Måske er det virkelig hårdt for ham at arbejde igen efter sin sygdom?

Uanset, så håber jeg at i finder ud af at snakke om det, så der er plads til hele dig.

Vh Pernille

Skrevet af PernilleH, 12. januar 2018 12:39

Goddag JV.

Det er sørgeligt at høre din mand ikke har overskud til at rumme dig og din sygdom lige nu. Det fik mig til at tænke på dit indlæg omkring jul, hvor du også følte at drengene og manden svigtede dig lidt.

Følgende kan måske lyde en lille smule hårdt men det er altså godt ment.

Var det ikke en idé at stoppe med at lave så meget derhjemme? Skubbe ansvaret lidt fra sig? Så må drengene og manden jo hjælpe til hvis de vil have mad på bordet, gjort rent osv.
Jeg tænker det måske er nødvendigt med en form for konsekvens hvis der skal ske ændringer. At du er nødt til at sætte hårdt mod hårdt, samle dem allesammen og forklare du føler du står alene med det hele og at det, især nu du er syg, ikke er godt for dig. Så de må hjælpe til hvis de vil have tingene gjort?

Det er en skam at manden ikke orker at snakke om din terapi mv med dig. Har du overvejet om det kunne være en idé at få ham med til noget samtale-terapi en enkelt gang eller to? Måske i det forløb du skal til at ha gang i når gruppeterapien er overstået?

Jeg kan kun forestille mig hvor frustrerende det må være i din situation. Og netop derfor tror jeg det er vigtigt at du viser dem en konsekvens hvis tingene skal ændre sig.

Nåja, det var bare lige et par tanker. Jeg håber du får en god weekend.

Alt det bedste til dig herfra

Skrevet af MK_forfra, 12. januar 2018 14:23

Hej Jegvinder

Det er trist at din mand lader dig kæmpe alene. Du var der for ham 100 pct. da han sloges med kræften.

Det må være ensomt. Som Bip siger "i medgang og modgang", men det har manden åbenbart glemt lige pt.

Jeg håber du kan finde styrke.

kh

Skrevet af Ingeborg, 12. januar 2018 14:28