Læs dagbog

Ja, Lindved, enough

En side i dagbogen "I nat valgte jeg livet"
Skrevet af jegvinder 11. oktober 2018 08:46

Der til var jeg også nået i weekenden. Så jeg fik via noget familie lov til at låne et sommerhus, så ville jeg prøve at tage væk for en tid.

Jeg sagde til manden søndag, at jeg havde tænkt mig at tage af sted mandag efter min samtale på Psyk. Jeg sagde også, at det var vigtigt for mig, at tale med drengene enkeltvis om hvad der sker inden.

Vi talte, eller det vil sige manden sagde kun: Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.

Så jeg talte.

Jeg sagde blandt mange ting, at det måske ville være en øjenåbner for hvor meget jeg tager mig af. Jeg kunne forstå på manden, at han ikke fattede den var møntet på ham, da han straks nævnte drengene. Jeg sagde en øjenåbner for dig. Og han svarede: Jeg har ikke tænkt mig, at overtage dine opgaver, det må drengene selv klare sig, de er 15 og 17 år.

Så var vi der igen.

Jeg sagde, hvis det er din indstilling, så afblæser jeg det igen, for jeg kan ikke lade drengene i stikken. Jeg svigter dem ved at gå og du svigter dem ved, at lade dem stå med det hele alene. Det vil jeg ikke være med til.

Hvad ville du da gøre? spurgte ham. Jeg svarede, at jeg ville inddrage dem, give dem ansvar, men selv være en del af det. Selv tage ansvar for situationen. Men jeg kan jo ikke bestemme hvordan du vil takle det, og jeg vil ikke risikere, at de bliver svigtet i en situation, der udelukkende er vores. Så jeg afblæser.

Jeg blev vred. Følte mig fanget. Bundet.

Jeg har været vred siden. Men har afblæst at tage væk.

I stedet gik jeg, senere søndag, manden i møde, med en ny plan.

Så må vi have hjælp. Vi må gå i parterapi, for vi kan ikke finde ud af det selv. Han indvilligede, men bestemt ikke med hans gode vilje.

Jeg sagde, i morgen mandag spørger jeg på Psyk. om de har mulighed for at hjælpe os eller om de kan anbefale nogen udefra. Jeg sagde, at hans opgave var at ringe til vores læge og spørge om hjælp og om vi kunne få en henvisning.

Sådan blev det. Men flere gange har manden spurgt om det nu virkelig var nødvendigt? Ja, har jeg svaret.

Tirsdag morgen har jeg været på nettet og ledt efter en behandler, jeg tænker vi begge ville synes om. Jeg fandt 5 forskellige og har gemt hjemmesiderne, så vi kan se på det sammen. Det har jeg sagt til manden, sagt at nu skulle vi så sætte os, blive enige om en behandler og tage kontakt.

Vi har sammen planlagt, at vi i næste uge tager i sommerhuset sammen uden drengene i nogle dage.

Så der står vi nu.

Men ja, enough, der er jeg også tæt på at være...

Kommentarer fra andre brugere

Din mand gav dig valget mellem pest eller kolera og du står med håret i postkassen.

Det er ikke nemt, når han smider ansvar fra sig og over på drengene.

Du kan holde ud og gå, når det sidste barn har forladt reden. Men det kan have lange udsigter imens du mister så lidt af dig selv i ventetiden. Du kan også brug ventetiden på friheden på at forberede dig til et liv uden manden.

Skrevet af Ingeborg, 11. oktober 2018 19:07

Jeg synes det lyder rigtig godt at I skal i parterapi, godt kæmpet :)

Skrevet af Skovtrolden, 12. oktober 2018 01:41

Jeg synes det virker som om at du er meget alene i jeres forhold.

Kan godt forstå hvis du havde tanker om at tage væk alene i nogle dage eller lign. Synes det er ret sejt at du kom frem til den tanke.
Tror faktisk at det ville være godt for dig med lidt afstand. Og at det for en gangs skyld var dig, der fik en lille pause til at mærke efter.
Det gør det selvfølgelig svært at han vil lægge ansvaret over på jeres drenge.
Han burde samarbejde med dig, så at du evt. fik noget alene tid - hvor det handler og DIG og dine behov og ønsker, selvom det kan føles svært - og så evt. parterapi derefter..
Du har så tit stået hjemme med det hele, mens han har sejlet. Det må være rimeligt med lidt rimelighed i et forhold. Det er altid noget at han indvilligede i parterapi..
Men måske det ikke er så lige til.

Skrevet af egern, 12. oktober 2018 09:37