Læs dagbog

Hvor er jeg ked

En side i dagbogen "I nat valgte jeg livet"
Skrevet af jegvinder 12. januar 2018 22:20

Ja, det har jeg lige præcis selv følt var vejen, det med konsekvens, da vi kom hjem fra sommerferie.

Jeg havde forklaret det stille og roligt, jeg havde råbt og skreget, jeg havde grædt, men de forstod ikke, så da vi kom hjem fra ferien gik jeg bogstavligt talt i seng. Jeg kapitulerede, jeg opgav og sagde til manden, at de måtte klare sig uden mig.

Det rystede dem først, men de forstod stadig ikke.

Sådan gik der en uges tid. Men jeg fungere ikke sådan, jeg får det meget værre.

Det vil sige, jeg kan klare det overfor manden, men drengene, det går ikke. Jeg får det så skidt og min samvittighed gør, at jeg bliver nød til at gøre noget. Jeg kan ikke bare se til, sådan fungere jeg ikke, slet ikke, så var det bedre at gøre noget.

Så jeg har prøvet med konsekvenser, men de fatter det ikke. Manden fatter det ikke. Han tager ikke ansvar, men er bare et ekstra barn.

Og det skal altså ikke gå ud over drengene, så det vare ikke længe, så er jeg tilbage på banen, koste hvad det vil.

Jeg kan mærke en snert af ligegyldighed overfor manden. Jeg lukker ham ude af mine følelser, så gør han ikke så ondt.

Feks. har drengene ikke vinterferie på samme tid i år, så vi kommer ikke på skiferie og nu har manden lige fundet ud af, at han skal have ordnet en tand, og det bliver i værste fald 10.000kr, så nu er det helt udelukket. Så han fortæller mig, at han slet ikke holder vinterferie. Det kan jeg godt forstå, men nærmest i samme åndedrag fortæller han, at jeg ikke ser meget til ham i maj, da han har tilmeldt sig en masse sejllads.

Så er det altså at jeg tænker, at det med drengene og forskellig vinterferie i virkeligheden passer ham godt, så har han en undskyldning for ikke at bruge sin ferie der, men kan spare den til sejllads.

Og hvor efterlader det så mig: Alene!

Når jeg bliver behandlet sådan, så slukker gnisten, jeg går ned følesesmæssigt, måske i forsøg på at beskytte mig selv. Jeg bliver kold.

Så der er jeg nu. Rigtig ked og rigtig kold.

Manden har forandret sig rigtig meget efter lymfekræftdiagnosen.

Han er blevet sig selv nærmest. Mig først hele tiden. Måske naturligt nok, men vi andre er her altså også og vi har også været igennem et forfærdeligt forløb.

Vi bliver nød til at samle resterne op sammen, vi kan ikke bare køre efter egen næse, især ikke som forældre.

Men ja, jeg føler mig alene om efterdønningerne.

Drengene bruger mig, det er jeg rigtig glad for, lad der ikke være tvivl om det, men jeg kunne godt bruge, at manden tog lidt ansvar.

Jeg har rigtig svært ved at rumme det hele...

Tak for alle jeres indlæg i min dagbog i går, jeg sender jer alle en kærlig hilsen og tak. Mere kan jeg ikke rumme lige nu.

Hvor er jeg ked...

Kommentarer fra andre brugere

Hej Vinder,

Det lyder rigtig hårdt og jeg kan godt forstå at du er ked af det. Du har jo også en sygdom at kæmpe med, men er der stadig for din mand og din familie.

Det er sku helt i orden at være ked af det oven på sådan en omgang.

Jeg håber du husker på dig selv.

Vh Pernille

Skrevet af PernilleH, 15. januar 2018 11:19