Læs dagbog

Taknemligheden går begge veje

En side i dagbogen "I nat valgte jeg livet"
Skrevet af jegvinder 12. februar 2019 08:48

Er det mig der skal være taknemlig overfor manden, da det er hårdt at være pårørende til en psykisk syg?

Jeg vil sige det er hårdt, at være psykisk syg i den grad jeg er og så samtidig stå for hus og hjem, indkøb, vasketøj, børn på alle punkter. Klare alt det og endda stå manden 100% bi i hele hans kræftforløb, og være alene om drengenes reaktioner på hans sygdom.

Jeg synes taknemligheden går begge veje!

Og er det mig der er gal på den, når jeg forventer respekt, kærlighed og nærvær i mit parforhold?

Er det helt forkert af mig, at forlange at han også tager ansvar? For drengene, vores ægteskab, vores liv sammen?

At han har været kræftsyg og nu har travlt med at leve hans liv, berettiger ham ikke til at slippe alt han har her. Han er stadig far og ægtefælle.

Hvis ikke han vil det, må han gå, det har jeg sagt til ham.

Men han vil ikke gå!



Jeg talte med en på chatten i går, der har sat disse tanker i gang.



Kommentarer fra andre brugere

Hej jv :)

Det var mig, du havde snakken med og når jeg læser dette indlæg, kan jeg ligesom se, at du ikke har "hørt", hvad jeg sagde - ærgerligt.
Jeg sagde nemlig på ingen måde, at du skal være taknemmelig, fordi han er pårørende til dig, som er psykisk syg!!
Det jeg til gengæld sagde var, at det ER hårdt at være pårørende til en psykisk syg og at det vel må være okay, at din mand også gør noget for sig selv væk fra hjemmet, for at genoplade sit batteri.
Du er såret over, at han har planlagt sejlads i ferien i små 6 dage og det gjorde jeg dig blot opmærksom på, kunne være en rigtig god ting - for jer begge. Han får en lille pause fra de ting, der helt sikkert er svært/hårdt for ham, som kræver ekstra kræfter og du får til gengæld en glad og tilpas mand hjem, som er genopladet til en hverdag med en masse udfordringer. Jeg VED, at det er hårdt for ham, da jeg selv har været syg i over et årti af mit ægteskab og jeg VED, at han har brug for et frirum, hvor han bare kan være sammen med sine venner og ikke skulle tage alverdens hensyn konstant. Det betyder ikke, at du skylder taknemmelighed! Det viser bare, at du virker til at mangle en forståelse for, hvilke kræfter han lægger i forholdet alle årets andre dage. Jeg synes, han har lov til at have noget, som kun er hans. Det tror jeg i øvrigt alle mennesker i et forhold har brug for over tid så da især, når hverdagen tilmed er påvirket af psykisk sygdom.
Jeg sagde også til dig, at jeg synes, det er forkert af dig at ville afbryde jeres parterapiforløb, bare fordi han vil ud at sejle i 6 dage i ferien. Hele hans liv skal vel ikke have dig som verdens navle, for at det er godt nok? Så vil du hellere kaste håndklædet i ringen, end du vil give manden lidt tiltrængt frihed og ferie alene.

Jeg tror ikke, nogen kimser af, at du har stået med alting alene, mens han gennemgik sit kræftforløb, men jeg synes bare ikke, det berettiger dig til at kræve, at han dropper sin passion - sejladsen. Et ægteskab handler vel først og fremmest om at man kan give hinanden plads til at være dem man er. Han er sejler og oplever tydeligvis velvære gennem sin sejlads. Det synes jeg bare ikke er fair af dig at forlange, han stopper med. Du vil vel gerne have, at din mand er glad? Og hvordan skal et menneske være glad, hvis deres ægtefælle lægger bånd på dem i en grad, hvor deres hobby/passion bliver dem frataget? Hvis du giver ham plads til at være den han er på godt og ondt, så lur mig om ikke han gør det samme for dig :) Jeg spurgte dig, om du ikke selv har noget, du godt kan lide at gøre, bare fordi det gør dig glad - en hobby, sport eller andet, som du dyrker væk fra hjemmet. Dertil svarede du nej og måske er det derfor du ikke har forståelsen for, hvor meget det betyder for ham.
Hans sejlads betyder på ingen måde, at han elsker dig mindre eller er egoistisk. Det er da en sund aktivitet, som han finder stor glæde ved og jeg kommer bare ikke til at forstå, at du har nogen interesse i at fratage ham dette, fordi det fjerner ham fra hjemmet ganske få dage om året.
Jeg tror, du ville have godt af at tale med andre pårørende. Så tænker jeg, du ville finde ud af, at de alle har brug for et frirum af og til uden at det på nogen måde betyder, at de elsker deres partner mindre. Som jeg fortalte dig, dyrker min mand en sport på eliteplan og selvom det er skide hårdt for mig, når han tager afsted, så er jeg glad for, at han gør noget for ham selv. Jeg finder glæde ved at få en glad mand hjem igen, som har været ude og lave noget, der giver ham fornyet energi. Jeg synes, du skal droppe alt det der med, hvem der skylder hvem taknemmelighed - sådan en vægtskål hører ikke hjemme i et ægteskab. Det er give and take....Og lige nu er du ikke villig til at give.

Skrevet af Mindy, 13. februar 2019 04:33

Tak Mindy


Jeg kan læse, at du heller ikke har hørt hvad jeg sagde!


Men lad os lade det ligge. Det gør jo ingen forskel for hverken dig eller mig.


Mvh
jegvinder

Skrevet af jegvinder, 13. februar 2019 08:22

Helt enig, det gør ingen forskel for nogen af os, når man ikke kan trænge igennem din mur af selvretfærdighed. Held og lykke til jer :)

Skrevet af Mindy, 13. februar 2019 10:37