Læs dagbog

Alt for meget på en gang!

En side i dagbogen "I nat valgte jeg livet"
Skrevet af jegvinder 19. maj 2017 09:59

I går handlede kurset om at røre sig godt.

Det var fysioterapeut P der underviset os.

Den første time var fysisk udfoldelse. Så var der mad. Derefter skulle vi stille os i to kredse, en uden på den anden. Og os i den inderste kreds skulle vende front mod den yndre kreds, så vi stod overfor hinanden to og to. Jeg var tilovers, så fysioterapeut P blev min makker.

Så skulle dem i ydrekredsen spørge dem i inderkredsen om en række spørgsmål, og her var det vigtigt, at lade den der blev spurgt svare uden afbrydelser, man skulle kun lytte, aktivt og interesseret.

P spurgte mig og det første spørgsmål lød: Hvad gør du for at røre dig godt?

Jeg svarede: Jeg får ikke rørt mig godt. Efter mandens diagnose har jeg ikke haft overeskud til, at gøre noget for mig selv, slet ikke at røre mig, det har jeg altid haft svært ved at få gjort. Vi har fået gået nogle ture, men det er absolut ikke af lyst. Det er som om jeg er blevet fastlåst, jeg magter ikke...

Mere fik jeg ikke sagt, så begyndte jeg at græde.

Jeg kan ikke det her, sagde jeg til P og jeg forlod rummet og gik udenfor. Og så stod jeg der og forsøgte at samle mig.

P kom ud til mig.

Jeg forklarede P, at jeg var udfordret til det yderste, med min socialfobi, når vi skulle stå sådan og åbne op. Samtidigt var det svært for mig, at tale om min manglende fysiske udfoldelse og til sidst var det svært for mig i det hele taget, at være der, velvidende at årsagen var at manden havde kræft.

I det hele taget bare alt for svært for mig.

Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage og synes i det hele taget at situationen var rigtig svær. Jeg tænkte kun på flugt. Jeg måtte væk herfra og aldrig komme igen. Og tilmed var jeg pinlig over mig selv!

Hvorfor kan jeg ikke styre mig selv? Hvorfor har jeg ikke mere kontrol over mig selv?

Ja, jeg synes jeg var pinlig.

Indenfor var de færdige med kredsene og spørgsmålene og det var tid til at P skulle have ordret igen. Så vi gik ind. Jeg satte mig på min plads og håbede på ingen lagde mærke til mig. Jeg ville give alt for at være væk.

Så mærkede jeg en hånd, der strøg forsigtigt over min ryg, det var min sidemand der gjorde det. Hun sagde ingenting, hun gjorde det bare. Jeg sagde tak til hende. Og var, bare af det, ved at græde igen.

P talte, jeg hørte ingenting. Koncentrede mig kun om at være der og ikke bryde helt sammen.

Så var der kaffe. Hende der havde strøget mig over ryggen, spurgte om det blev alt for overvældende for mig. Ja, det gjorde det, svarede jeg og jeg ville egentlig gerne forklare, men jeg kunne slet ikke sige noget og jeg var bange for at græde igen. Hun spurgte om jeg ville med ud i solen. Vi gik ud, der stod flere andre. Jeg sagde ingenting, stod bare og lyttede og ønskede mig hen hvor pebret gror.

Manden kom også ud. Vi stod der lidt.

Så blev vi kaldt ind igen. Vi skulle igen stille os i to kredse og skulle stille flere spørgsmål til hinanden.

Jeg gik straks udenfor igen. Det skulle jeg ikke være med til en gang til!

Jeg havde det okay, ventede bare til de var færdige. Men så kom P ud til mig og talte om hvor svært det var, at være pårørende og en hel masse mere jeg ikke kan huske...og jeg begyndte at græde igen!!! Suk!

Men vi nåede også tilbage til det med at røre sig.

Sidst talte både P og I om skridttællere. De anbefalede begge, at bruge sådan en, den var som en gulerod for dem. Og det kunne den måske også blive for os.

Jeg overvejede at købe en, de havde nemlig en man kunne købe af dem. Men I talte om, at hun ville op på 10.000 skridt om dagen. Jeg tænkte, det komme jeg aldrig op på, så det er dødsdømt på forhånd. Så jeg ville ikke købe en alligevel.

Men nu talte jeg med P om det og hun sagde at alt, selv lidt, var godt. Hvis man bare rørte sig lidt hver dag, i stedet for sidde stille, så var det rigtig godt. For lidt har også ret og det skal man rose sig selv for. Hun sagde til mig, at jeg skulle anerkende mig selv.

Det har jeg tænkt over siden. Hvordan anerkender man sig selv?

Når jeg slår ordret op står der, at det er at være tilfreds med og have respekt for en selv.

Men jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det?

Hm!?

Så skulle vi ind igen og I rundede dagen af.

Jeg fortalte manden om hvad jeg havde talt med P om, og det endte med vi købte en skridttæller.

Jeg tror ikke, at jeg magter at deltage igen. Jeg er alt for hudløs og jeg kan slet ikke styre, at skulle være så blottet, åben og social.

Det er alt for meget på en gang.

Og jeg synes jeg er vildt pinlig, når jeg ikke kan kontrollere mig selv!

Når jeg ikke formår, at holde tårerne tilbage.