Læs dagbog

Mere ved jeg ikke... + Skriv til Meft

En side i dagbogen ""
Skrevet af jegvinder2 3. september 2021 22:20

Læs i kommentar

Kommentarer fra andre brugere

Jeg kom hjem igen i går eftermiddags efter 1 døgns observation på Riget’s øre, næse, halsafdeling.

Jeg er rimelig ok fysisk, dog sat delvist tilbage som til lige efter operationen, og med risiko for ny blødning, da den åbenbart er øget, når der først har været en. Men psykisk hænger jeg ikke sammen, og jeg kan ikke tale om/tænke på det uden, at jeg får klump i halsen og tårer i øjnene.

Jeg ved ikke og forstår ikke hvorfor, men det er så svært for mig, at jeg undgår at gå ind i det med nogen som helst.

Derfor vil jeg forsøge at skrive om det her, i håb om at få forståelse for hvad der sker.

Onsdag morgen.
Jeg havde spist lidt yoghurt og gik en tur i haven med en kop lunken kaffe, varmt mad/drikke skulle jeg jo undgå, aftenen før havde den ældste lavet mad til os to, manden var ude og sejle, den yngste på studietur. Vi havde hygget os helt vildt, musik, hygge, snak. Jeg havde følt, at nu er det ved at vende, jeg er ovre det værste.
Da jeg gik der i haven kom en af kattene hen, som de altid gør, vi talte lidt og blev enige om at gå en tur ud i marken for enden af haven. Marken var lige høstet, stubmark, vi gik et lille stykke ud. Det var skønt, duften, synet, hyggen – så fik jeg en smag i munden – jern – blod!?
Jeg satte en finger på tungen, og så blod. Så gik det stærkt, tilbage til haven, ind i huset, ud på toilettet – da jeg nåede dertil var min mund fyldt med blod, som jeg slap i vasken!!
Heldigvis, så heldigvis, arbejdede manden hjemme, han var på 1. salen, jeg kaldte så højt jeg kunne, som ikke var højt, da blodet bare fossede videre, men omsider hørte han mig.
Han kom ned.
Ring 112 det bløder. Meget!
Han ringede omgående.
Jeg stod stadig over vasken, da han pludselig rakte mig rørte. Det kan jeg da ikke!? Medhør, tag den på medhør. En kvindestemme sagde og spurgte om en masse. Jeg svarede så godt jeg kunne, mens en blanding af frisk og koaguleret blod rendte ud af min mund. (undskyld detaljerne, men jeg har brug for det)

Jeg fik det skidt, rigtig skidt. Jeg vidste, at hvis jeg ikke lagde mig ned, ville jeg falde. Jeg lagde mig ned, med overkroppen i brusekabinen. (Tænk at man i sådan en situation tænker på oprydningen?) Kvinden i telefonen talte stadig, det sidste jeg hørte: De er på vej, de kommer hurtigt.

De kom hurtigt. Jeg kunne høre dem før de kom. Fuld udrykning.

Først var de to mand. Jeg kom ud i ambulancen. Så var der fire mand. Akutlægen var kommet. Jeg fik hele udstyret på, alt til at måle alt, fik lagt drop i begge arme. Saltvand og plasma, og alt muligt andet.
Vi var der længe, i indkørslen.
Jeg tænkte: Åhh nej, den ældste er snart hjemme fra arbejde. Han må ikke blive bange, og blodet i vasken, det skal væk inden han kommer.

Jeg kan ikke lige huske mere lige der. Jeg gled væk. Forsvandt.

Jegvinder, jegvinder er du der. Jeg blev rusket i, blidt men bestemt.

Vi kører nu, blev der sagt. Og så en samtale med Rigshospitalet. Jeg opskalere til traumecenteret (eller noget i den stil).

Jeg græder igen. Hold kæft hvor var jeg bange. Jeg er stadig bange.

Der var fuld udrykning hele vejen. 40 minutter. Jeg sejlede rundt. Husker kun sekvenser.

Vi ankom. Akutlæge og to ambulancefører gik med ind. De blev alle tre i en rum tid. Lægen kom straks. De talte og hun gik i gang, min mund skulle tømmes med sug, det lod til at blødningen var stoppet, men om det var pga. størknet blod eller om den var stoppet af sig selv, blev hun nødt til at finde ud af.
Hvis den var stoppet af sig selv, var det godt, hvis der stadig var lidt blødning, kunne hun stoppe det kemisk, med blødningsstoppende væske på en tampon som hun pressede på såret. Hvis der var mere blødning, måtte jeg i narkose.
Ambulanceførerne gav min skulder et klem og sagde god bedring, og gik. Akutlæge blev.

Der sad en stor klump størknet blod, der hvor venstre mandel havde siddet. Den skulle hun have væk.

Ikke flere detaljer. Men føj for helvede.

Lille blødning. Ingen narkose. Tampon på tang presset hårdt på tre gange. Så stoppede det.

Akutlægen fik jeg også et klem af, så gik han også.

Jeg fik taget blod til alverdens prøver og blev indlagt til observation.

Jeg lå alene et øjeblik. Så kom lægen tilbage. Jeg begyndt at græde.

Jeg tror jeg blev lidt chokeret, sagde jeg. Det var voldsomt.
Ja, det er voldsomt, svarede hun.
Ja, og så alt det andet, sagde jeg, det hele på en gang. For jeg skal også skilles – men det har jeg selv valgt.


---

Det hele gør bare så ondt.

Jeg tror det er derfor jeg lukker ned.
Alt gør alt for ondt.
Jeg magter ikke mere.
Og jeg har ingen kræfter tilbage.
Jeg har aldrig følt mig mere alene end nu.

Mere ved jeg ikke…

Skrevet af jegvinder2, 3. september 2021 22:42

Frederik og Nora

Tak fordi i skrev til mig, det blev jeg rigtig glad for <3

jegvinder

Skrevet af jegvinder2, 3. september 2021 23:13

Hold da nu helt op kære, stakkels stakkels dig! Klart du er dybt påvirket! At du tænkte på oprydning fortolker jeg som en chok reaktion. Min søs var engang passager i en bus, der kørte galt, men dødsfald til følge. Hun slap med brækkede ribben o a kvæstelser. Men da hun rejste sig op i bussen, der lå på siden, var det første hun tænkte på at få andre bukser på, for dem hun havde på var gået i stykker. Så det gjorde hun. Jeg tror det er en chok reaktion fordi ingen af os kan forholde sig til noget så dramatisk i et nu. Jeg håber sørme ikke du skal have flere af den slags oplevelser. Måske en ide altid at have tlf på dig det næste stykke tid? Mange kærlige hilsener og ønsker for dit helbred. Kh meft

Skrevet af Meft, 4. september 2021 14:13

Hold da nu helt op kære, stakkels stakkels dig! Klart du er dybt påvirket! At du tænkte på oprydning fortolker jeg som en chok reaktion. Min søs var engang passager i en bus, der kørte galt, men dødsfald til følge. Hun slap med brækkede ribben o a kvæstelser. Men da hun rejste sig op i bussen, der lå på siden, var det første hun tænkte på at få andre bukser på, for dem hun havde på var gået i stykker. Så det gjorde hun. Jeg tror det er en chok reaktion fordi ingen af os kan forholde sig til noget så dramatisk i et nu. Jeg håber sørme ikke du skal have flere af den slags oplevelser. Måske en ide altid at have tlf på dig det næste stykke tid? Mange kærlige hilsener og ønsker for dit helbred. Kh meft

Skrevet af Meft, 4. september 2021 14:13

Ja det skulle jo ikke have været sendt 2 gange. Jeg er stadig uden pc og sidder her og fumler med telefonen. Kh meft

Skrevet af Meft, 4. september 2021 14:16

Kære kæreste Meft <3

Tak fro dine skriv, til trods for du er uden pc, du er så sød, tak!

Ved du hvad! - tidligere onsdag morgen inden blødningen havde jeg lagt rent tøj frem på toilettet, jeg trængte til et bad. Haveturen var et tilløb til badet, men jeg nåede ikke badet.

Så da jeg hørte ambulancen og manden var rendt dem i møde, rejste jeg mig fra gulvet og skiftede trusser!!!

For fanden da, jeg kunne knap stå, men jeg skulle sgu' da have rene trusser på!!!

Ja, chok må være forklaringen.

Jeg havde faktisk mobilen i lommen, men med munde fuld af blod kunne jeg jo intet sige, så jeg skyndte mig bare ind.

Puha jeg får det stadig dårligt, når jeg tænker på det...

Men Meft, jeg er så glad for dine skriv, jeg føler vi to er lidt alike i tanker og sind - og temperament ; )

Du er god en støtte for mig, tak <3

Jeg håber du er okay!

Kærligst
jegvinder

Skrevet af jegvinder2, 8. september 2021 21:01