Læs dagbog

Jeg er så forvirret

En side i dagbogen ""
Skrevet af jegvinder2 13. februar 2021 19:10

Indeni er jeg den usikre fravalgte
uden selvværd
uden nogen som helst tro på mig selv
jeg vælte ved det mindste prik

Men når jeg så oplever
at det der sker for mig lige nu
det jeg gør
det jeg selv har skabt
det jeg selv udvikler
samtidigt betyder meget for modtagerne
hvilket så gør
at jeg bliver afhængig af at give og gøre mere
for det får mig til at føle mig valgt
brugbar
af betydning

Men jeg står midt i det hele af før og nu

Forvirret

og samtidigt føles det så rigtig og så vigtigt
men lige efter bliver jeg bange - og på vagt

For hvornår brister det
det kan jo ikke være sandt

jeg er så forvirret....?

: )

Meft og Skovtrolden!
Kram og tak <3

Kommentarer fra andre brugere

Hej jv, jeg er glad for du opfattede min komm positivt :) For efter jeg havde sendt den afsted, kom jeg til at tænke på om man ville kunne opfatte den som en kritik. Altså en kritik af du har valgt at hedde ‘jegvinder’. Og det var jo ikke meningen :) Vi har jo alle et kæmpe behov for at føle, der er noget vi kan. Kan overskue og have med at gøre. Jeg kan ikke lide at føle mig som et offer for hverken sygdom eller andre ting. Men nogle gange, så oplever vi jo desværre bare noget, vi ikke kan ændre. Det skal åbenbart virkelig ikke være nemt at være menneske! I hvert fald ikke for os, som nogle gange kan have netop den følelse, du beskriver af at man er lille bitte og ingenting kan. Kh Meft.

Skrevet af Meft, 14. februar 2021 08:45

Hej Jegvinder.

Havde lige oprettet en profil, men har fortrudt det igen.

Håber du / jeg får et godt år 2021.

Kram

Stigmata.

Skrevet af Anonym, 15. februar 2021 15:09

Det kender jeg godt.
Jeg tror det er vigtigt hele tiden at have sig selv med, altså det hele, den lille bange pige som har lært hun ikke er god nok og måske skal skamme sig, hun er også med, frygten for at det hele braser sammen igen er også med, jeg tænker personligt, at hvis jeg kan få alle de ting med mig - både de positive livgivende, og de svære/sårbare indimellem næsten umuliggørende - så bliver det - i bedste fald - til en slags helhed, og sådan en brister jo ikke, da den jo indeholder det hele.
Jeg ved ikke om det giver mening.

På de gode dage kan man det hele, på de dårlige er musehullet eneste sted man finder tiltrækkende, og så alt derimellem.
Men prøver at tænke det som en helhed... med alle ingredienserne i, jeg tror at de for mit eget vedkommende altid vil være der, angsten og det svigtede barn vil altid være i mig, det forsvinder ikke så var det nok sket, så jeg prøver at rumme det hele og kunne finde mine retninger alligevel - med "alle ombord", jeg skal bare huske at det er mig der er kaptajnen ;).

Og selv tak :)

Skrevet af Skovtrolden, 17. februar 2021 22:23