Læs dagbog

Det gør rigtig ondt

En side i dagbogen ""
Skrevet af jegvinder2 21. februar 2021 23:20

Jeg har altid, indtil for præcis 14 dage siden, på ingen måde fundet vrede mod min mor.
Hun har i mange år efterlyst vreden i mig mod hende.
Så meget, at da manden og jeg efter samtale på hospitalet i 2016, hvor han fik sin kræftdiagnose, var på vej hjem, og blev enige om at køre forbi min mor og træfar og fortælle dem det selv, der har hun siden udtrykt til mig, at da vi kom der og så alvorlige ud, håbede hun inderligt på at det var på grund, at jeg endelig var blevet vred.
Ingen tvivl om at det er voldsomt vigtigt for hende.

For 14 dage siden, søndag om morgenen hvor manden og jeg sad alene og spiste morgenmad, ringede hun og sagde:
Vi gør det! Det har vi lige bestemt. Vi gør det og vi er blevet testede. Alle er blevet testede.

Undskyld mor, jeg aner ikke hvad du snakker om?

Vi tager i sommerhus i Jylland, med....(min mellemste lillebror, kone og 4 børn).

Øhh okay, ja måske ikke helt smart med corona! Skal...(min yngste lillebror, kone og 2 børn, der bor i Jylland) også med?

Jaa neej - de kommer vist forbi...

Jeg vidste straks at det var løgn, hun vidste de også skulle med.

Okay, hvornår tager i af sted?
I dag, vi køre om lidt.
Okay, hvor længe er i væk?
En uge, men der er styr på fordring af høns og katten.
Godt - jeg var helt paf!

En ting var at hun lyver for mig.
En anden ting er at det da er tåbeligt, at de på tværs at landet samles i en uge, 12 mennesker, trods test synes jeg stadigt det er dumt. Især fordi både min mor og papfar er i risikogruppe.
Men det der slog hårdrest var, at jeg intet vidste om det. At jeg ikke var blevet spurgt om vi ville med. Jeg havde de sidste uger op til talt både med min mor og begge brødre, og ingen havde nævnt, at de skulle i sommerhus sammen.
Det gjorde faktisk så ondt, at jeg bare sagde til min mor: Okay, jeg er helt paf lige nu, og vi sidder lige og spiser morgenmad, men god tur. Hej hej.
Og jeg lagde på.

Jeg kæmpede derefter, havde ikke lyst til mere morgenmad, undskyldte mig overfor manden og forlod bordet og gik for mig selv.
Jeg kæmpede virkelig imod følelsen der blev flået rundt i mig, så genkendelig, så ond.
Manden kom til mig, sig hvis jeg kan gøre noget?
Der mistede jeg grebet og brød totalt sammen i gråd.
-
Dagen efter var jeg mere samlet, og jeg skrev en sms til min mor.
Her forklarede jeg hende, at jeg var blevet meget såret af hendes opringning. Jeg skrev blandt andet, at deres tavshed omkring deres tur sammen smerter og sårer mig lige præcis der, hvor jeg er allermest følsom.
Det er på nøjagtigt samme sted du og far sårede mig allermest. Det sted hvor jeg står helt alene og er fravalgt - igen.
Og ang. corona så er det da for dumt.
Jeg bedte hende om ikke at kontakte mig, jeg skulle have tid til at sunde mig.
Hun skrev til mig senere på dagen.
Jeg kunne mærke du blev såret. Har ikke tænkt at du skulle holdes udenfor. Vi to har noget andet vi er sammen om...bla bla bla...og vi er alle testet...
Og senere en ny sms med forklaring om hvornår de er blevet testet.

Jeg svarede hende ikke. Jeg var og er stadig virkelig såret.

Dagen efter skrev hun igen.
Hun spurgte, om det der jeg plejer at købe af en i Jylland, måske var noget de kunne hente, nu de er der?
Jeg svarede at hun ikke behøvede at være sød ved mig, jeg skulle nok blive god igen.

Der svigtede jeg mig selv første gang.

Anden gang var efter de var kommet hjem. Jeg faldt jo i med det søde og de tog noget med hjem til mig, som jeg hentede hos dem i mandags iført mundbind, og med afstand.

Vi talte om det der var sket, og at jeg var blevet såret. Og jeg tog mig selv i, faktisk at undskylde mig selv, undskylde at jeg var blevet såret, og at det nok var den lille 8 åriges reaktion, men at jeg havde styr på det nu.

Jeg svigtede mig selv. Jeg svigtede mig selv så meget.

Jeg vendte, som alle andre, ryggen til den lille 8 årige pige. Jeg valgte hende fra.

Du er ikke velkommen her, lille pige.

-

Jeg er vred på min mor. Jeg er for første gang virkelig vred på min mor.

Og jeg er skuffet. Voldsomt skuffet.

At hun ikke har sagt til mine brødre: Hvad med jegvinder og familie? At hun lyver om min yngstes lillebror og families deltagelse. De var der alle sammen. At hun fortier min direkte forklaring om, hvor ondt det gør og hvorfor og går i stedet i corona-forsvar. Og at hun roste mig for, at jeg havde fået styr på den lille pige.

Men jeg er også voldsomt skuffet over mig selv. At jeg ikke tog mig i forsvar. At jeg fornægtede mine egne følelser.

At jeg stod lige der overfor min mor og reagerede præcis, som da jeg var lille og havde fået de første tæsk af heksen, og heksen efterfølgende bød mig fyldte chokolader fra en fin æske, der normalt kun er for de voksne. For at få mig til ikke at sige noget til min far.

Og at min mor har gjort præcis det samme ved at ignorere, det jeg havde skrevet til hende, måske for at jeg ikke skulle rode mere i det der med at hun har svigtet mig. For så derefter at spørge om hun skal hente noget for mig.

De køber mig - og jeg lader mig købe.

Jeg har aldrig oplevet min mor falsk før, det føler jeg nu at jeg har. Jeg har mistet min tillid til hende. Jeg føler ikke jeg kan stole på hende.

Hun har efterlyst min vrede, og når jeg så skriver ærligt om mine følelser over det der sker, så ignorere hun det.

Jeg er ked, jeg er virkelig ked.

Og jeg er vred, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

-

Det var godt at få det skrevet.
Det er skrevet ud i en køre, så der er nok fejl, men jeg orker ikke at rette.
Jeg håber det er til at forstå.

-

Egentlig forstår jeg ikke helt selv, jeg kan bare mærke indeni, at det gør rigtig ondt.


Skovtrold - Tak <3 Jeg har savnet dig.
Stigmata - Tak min ven <3

Kommentarer fra andre brugere

Det er svært for mig at råde, klokken er mange og jeg har brug for søvn.

Men godt at det hjalp dig at få det skrevet, håber du får fornyet mod på at skrive dagboger herinde.

Mit eget liv går op ad bakke lige pt., men det er en lang historie jeg ikke skal trætte dig med.

Håber at du finder en god løsning med din mor, husk du har kun én af slagsen. :-)

Knus og godnat, Jegvinder.

Stigmata.

Skrevet af Anonym, 22. februar 2021 01:28

Wow det lyder godt nok også lidt mystisk.
Jeg kan jo ikke huske alt hvad du har haft skrevet, men det lyder lidt som om du er vokset op hos faren og dine to brødre hos jeres mor? - i så fald kan det jo godt være at din mor føler det hun siger med at I har jo noget andet sammen, altså ikke at det er mindre vigtigt, bare at det er noget andet, - altså det er bare et bud på en forklaring.
Men bortset fra det, så er fremgangsmåden da dybt sårende, de har nærmest stået sammen om at holde det hemmeligt lyder det til, det var der jo ingen grund til hvis det "bare er sådan I har det bedst mht. at være sammen"....

Denne sætning fik mig til at grine – altså det er da meget cool – du ser lige igennem hendes intentioner og serverer dem for hende helt utilsløret "Jeg svarede at hun ikke behøvede at være sød ved mig, jeg skulle nok blive god igen".

Altså du fortæller hende at du ikke ønsker at modtage bestikkelse, det er da meget ok.

At du så kommer til at svigte dit indre sårede barn, ved at undskylde osv. og indvillige i at det hele alligevel mere eller mindre var ok, og at det gør din vrede større gange 100..... det er svært at rumme og jeg forstår frustrationerne over det.

Men jeg tænker også, at netop i forhold til din familie – er det måske et af de sværeste steder at stå fast, fordi rollerne velsagtens er mest indgroede i de relationer.

Jeg tænker at det vigtigste lige nu er at du er klar over det nu her bagefter, man kan ikke tage større trin på trappen end man er i stand til, og at man ved hvad man skulle gøre/sige – bagefter – er en start og langt bedre end slet ikke at kunne mærke det.

At du får ros for at have fået styr på pigen – ja altså.... jeg kan godt forstå hvis det vækker en vulkan af vrede, men hvis man ser det ovenfra, så understreger det jo hvad du er oppe imod, modvilje, manglende evne og måske også manglende vilje til at erkende dine sår, - og et ønske om at du opfører dig nemt og rart.

Det ser ud til at være hvad du er oppe imod, nu ved du det om muligt endnu mere, at det stadig forholder sig sådan, det positive er at det er godt at kende sit ståsted.
Det hårde er at det gør ondt at stå der.

Og selv tak og lige over <3

Skrevet af Skovtrolden, 22. februar 2021 20:54