Læs dagbog

?

En side i dagbogen ""
Skrevet af jegvinder2 23. februar 2021 18:18

Jeg har talt med manden, om hvad jeg skal gøre. Vi talte blandt andet om, at jeg måske kunne rådføre mig med terapeuten, som vi har har brugt sammen og som jeg også har brugt alene.

Det skulle jeg lige tænke lidt mere over. Jeg kan mærke, at jeg har rigtig svært ved at gå ind i det her - bare tanken er frygtelig skræmmende og volder smerte, hvordan bliver det så ikke at gå ind i det!

Men det er det mest fornuftige, at have en terapeut med ind over, for jeg tror ikke min mor og jeg vil kunne håndtere det alene sammen. Det er jeg bange for vil går helt galt og vi vil risikere at blive uvenner, for der er alt for mange følelser i det.

Og noget skal der gøres, det kan jeg helt klart mærke.

Så jeg har ringet til terapeuten og forklaret, og spurgt ham til råds. Mit eget forslag var at vi, min mor og jeg kom til ham, så han kunne styre samtalen. Han kender mig, og ved hvor meget min mor betyder for mig, så jeg tror han vil kunne hjælpe os begge.
Han synes at det var en rigtig god plan, han rigtig gerne ville hjælpe med. Og han forklarede mig lidt om, hvordan jeg kunne forlægge min mor planen på god måde.

Så nu har jeg ringet til min mor.

Jeg pakkede det ikke så meget ind. Sagde at jeg havde fået det svært siden hun ringede den søndag, at det havde fået en masse ting op i mig. Og jeg kunne mærke, at jeg trak mig væk fra hende.

Og det ønsker jeg ikke, så nu vil jeg spørge om du vil hjælpe mig og sammen med mig tage til min terapeut. Så vi i en styret samtale kan få talt om det.

Ja! sagde hun.

Det er jeg glad for, svarede jeg.

Vi talte lidt og hun sagde: Er du klar over hvor længe jeg har ventet på det her, på at du blev vred.
Jeg kunne mærke, at jeg blev nød til at præcisere, at jeg gjorde det her hovedsageligt for min egen skyld, og at det kom til at gøre rigtig ondt på os begge, men at jeg føler at vi skal igennem det. At jeg ikke ved hvad udfaldet bliver, men at jeg ønsker det bliver godt for os.

Jeg blev også nød til at komme ind på økonomidelen, terapeuten er i den dyreste ende.

Der blev hun lidt stille - det var svært for mig lige der, for manden og jeg har lagt mange tusinde kroner hos terapeuten, i bund og grund fordi mine forældres svigt, har givet mig mén for livet.
Jeg har lidt penge, sagde hun, men ikke SÅ mange penge.
Det skal jo ikke komme an på det, det skal gøres, tænkte jeg, og fik en ide.
Mor, jeg kontakter terapeuten igen, og spørger hvor mange tider jeg har tilbage, måske vi kan bruge af dem, de er betalt.
Det aftalte vi at jeg gjorde, og hun gav mig datoer hvor hun ikke kunne deltage, så bestiller jeg tid til os.
Der måtte jeg også sige noget der var svært.
Mor, jeg vil gerne have at manden køre mig til de samtaler, det kan jeg mærke jeg er tryggest ved.
Okay ja, så gør vi sådan.

Jeg har ringet til terapeuten og vi kan sagtens bruge af de tider jeg har. Så er der styr på det.
Så nu skal manden og jeg finde og bestille tid, der passer os alle.

-

Jeg er træt nu - faktisk helt færdig.
Jeg føler mig dybt ulykkelig, men stærk samtidig?
- men mest træt.

Kommentarer fra andre brugere

Jeg ser det, som jeg også skrev i den anden tråd, som det helt rigtige at gøre.
Og det er forståeligt at det virker skræmmende og smertefuldt, for det er det jo, når man nærmer sig sårenes rod.
Mange ting er sandsynligvis bygget ovenpå de ar og meget er - måske mere eller mindre ubevidst- blevet frosset ned - og har fra deres nedfrosne position givet en masse andre problemer i livet.
At gå tæt på kernen er - skræmmende og sandsynligvis nødvendigt.

Jeg synes det er så fint at I kan gøre det sammen, og netop med en terapeut tilstede også, er I sikret at undgå at køre ned i de samme riller hvorfra tingene bare kører i ring.

Og det er forståeligt at du er træt, og ked af det, og stærk, - det hele på en gang :)

Skrevet af Skovtrolden, 23. februar 2021 23:05