Læs dagbog

*Tvivlen Kom Stormende*

En side i dagbogen "Menneskebarn"
Skrevet af juce 1. februar 2020 20:23

klokken misforstået sjælrinde.

Hvorfor lukker du dig selv inde?
- Fordi jeg ikke kan bære tanken om at miste, så selv de få mennesker der kender mig, lader jeg være.

Hvordan kan du komme igennem din angst, så du igen kan fungere?
-Der er vel flere måder at gøre det på, men jeg ender altid med det samme resultat, og trættes af mit jeg.

men hvad virker nu og her?
-Det at tage fat om problemet, jeg har talt med min far omkring mor og det at hun er ret dårlig, men vi ser forskelligt på hendes problemstilling, som igen gør mig angst og deprimeret.

Hvad kan du gøre i morgen, så du kan klare selvoprettelses driften?
-Tale med Mentor men det er weekendt og jeg må vel hive fat i min krigertøz, det er osse længe siden vi har set el. hørt noget fra hende.

-Jeg er dog ideforladt - suk-fuck-

Krigertøzen jeg påråber dig at komme frem NU! Imens så tilter min viden omkring healing, vås og sukker roer.

Hun står lige der dækket af sorte blade og et vildt intenst 3 øjetræk, jeg mumler kun, hun virker endnu mere fortabt en min mine, er du ok? mine ord er ridsset som en væg, i en af de få overlevende krematorium for 75 yers ago...

Hun er stille tavs, og tager mig ikke under sin vinge, jeg fryser, ved ikke hvor vi kan gemme os fra angstens væsen, den er så nær og fortære alting omkring sig. Vi har læst så meget de sidste mange dage om (Auschwitz) havde så meget at dele med jer herinde, men så kom tvivleren stormende, red ind med sin høje hest og stavs´bandt os.

Nu er vi her Krigertøz, hun er så tavs at selv lydmuren for revner uden lyd..

Kom tilbage tigger og beder jeg, mine tåre falder tungt og ensomt, stoler ikke på nogle mennesker, væmmes af de synsindtryg og

.....

Det her skriv var bare et af dem som jeg noglegange ikke tør ha åben, men nu er det d. 12.2. 2020. Og jeg er alligevel bange for at lukke mennesker ind, selv om det netop er det der er det centrale i i mit indre mørke, og som gør jeg tør komme ud i lyset igen. Jeg ved at det stammer fra mine barndoms år, men at flygte er ikke hensigtsmæssigt og jeg forsøger at gøre modsat hvad min hjerne fortælle mig. Så selvom du måske er den første der læse disse ord, skal du vide du bestemt ikke er den eneste som føler sig ensom i den psykiske kamp. Hold ud og fast.

:)