Læs dagbog

I går brød jeg, igen, grædende sammen og jeg fortalte min kp om mine selvmordstanker og planer. Hun blev så bekymret at hun ville have mig med på psykiatrisk akutmodtagelse. Jeg var så opløst af gråd på det tidspunkt at jeg egentlig bare fulgte efter uden at sætte spørgsmålstegn. På psyk fortalte jeg hele sandheden med små indblandinger fra min kp i forhold til deres observationer. Jeg regnede ikke med en indlæggelse, og det blev jeg heller ikke tilbudt med den kommentar at de ikke ville indlægge mig på grund af min diagnose. Lægen mente at der ville være for mange skift, så fordi jeg har aspergers ville de altså ikke indlægge mig. Jeg blev sendt hjem med et tilbud om to sovepiller som jeg dog takkede nej til. Jeg faldt til ro med min natmedicin og noget boldmassage.
De sagde at personalet skulle holde bedre øje med mig - øhh, det er jo ikke fordi de er mega pressede i forvejen eller noget. De har sguda ikke tid til at holde mere øje med mig end de gør i forvejen. Der bor jo også seks, snart otte, andre her.

Jeg må efterhånden erkende at min pn medicin ikke fungerer for mig. Ofte bryder jeg sammen og er selvskadende på trods af forebyggende pn og hvis de endelig får det i mig når jeg har det så skidt, er det ikke fordi det gør nogen forskel. Jeg bliver ikke roligere af det, jeg mærker overhovedet ingen forskel. Faktisk har jeg før nævnt det for min psykiater, men hun sagde at hun ikke ville ændre på det. Mandag og tirsdag tog jeg max dosis af pn, og alligevel brød jeg mandag sammen flere gange og i går var jeg jo så på psyk.
Det hele stinker ret så meget lige nu.

Cl har husmøde med os der bor i 'mit hus'. I dag var det kun ham og mig da den anden er indlagt. Hver gang skal vi nævne noget positivt fra ugen, og til at starte med kunne jeg slet ikke finde noget fra denne forfærdelige uge. Jeg endte med at sige at jeg, på trods af nuværende selvmordstanker, er lidt positiv over at være fyldt sytten, for det havde jeg planlagt at jeg ikke skulle. Han sagde at han blev rigtig rørt over at høre det, og han fældede endda en tåre.
Så ja, et eller andet sted indeni i mig er der nok stadigvæk en del der gerne vil kæmpe for det her. Ellers havde jeg vel ikke sagt det.

Vi havde udviklingssamtale i går, min kp, lederen af opholdsstedet og jeg. Der blev sagt rigtig mange både negative og positive ting, og 'lederen' sagde at han ville undersøge et skoleforløb som er forberende til noget uddannelse, i mit tilfælde kunne det måske være en blid start på overhovedet at gå i skole igen. Før har vi snakket om en specifik skole, men han sagde at han var begyndt at tvivle på om det er stedet for mig. Det er jeg også.
Jeg håber at jeg kan få bevilliget det forberedende forløb af kommunen, for det lyder meget mere som mig end det andet.
Der er hold på maks syv, og man går i skole 8 timer om ugen fordelt på tre dage. Det vil sige at jeg ville skulle møde tre gange ugentligt, men ikke til så mange timer. Timerne vil være dansk, matematik og engelsk og så noget kreativt. En af de andre fra opholdsstedet er lige startet derude, og det er gennem ham lederen har hørt om forløbet. Det bliver spændende om det måske kunne blive til noget.

I morgen kommer min kp igen på arbejde, og så må jeg få snakket med hende om hvordan jeg skal klare alt det her. Noget positivt er at jeg faktisk ikke har skåret mig siden i torsdags nu. Jeg har godt nok gjort skade på mig selv på andre måder, men jeg er så lettet over ikke at være på skadestuen og få endnu flere ar og sådan.
Derudover er der gået betændelse i nogle af sårene, så jeg er på pencillin igen igen. Det er noget æv, men det sker jo somme tider.

I dag har jeg haft det rigtig skidt meget af dagen, men jeg er faktisk ikke brudt grædende sammen. Jeg har haft et par gode stunder, blandt andet med at spille kort med en medbeboer, spille badminton og spise aftensmad med de andre. Det er rart at kunne tænke tilbage på at lidt af dagen faktisk har været rar.