Læs dagbog

I dag har jeg været indlagt i tre uger. Tingene er endelig begyndt at blive nemmere.
Jeg blev indlagt på PAM efter en samtale med min psykiater. Min kp havde haft ringet til min psykiater om en tid, for det gik virkelig skidt. Jeg stod ikke op om morgenen, var stort set hele tiden for mig selv, kunne ikke overskue hverdagen, havde selvmordstanker, var meget langt nede, min spiseforstyrrelse fyldte rigtig meget og så videre. Min psykiater sendte os på PAM hvor vi snakkede med en rigtig sød læge. Jeg blev indlagt og dagen efter rykket på et sengeafsnit. Det var min første indlæggelse i voksenpsykiatrien, så det var lidt en omvæltning at komme fra børne-/ungdomspsykiatrien og ind på et lukket afsnit i voksenpsykiatrien.
Jeg blev startet op i Lamotrigin og blev efter 5-6 dage rykket tilbage i børne-/ungdomspsykiatrien. De mente jeg kunne blive hjulpet bedre her og få mere ro (jeg var endt på et ret uroligt afsnit). Det var ret hårdt for mig at blive flyttet så meget rundt, men nu er jeg okay med det.
Jeg skulle have været på åbent afsnit, men da jeg kom fik jeg det mega skidt og fik meget uro. Jeg bad om at blive udskrevet, en ting lægen ikke var enig i, så jeg blev tilbageholdt og flyttet ned på lukket afdeling i skærmen. Dagen efter var jeg faldet ned, og jeg har været her frivilligt lige siden.

Jeg følte mig ikke ordentligt informeret om Lamotriginen, så der kom en læge og snakkede med mig. Der fik jeg fortalt hvor langsommelig en process det er at blive trappet op, og det kunne jeg ikke holde ud at vente på og så sov jeg virkelig skidt.
Jeg er derfor først blevet sat 50 mg op i Seroquel, og det er meningen at jeg skal op på 400 mg nu, så der mangler 100 mg. Vi starter med de første 50 fra i aften, og så har jeg lægesamtale igen mandag hvor vi tager de sidste 50 mg.
Jeg har været en del på orlov hjemme, men jeg kan godt mærke at jeg stadig har meget svært ved at overskue hverdagen, især om morgen/formidagen. Dog har vi lagt en plan der, indtil videre, hedder udskrivelse tirsdag, men den er til at lave om i. Den planer bunder mest i mit behov for at der er en plan og at jeg er ret utålmodig mht at blive udskrevet. I lørdags blev jeg rykket ud af skærmen og ned på et af de andre værelser. Virkelig rart, for det er jo et skridt tættere på at være udskrevet. Jeg er stadig på lukket, men som sagt er jeg ret meget på orlov, så det er blevet nemmere at holde ud at være indlagt end da jeg ingen udgang havde. Jeg tabte mig en lidt i starten da jeg ingen appetit havde, men det er heldigvis blevet meget bedre, så jeg slipper for at gå og være så svimmel og have hovedpine fordi jeg ikke får spist og drukket ordentligt.
Jeg kan ikke lade være med at være lidt bange for at tage på af Seroquel. Også selvom jeg ikke har taget på af dem før, men jeg har altid været på en lavere dosis en jeg får nu og skal til at have fremover. Lægen siger at det ikke er særlig sandsynligt at jeg tager på når jeg ikke har taget på indtil nu, men jeg kan ikke lade være med at være lidt nervøs.

Mine selvmordstanker er blevet så 'milde' at jeg kan tage afstand fra dem, så jeg har fået udleveret ledninger, sko, hættetrøjer og sådan noget. Det er sgu rart.
I det hele taget går det fremad, det er bare som om der lige mangler 'det sidste' som min kontaktperson i aftenvagten i går sagde.

Jeg skal på orlov fra fredag klokken 13.30 til søndag klokken 19.30, og det er den længere end det døgn jeg ca plejer at være på orlov. Jeg er lidt nervøs på en måde, for det føles alligevel lidt uoverskueligt samtidig med at jeg jo glæder mig til at komme hjem.

Det er ved at være en halvanden måned siden jeg sidst skar mig. Jeg havde lige en rigtig dårlig uge hvor jeg var af sted tre gange, men jeg har holdt den siden. Før jeg skar mig var der endda gået 5 måneder eller sådan noget siden sidst.
Første gang var lederen af opholdsstedet med mig, og jeg var mere hævet og havde flere smerter end jeg plejer og i længere tid. Der gik flere uger før de smerter der gik ud i mine fingre gik væk. Jeg er bange for at jeg engang kommer til at ødelægge noget i mine arme. Jeg får at vide hvor heldig jeg er at jeg ikke har ramt noget, men jeg er virkelig bange for at jeg en dag måske ikke er så heldig. Hvor ville jeg ønske jeg aldrig var startet.

Mine forældre er så søde at komme og besøge mig ofte her. Heldigvis ligger det en halv time/35 minutters kørsel fra dem. Voksenpsyk lå dobbelt så langt væk og også langt fra mit opholdssted.