Læs dagbog

På opholdsstedet har vi en hund. En springer spaniel/border collie blanding. Han er så god som dagen er lang, og jeg har brugt rigtig meget tid på den hund. Man kommer sgu til at holde af dem.
Desværre har han fået konstateret hoftedysplasi i sådan en grad at der skal et helt specielt liv til før han kan få det godt. Det kan vi ikke give ham fordi vi jo er et opholdssted med mange mennesker. I går til fællesspisningen sagde lederen at han havde en kedelig nyhed. Først tænkte jeg at der var sket noget med nogen fra opholdsstedet, men så sagde han at det var om hunden. Han skal ikke aflives, han er ikke engang to år og så længe han har mulighed for at få et godt liv ville det være synd. Han bliver solgt til en familie på fire der bor i vores by. De har erfaring med hoftedysplasi, og de ville kunne give ham det liv han har brug for.
Jeg kan ikke forestille mig dette sted uden ham. Selvom det jo er det bedste for ham, kommer jeg til at savne ham helt vildt, man knytter sig jo til de dyr.
Han skal af sted allerede på mandag, så det er lige om lidt.
Jeg kunne ikke lade være med at græde en smule i går, men jeg havde regnet med at være helt opløst af gråd. Jeg føler mig mest tom indeni, og jeg tror ikke at jeg helt har fattet at det skal ske. A fortalte at hun gik direkte op på sit værelse og tudede, præcis som jeg havde regnet med at reagere. Puh det er svært, også selvom han har brug for det. Her bliver så tomt.

N spurgte i går om vi kunne snakke sammen. Først afviste jeg det, men jeg fik snakket lidt med A som også har snakket med hende. Til sidst sagde jeg at jeg gerne ville høre på hvad hun havde at sige.
Hun havde rigtig meget at sige. At hun havde lavet fejl, at det gør alle, hun har altid løjet og alt sådan noget. Jeg spurgte om hun havde tænkt sig at sige undskyld til O og Alex hvor hun sagde måske. Vi endte med at aftale at være neutrale overfor hinanden. I det mindste kunne være i samme rum, ikke skændes, og så skal hun fandme stoppe med at sidde og lave øjne af mig hele tiden. Vi skal forsøge på det i hvert fald. Jeg lovede også at jeg ville gøre mit bedste for ikke at køre den videre. Den eneste grund til at jeg snakkede med hende var egentlig fordi jeg ikke gad lege Mathilde fem år, for så ender det hele bare med at ligge på mig.
Nu skal hun bare ikke have misforstået det hele, for jeg er ikke et sted hvor jeg kommer til at snakke med hende igen.
Hun skal lade mig være.