Læs dagbog

Jeg har brug for at skrive det her ned... for at forstå hvorfor jeg igen er knækket... min mor siger det er forståeligt.. og noglegange skal man se det ord for ord for at forstå det..

De sidste 8 måneder er der sket nogle gode ting.. men der er også sket vanvittig mange overraskende dårlige ting... jeg tænker jeg vil starte med det dårlige.. det der har bragt mig her og så slutte af med det gode...

For et år siden troede jeg at jeg med ren viljestyrke kunne tvinge mig selv til at passe ind i en verden, en familie, en uddannelse.. og selvom jeg ikke var særlig lykkelig så tænkte jeg at det måtte være mig der var noget galt med.. for det her var jo det alle andre søgte..

med et blev tæppet revet væk under mig..
Med store øjne så jeg hvordan min illusion forsvandt og jeg stod pludselig uden noget... hende jeg troede var min partner(godt nok var vi pisse ulykkelige men jeg var overbevidst om at vi nok skulle finde ud af det, og at hun om ik andet var et godt menneske, det var jo bare mig der var noget galt med) brød pludselig forholdet og jeg havde 4 dage til at flytte ud af vores fælles hjem. 4 dage... 4 dage hvor hun gik i panik og jeg måtte tage mig af hende medens jeg selv gik rundt i en slags bedøvet choktilstand, og pakkede og ikke forstod hvorfor det hele pludselig forsvandt under mig... hvorfor hun pludselig opførte sig mærkelig, jeg forstod godt bruddet.. men hendes adfærd var underlig....

3 uger senere forstod jeg hvorfor hun havde så travlt.... Hun havde forelsket sig i den veninde som jeg hele tiden havde haft en fornemmelse af at der var noget med.. og egentlig forstod jeg det godt.. for vi var ikke lykkelige sammen... og jeg havde længe længdes væk, væk fra alle skænderierne, væk fra alle tårene, væk fra al hendes jalousi som jeg slet ikke forstod fordi det jo var hende der tog i byen ikke mig, men jeg forstod ikke hvorfor hun pludselig var helt ligeglad med mig. eller hvorfor hun kaldte mig sindssyg fordi jeg blev vildt ked af det da jeg fandt ud af der allerede lå en ny i vores eller ja nu var det jo hendes soveværelse og lå på en græsplæne og skreg og græd fordi angsten over alle forandringerne blev for meget.

jeg var jo stadig boligløs, og havde stadig ting stående hos hende. jeg havde ikke engang fået lov at sige farvel til hendes datter, som jeg elskede som var hun mit eget barn... men hun havde jo lovet mig at jeg altid ville få lov at beholde kontakten med datteren. fordi vi var så tæt knyttet... efter 2 mdr. flyttede jeg endelig ind i mit nye hjem. endelig kunne jeg finde ro... endelige kunne jeg fordøje.. i hvert fald i en uge for så skulle jeg starte op på min nye elevplads. efter 3 mdr med voldsom stress, alt for mange tåre, alt for meget angst blev jeg fyret. jeg var for stædig til selv at indse at jeg var malplaceret. for stædig fordi jeg havde kæmpet med at tage den skide HG i 2 år for at gå videre til den her elevplads.... de fyrede mig fordi de kunne se jeg var ved at knække. og jeg ikke ville indse det.

Pludselig stod jeg så her.. uden nogen plan... uden nogen indtægt og eftersom jeg kun havde været på elevpladsen i lidt under 3 mdr var det ikke muligt at få dagpenge... heldigvis er jeg flyttet til en virkelig god kommune.. og verdens sødeste sagsbehandler tog mig under sin vinge.

Min eks besluttede at jeg alligevel ikke måtte have kontakt med hendes datter, selvom hendes ekskone og hendes datter gav udtryk for datterens enorme savn. og jeg måtte være modtager for nogle ret modbydelige og kolde emails og beskeder fra min eks. indtil jeg til sidst måtte erkende at jeg simpelthen ikke kunne holde til det her. og måtte give slip på at forsøge at se datteren.

min angst er tilbage... ret invaliderende ovenikøbet... depressionstanker.. dårligt selvværd. min eks var den første kæreste jeg stolede på. jeg var aldrig i tvivl om den del.. indtil jeg pludselig var. jeg var nok godt klar at vi ikke ville klare den som kærester. men jeg troede egentlig altid at hun mente det når hun sagde jeg var hendes livs kærlighed. og at vi altid kunne stole på hinanden.
hun var den første jeg følte der forstod min mørke side.. det der gør mig syg.
men i sidste ende brugte hun lige præcist den information hun havde om mig til at ramme mig.. min mor fortalte hende hvad der kunne gøre mig syg og min eks lovede at det ville hun selvfølgelig aldrig gøre.. det var ikke at forlade mig. for det kan jeg godt klare.. men at rive tæppet væk under mig. lyve for mig, presse mig, køre på mig og tage alt fra mig og så vænne ryggen. og hun gjorde lige præcist det.
hendes medfølelse var pludselig væk...
jeg ved godt jeg ikke var en god kæreste..vi var virkelig ikke særlige gode kærester.. men jeg var et godt menneske. og jeg passede på hende og hendes datter alt hvad jeg kunne. jeg var trofast og jeg var loyal.
og jeg blev kasseret som menneske...som var jeg affald. senere hørte jeg at det var hendes mønster...

så det dårlige kort fortalt:
jeg skal starte "forfra" med at bygge mig selv op, jeg har depressionssymptomer og angst og eftersom jeg grundet lægernes overdossering engang nu ikke længere kan tåle medicin skal jeg finde en måde at håndtere det på uden. jeg har mistet min steddatter. og min selvtillid og selvværd. og ved ikke hvad jeg skal uddannelsesmæssigt når jeg engang er klar.

okay nu til det gode...
jeg har et godt hjem.
jeg har min dejlige hund stadig.
jeg har en god sagsbehandler som kæmper for at skaffe mig den hjælp jeg behøver.
Jeg har min familie som er langt væk men som jeg kan ringe til.. få men trofaste venner..
jeg mødte midt i kaoset en virkelig sød og dejlig kvinde som (hvad jeg slet ikke fatter) åbenbart synes jeg er verdens dejligste og som elsker mig.
Jeg er fredet af kommunen indtil jeg får det bedre så vil de hjælpe mig med at lægge en ny handlingsplan.

Jeg er ør af at græde hele tiden, orker ingenting.. føler mig så ufattelig ensom og at ingen forstå.. alle de klassiske følelser.... jeg har været her før.. jeg ved det godt... men det gør ikke at det føles mindre forfærdeligt..