Læs dagbog

på de "gode" dage, hvor jeg rent faktisk bevæger mig lidt udenfor min bobbel, kan man slet ikke se hvor skidt jeg har det... i hvert fald smiler folk omkring mig, snakker om vind og vejr og almindelige emner som om alt var helt normalt. jeg ved ikke om de tror jeg har det bedre? eller om de bare er lettet over at jeg trods alt laver øjenkontakt og smiler og snakker om dit og dat.. men inderst inde er der mørkt, inderst inde skære ensomheden og håbløsheden som en sløv kniv i slowmotion. som en sørgmodighedens sump fra den uendelige historie hvor jeg efterhånden drænet for energi kæmper mig halvkravlende fremad, søgende efter lyset, efter min "Lucky dragon" nogle dage bære jeg det bedre.. nogle dage "tager jeg mig sammen" som nogen ville sige.. men det ændre ikke på hvordan jeg har det indeni.... og jeg ved ikke hvordan jeg skal få det bedre...