Læs dagbog

Svømmehallen og bagefter.
(Et studie i folkeligt selvoptaget skriveri for ingen og intet.)
Denne måned, har om nogen taget røven på mig/os som aldrig før med al sine uskete, forudsigelige uforudsigeligheder. Tag bare lysafbrydelsen, strejken f.x.
Det kan lyde bizart, men det syntes som måneden, hvor man må kneppe lig for at overleve. Kunne jeg i det mindste ikke skrive om det, havde jeg næppe klaret den hertil.
Jeg er taget på overlevelsestur i den kolde kommunale klorrensede svømmehal. Svømmehaller er bestemt ikke for naturfolk, men stiv og burokratisk.
Jeg står længe ved vandkanten og tøver, nogle gange alt for længe med at springe i, et klart svaghedstegn, ligesom en selvmorder. der tøver med sit forehavende, skal, skal ikke…?.
Imens render en træg strøm gennem følelserne, en sløv føjelighed og passivitet af en dorsk småfed fyrreåring.
Omsider kommer jeg i vandet. Traumatisk som en fødsel er mødet og fødslen ind i elementet. Jeg omsluttes af vandet og må gøre noget for ikke at drukne, ganske som i verden. Jeg fungerer da meget godt i vandet, det kører, jeg bevæger mig gennem det.
Jeg ser de samme gamle mænd komme der, og undrer mig over at nogen kan blive så gamle. Men de må vel modsat mig være krisefri. Alle er vel krisefri, undtagen dig. Inden i føler jeg mig næsten ældre end dem. Velfærdskroppe. Velfærdssjæle?
Jeg går i sauna og kolddoucher mig bagefter. Sanseligt, det vækker min slumrende seksualitet. Jeg husker denne voldsomme erotiske opstemthed da jeg var yngre, efter samme ture. Fantasierne kommer: - kunne man dog bare?
På sådan en dag med strejke og konflikt på arbejdsmarkedet, lever man uden for samfundet i samfundet. Kunne jeg dog bare vide om jeg var sat fri eller taget til fange.
Der er forretningsvenlighed overalt, men under min overflade under overfladen, lurer de sadomasochistiske tanker og fantasier.Under afsavnene. Så forskellige i vor menneske tilstand og alligevel så ens i vor forskellighed.
Spiser morgenmad på Macdonald i Buddinge rundkørsel og under mig over, hvor jeg egentlig befinder mig på jordkloden. Min hjerne ved det ikke min krop. Jeg har ikke haft følelsen af at være hjemme og tryg i årevis.
I dagens Danmark går de fleste af mine ressourcer til den hundredårskrig, der kører mod angsten. De indre indbyggere i mit indbildte kongerige er brandbeskattet og kan snart ikke holde det ud længere. Jeg selv, er en falmet ridder, en naragtig Don Quixote, der møder sine fjender I vejrmøllerne, i frækt undertøj, strømpeholder og nylonstrømper. Min stive penis er lansen.
Måske var hine ridderes lanse en slags penisforlængere, hvis man går i dybden. - Ha, siger den ene ridder til den anden, min er længst!, og støder den dødeligt i den andens bryst. Der er nok noget om det.
Fantastisk som dybdepsykologien kan gøre os til nogle helt andre end vi er. Alt det vi laver her og nu, vil i senere tiders forskning kunne udlægges til noget helt andet end det vi ”selv” troede at vi gjorde. Specielt for trængte folkeskrivere som jeg selv.
Når livet går så stærkt som i dag, kan vi umuligt nå at tænke os om, vi ved ikke hvor vi handler os hen i livets vaklende forlæns - baglæns mekanisme. Læg så dertil alle de belysninger, vejrstemninger, tilfældigheder, sammentræf, samt hvad vi spiser og drikker, stofskifte og kredsløb, aldersforandringer og meget mere, hvor vore celler er udskiftet til ukendelighed. At leve i et tilsyneladende friseret kaos kan ikke undgå at give kriser.
Undtagen hjernecellerne, som er et uopdaget univers. Dens kapacitet er stor, men vi bruger kun en brøkdel af den og tror for meget på netop denne brøkdel. Vi vil så gerne have struktur i alt, men må alligevel accepterer kaos inde i os selv. Vi får det dårligt, angsten kan være grænsebrydende, skinbarlig og grum.
Alle stimulanser svækker den, men kunstnerisk kreativitet og elskov udvider den. Det sidste kniber det nu omstændighedsmæssigt med at erfare.
En masse gøgleri, vi umuligt kan gennemskue mens vi lever. Om andre kan gennemskue den senere, skal være usagt, for hvad med dem selv?
Selv går jeg med stærke briller og er meget vissen i toppen. Hvad hvis nu jeg havde haft "manke" og et normalt ”uden briller syn”, været gift og haft tre børn. Sagt i folkemunde, hvis hunden ikke havde sat sig ned og skide, havde den nok fanget haren. Ingen kender konsekvensen af "hvis". Vi vil for det meste noget vi ikke kan, hvad med så bare prøve, at gøre noget vi ved vi kan.
Alle de år, al den fortid. Verden er blevet mindre, elektronisk set, men en verden reduceret til ukendelighed af døde ting, gør angsten for verden større. Den er blevet større hvad afstanden mellem mennesker angår.
Jeg spiser op og forlader, dette perfekte uformelle madsted.
Jeg får en ide. Jeg vil have fornyet mit bortkomne førerbevis og får taget billeder hos Weikop, ham husker jeg fra da jeg var helt ung og fik lavet billeder der. Rystende af forventning, tog man hen til forretningen for at få "resultatet" af sin amatørlidenskab.
Trods min barnlige amatørlidenskab med billige kameraer, vidste jeg, at i hvert et billede var der en form for evighed, tiden er stivnet som i Pompei eller Hiroshima efter fusionen
Jeg knipsede og knipsede, det var tresserne og penge var ingen årsag. Jeg levede i mit enfoldige barnesind for en driftig lidenskab, der satte mit sind i brand.
Tænk om vi kunne gå ind i billederne til de forgangne tider der rev os med mod nye.
Man siger at en fotograf "skyder" sit billede. Hvad hvis nu fotografen "skød" sig selv og billedet fortsatte. At han stivnede, mens billedet fortsatte. Ja ja, godt nok, hjernen vrider sig for en livs-fortsættelse, den som har tjent mig vel hele livet, selvom jeg ikke har forstået meget.
Jeg får billederne af mig selv, det billede der kun består i kraft af rammen, indholdet er jeg ikke specielt glad for. Men da der skal være et billede af et menneskelignende ansigt i kørekortet, må jeg købe og betale det, selvom jeg burde betale halv pris. Spejle og film er ikke hvad det har været. Man bliver nødt til at kompenserer for sit ansigt på anden måde. Man får mere og mere indsigt i munter folkelighed, som måske er vort egentlige udseende.
Men skrivelysten brænder ud som en væge der kører på sit yderste, der bliver tvungent og ubehageligt. Men det er en partner man altid kan regne med, det kan man ikke med mennesker.
Vi kan kun håbe på at verden behandler os pænt i fremtiden, vi kan næppe ændre noget, der er som det altid har været, uden godt eller ONDT !