Læs dagbog

Dagene er så lange...
Så triste.
Og mørke.væk er drømmene.
Håbet og livssynet.

Pupillerne er tunge.
Øjenene åbne, selvom øjenlågene er lukket.
Tankerne florerer i mit sindelag.
Lag på lag.
Så kompliceret.
Så dybt .

Jeg sidder fast i samme tankemønstre.
Faste livsmønstre.
Handlemønstre.
Adfærdsmønstre.
Som et billede , fastrammet og sømmet fast til en gammel væg.

Jeg er ikke ene om at færdes alene i verden.
Der er mange af os.
Der skal blot to til at bryde ensomheden .
Alligevel vandrer vi alle hver for sig.
Måske finder vi sammen en dag.

Bryder tavshedsheden og ensomheden.

Kun tiden ved hvornår ?