Depression hos ældre
Psykiater Morten Birket-Smith
Du kan risikere at få din første depression når som helst i livet. Men jo ældre du er, desto større risiko har du for at få en depression. Depressionens forløb er ofte alvorligere hos ældre. Desuden er depressioner hos ældre oftere udløst af og kombineret med fysisk sygdom (fx influenza eller anden sygdom) eller sociale begivenheder, som små ændringer i dagligdagen eller større belastninger som dødsfald, hospitalsindlæggelser, boligskift og anbringelse på institution.
Hos ældre med depression er det ikke sikkert, at tristhed og nedsat stemningsleje er de mest fremtrædende symptomer. Det kan i stedet være træthed, ængstelighed, irritabilitet og manglende livslyst. Man kan snarere føle sig forpint end egentlig deprimeret.
Ældre med depression klager ofte over de samme problemer igen og igen. Det kan være problemer med helbredet, eller ting som andre anser for bagateller. Det kan betyde, at depressionen måske ikke opdages, fordi omgivelserne opfatter den ældre som neurotisk og hysterisk.
På samme måde som når yngre får en depression, har ældre hukommelses- og koncentrationsforstyrrelser. Det betyder, at en depression hos ældre kan blive forvekslet med demens, som jo også medfører svækket hukommelse.