Medicintyper

Psykiater Kurt B. Stage

Der findes to hovedgrupper af antidepressiv medicin; de nyere midler (dual-action præparaterne og SSRI’erne) og de gamle midler (TCA og MAO-hæmmere). Disse typer er beskrevet nedenfor. Du kan læse mere om de enkelte lægemidler i lægemiddelkataloget og medicinhåndbogen, som begge udgives af Dansk Lægemiddel Information.

SSRI

Den type antidepressiv medicin, som bliver brugt mest af alle, er SSRI’erne (forkortelse for Selective Serotonin Reuptake Inhibitors = specifikke serotonin-genoptagelseshæmmere). Disse midler fremmer virkningen af signalstoffet serotonin i hjernen, og de er effektive ved behandling af lettere og moderate depressioner.

Hvis du har behov for at blive behandlet med SSRI, er der flere muligheder. Mange anbefaler Cipramil eller Akarin (citalopram), Cipralex (escitalopram) eller Zoloft (sertralin). Med disse typer medicin undgår du problemer, hvis du samtidigt skal have anden medicin.

Dual action-præparater

En anden type medicin som bruges i stigende omfang er dual action-præparaterne. Dual action-præparaterne fremmer virkningen af signalstofferne serotonin og noradrenalin i hjernen.

Hvis du har behov for at blive behandlet med et dual-action præparat, er der for tiden to muligheder nemlig Efexor (venlafaxin) og mirtazapin. Mirtazapin forhandles blandt andet under navnene Remeron og Mirtazapin.

Bivirkninger ved SSRI og dual action-præparater

Her kan du se bivirkningerne ved behandling med SSRI’erne og dual action præparaterne. Bivirkninger kan variere præparaterne imellem, så spørg din læge om de kendte bivirkninger ved netop det præparat, som du får. Det kan være:

  • Rastløshed
  • Søvnbesvær
  • Mundtørhed
  • Kvalme og opkastning
  • Hovedpine
  • Forstoppelse
  • Svedtendens
  • Seksuelle problemer (manglende lyst, forsinket/manglende sædafgang)
  • Vægtøgning
  • Forhøjet blodtryk (sjælden bivirkning ved høje doser Efexor)
  • Ændringer i kroppens saltbalance.

TCA

TCA (tricykliske antidepressiva) fremmer signalstofferne serotonin og noradrenalin i hjernen og blokerer også forskellige receptorer i hjernens nervesystem. De har derfor en lidt anden virkning end SSRI’erne og har også lidt flere bivirkninger. Til denne gruppe hører blandt andet Noritren (nortriptylin), Anafranil (klomipramin) eller Imipramin (imipramin). TCA bruges især ved sværere depressioner, hvor SSRI’erne ikke er effektive nok.

Bivirkninger ved TCA

De bivirkninger, som optræder ved behandling med TCA, kan være:

  • Mundtørhed
  • Forstoppelse
  • Svedtendens
  • Problemer med at fokusere synet på kort afstand (især hos yngre)
  • Besvær med at lade vandet (især ældre mænd med forstørret blærehalskirtel)
  • Svimmelhed (især når man rejser sig fra siddende eller liggende stilling)
  • Vægtøgning
  • Let rysten på hænderne
  • Påvirkning af hjerterytmen (især ved for høje doser).

Meget gamle og svækkede mennesker, personer med dårlig iltforsyning til hjertet og personer med alvorlige forstyrrelser af hjerterytmen, bør undgå TCA-behandling.

MAO-hæmmere

En type præparater der kun bruges meget sjældent er MAO-hæmmerne (monoaminoxidase-hæmmere).

Marplan (isocarboxazid) er et ældre præparat, som kun bør bruges efter råd fra en speciallæge i psykiatri, da der under behandlingen kan optræde meget alvorlige bivirkninger. Til gengæld virker Marplan ofte godt, hvor andre behandlingsformer ikke er effektive.

Aurorix (moclobemid) har ikke de alvorlige bivirkninger som ses ved behandling med Marplan, men behandling med Aurorix bruges ikke ret meget i Danmark.

Sidst opdateret:: 20. november 2009