Kognitiv terapi ved depression
Psykolog, ph.d., adj. professor Irene Oestrich
Det er en gammel sandhed, at vi er, hvad vi tænker. Sund
livsstil bygger også på sunde, konstruktive tanker og i en
destruktiv psyke, bliver alting negativt og destruktivt. At
have et konstruktivt sind er imidlertid ikke det samme som at tænke
naivt positivt.
Det er nødvendigt at blive vred, blive ked af det, blive angst
og sige fra eller holde på sine personlige rettigheder. For at
skabe mental robusthed er man nødt til at arbejde med sine tanker
og følelser, som jo også er det centrale i de psykiske
processer.
Psykologisk at arbejde med sine tanker og følelser indebærer
ikke kun at tale om det, men aktivt at gøre noget, eksperimentere,
finde løsninger, acceptere og forandre.
Kognitiv terapi er overlegen i forhold til andre terapier, når
det gælder om at behandle depressive tilstande, akutte symptomer på
depression og forebygge tilbagefald.
Kognitiv terapi, til behandling af depression, kan fokusere på
at:
- ændre negative og destruktive tankeprocesser
- ændre uhensigtsmæssig adfærd, som øger problemerne
- overvinde og lindre traumatiske oplevelser og mindske
psykologisk smerte
- aktivere og løse problemer
- opbygge selvværd og sociale færdigheder
- forbedre kommunikationen
- yde akut hjælp ved selvmordstanker og selvmordstrusler
- mindske sandsynligheden for tilbagefald.
Det er normalt at være nedtrykt og fortvivlet, når der er sket
noget dårligt, hvadenten det er dig selv eller andre, der har
forårsaget problemet. Noget af det mest smertefulde ved depression
er at være så nedtrykt og angst, at du ikke kan finde nogen udvej!
Du føler dig hjælpeløs og synes måske, at livet ikke er til at
holde ud. Du kan ikke se nogen udsigt til, at det bliver bedre. Det
er alt sammen symptomer. Tanker kan være symptomer og hvis man tror
de er sandhed, kan tankerne i sig selv være nedbrydende.
Depression skal behandles så hurtigt som muligt. Den bedste
behandling er kombination af antidepressiv medicin og psykoterapi
(kognitiv adfærdsterapi). Medicinen øger nemlig motivationen,
energien, appetitten og koncentrationsevnen, ligesom den hjælper
dig til at tage afstand fra negative tanker. Det gør, at du kan få
et større udbytte af den psykoterapeutiske behandling.
Med kognitiv behandling lærer du at analysere forbindelsen
mellem tanker, følelser, adfærd og kroppens fysiske reaktioner og
forstå dine egne reaktioner ud fra almindelig menneskelig udvikling
og indlæring. Der er tale om økologisk psykologi, da det er
rene indlæringsmetoder.
Når du kan analysere forbindelsen mellem dine tanker, dine
følelser, dine kropslige reaktioner og din adfærd, kan du også
lettere forholde dig realistisk til det, der sker med dig. Det
bliver også lettere for dig at reagere hensigtsmæssigt i en kritisk
situation.
Fordele ved kognitiv behandling
Det bedste ved kognitiv behandling er, at du lærer noget, du kan
bruge hele livet. Du lærer:
- principper til problemløsning
- at skelne mellem symptomer og virkelige hændelser
- at klare livets vanskeligheder
- at styre episoder med dårligt humør og nedtrykthed
- at regulere følelser
- at få bedre færdigheder
- at skabe ro i sindet med forskellige metoder
- at effekten er holdbar, når man først har fået et godt
resultat.