TMS

Psykiater John Erik Andersson

Der sker heldigvis hele tiden nye opdagelser inden for behandling af depression. En af disse er TMS (transkraniel magnetstimulation), som er en ny og lovende behandlingsform. Vi håber, at TMS kan blive et supplement i depressionsbehandlingen, men foreløbig er det på forskningsstadiet.

Metoden har visse ligheder med ECT, men i modsætning til ECT prøver man ikke at fremkalde et krampeanfald. Desuden foregår behandlingen uden bedøvelse. Måske kan TMS i fremtiden delvist erstatte ECT, men det er fortsat for usikkert til, at man kan sige noget præcist om dette.

Behandlingen foregår ved, at en elektromagnet bliver placeret på hovedbunden over tindingeregionen på enten højre eller venstre side af hovedet. Når vi sender strøm gennem en ottetalsspole, dannes der et pulserende magnetfelt. Det fremkalder en lokaliseret elektrisk spænding i hjernen under spolen, som aktiverer hjernecellerne.

Effektivitet

Metoden er så relativ ny, at vi ikke kan sige noget sikkert om dens effektivitet. I en række undersøgelser har TMS dog haft en hurtig og sikker effekt på depressioner, men der er mange ubesvarede spørgsmål endnu.

Desværre ser det ud til, at effekten kun holder nogle uger. Derfor er der behov for at finde en kombination af forebyggende medicinsk behandling og TMS.

Den eneste bivirkning, der er registreret, er en let hovedpine. Hovedpinen kommer fra spændinger i musklerne omkring hovedet, og en almindelig hovedpinepille får hovedpinen til at forsvinde. Det er meget positivt, at der ikke er tegn på hukommelsesforstyrrelser i forbindelse med TMS-behandling.

 

Sidst opdateret:: 20. november 2009