Debatindlæg

Lige meget hvad jeg gør, så kan min søn og jeg ikke enes.
Han bliver så sur, hvis jeg ikke taler ham efter munden.
Jeg har nok talt ham efter munden, og pakket ham ind i vat.
Han er nu snart 41 år, og bor gudskelov for sig selv, men i går midt i lammekøllen forlod han os, for jeg har nok trådt ham over tæerne, men jeg gider altså ikke at behandle ham som råden æg, og hvis jeg ikke gør det bliver han vred på mig, som han er nu.
Nu er min tålmodighed sluppet op, og han må sejle sin egen sø.
Men hvem tager sig af ham, når jeg ikke vil mere?
eller kan mere, han er snart 41 år.