Debatindlæg

Hej jeg er en 22 årig pige. Efter at være blevet mobbet en del i skolen og gymnasiet, troede jeg ærlig talt ikke, det kunne blive værre. Efter gymnasiet var jeg ude som au-pair og der gik jeg totalt ned med flaget. Blev indadvendt og holdt op med at spise, afbrudt af ædeflip og derefter opkastning. Mine værtsforældre fattede ingenting og var mildt sagt ikke til megen hjælp.
Så begyndte jeg på uni og jeg må ærlig talt sige, at det sgu ikke var nemt. Skulle flytte fra de få venner, jeg havde derhjemme. Var bare så usikker på mig selv og det skinner altså meget igennem... Nu har jeg boet her et år og har da et par venner men det er også det. Er så bange for at gøre noget forkert og miste dem. Er også faldet i unåde hos mine medstuderende, fordi min veninde har gjort noget, der ikke passer dem.
Jeg synes ærligt talt ikke, det er spor nemt at være så usikker og så ende med gang på gang at føle sig ensom. Da jeg fandt siden her, tænkte jeg, om jeg mon er den eneste, der har det sådan? Altså er jeg den eneste, der føler sig usikker på livet, på sig selv og på omgivelserne? Føler, at så snart jeg har lidt medgang i livet, sker der noget skidt. Mon jeg overhovedet fortjener medgang? Det ville være så befriende at finde nogle ligesindede at snakke med, nogle, der forstår hvordan jeg har det, og som kan hjælpe mig og som jeg kan hjælpe.
Hvis du har det som jeg, så giv endelig lyd fra dig.
Med venlig hilsen,
Den studerende