Indadvendt far - udadvendte børn/hustru
Written by
Fidus
30. nov 2007 19:17
Hej. Jeg er far til 2 livlige, udadvendte dreng på 3½ og 1½ år og gift med en udadvendt hustru. Selv er jeg en indadvendt type, er enebarn og jeg kan godt lide at tingene foregår i et roligt og overskueligt tempo, hvor jeg kan følge med. Min hustru og mine drenge snakker meget og børnene ”leger højt” som børn gør ;-) Alt hos dem foregår så hurtigt – de snakker hurtigt, leger hurtigt. Jeg kan slet ikke følge med. Jeg har meget svært ved at finde ro i vores hjem, bliver anspændt og stresset og angst/bange i vores hjem, fordi der er så mange lyde, så meget snak og så meget ”uro” og sker så mange uforudsete, pludselig ting – ja sådan er det jo også med børn. Min hustru og mine børn suger så at sige energi ud af mig. På arbejdet har jeg det rigtigt fint og finder energi der. Jeg elsker mine børn og min hustru højt, og det er dejligt at være sammen med dem enkeltvis, men når vi er sammen alle fire, bliver jeg urolig.
Det er en utrolig ulykkelig situation. Jeg har fået konstateret en moderat depression i juli måned. Jeg har været i psykologbehandling på et sygehus, men jeg var ikke tilfreds med deres tilbud, så nu er jeg i gang med at finde en ”privat” psykolog. Min hustru synes at der ikke rigtig sker noget i en positiv retning og selv kunne jeg da også ønske, at jeg snart fik det bedre. Men jeg bliver bare mere og mere stresset af at min hustru spørger og spørger, om der er sket forbedringer, hvad min læge nu har sagt, hvordan det går osv. Og det stresser mig.
Er der nogen, der står i lignende situation og måske har nogen gode råd?
Mvh. Fidus
indadvendt far
Written by
voksen
30. nov 2007 22:11
Kære Fidus
Jeg kunne måske foreslå dig, at inddrage din hustru i terapien? Det er dig der har en depression, men det lyder, som om det påvirker hele jeres familie. Måske kan I bedre støtte hinanden, hvis hun også inddrages, så det ikke kun kommer til at handle om dig og din sygdom.
God bedring til dig.
Tak
Written by
Fidus
1. dec 2007 18:28
Kære voksen
Tak for dit råd.
Mvh. Fidus
Et svar
Written by
irsten
2. dec 2007 09:47
Kære Fidus
Jeg har lyst til at skrive til dig, fordi min bror stod i nøjagtig samme situation som dig. Personlighedsmæssigt lignede han dig, var gift, havde to børn. Og han fik en depression. I vores familie indså vi ikke, hvor slem min brors situation var. Derfor er min første tanke, at du må have noget støtte og opbakning fra nogen, der forstår din situation.
Jeg synes, at du skal dele din problemstilling op i to:
1. De problemer, der kommer af, at du har en depression
2. De problemer, der kommer af, at du er knap så udadvendt som din familie, og af, at du har mere behov for ro end resten af familien
Grunden til denne opdeling er, at ALLE mennesker med en moderat depression har behov for ro og fred til at komme sig. Dette behov har intet med din personlighed at gøre. Derfor må du have ro. Jeg skriver ikke dette, fordi jeg mener, at din familie absolut skal indordne sig dine behov. Men er der ikke mulighed for, at du i en periode kan bo et andet sted eller opholde dig et andet sted en del af tiden, mens du kommer dig?
Derefter må du sætte alt ind på at blive rask. Du skriver ikke noget om antidepressiv medicin. Personligt har jeg ikke gode erfaringer med det etablerede systems antidepressive medicin, men jeg har meget gode erfaringer med naturmedicinen perikon, som også virker antidepressivt. Man kan købe den i håndkøb på apoteket. Man må ikke tage den samtidig med andre slags antidepressiv medicin. Perikon har givet mig det overskud, der skulle til, for at jeg kunne få gavn af psykologhjælp. Men jeg var nødt til at tage lidt mere end den på pakningen angivne dosis. Hvis du faktisk får antidepressiv medicin, og den virker, skal du selvfølgelig ikke skifte til perikon. Men jeg synes, at det er en god ide at tage et antidepressivt middel.
Som det fremgår, mener jeg, at det ikke er din personlighed, der gør, at du lige nu ikke kan tåle din families væremåde. Det er din depression. Derfor er det vigtigt, at du ikke går og spekulerer på din indadvendthed og din særlige væremåde. Alt det kan du tænke på senere, når du har kræfterne til det.
Sagen er jo, at når man har en depression, har man ikke selvtillid eller styrke nok til at stille krav og sætte grænser. Man lader sig tromle ned. Og man bebrejder sig selv, at man ikke er stærk nok. Det bliver en ond cirkel, og denne onde cirkel må brydes.
Når du bliver rask, vil du indse, at din personlighed og væremåde er akkurat lige så normal som andres. Og du vil have kræfter til at bede de andre respektere din væremåde. Selvfølgelig skal børnene have lov til at snakke højt og lege støjende. Men med lidt god vilje kan dine behov godt tilgodeses. Du kan lave noget andet, mens de larmer, og du kan være den, der står for andre af børnenes behov, f.eks. højtlæsning.
Derfor er det også vigtigt, at din kone forstår din situation: At det er din sygdom, der gør, at du ikke kan tåle larm. Og bagefter, når du er rask, må du sætte dig igennem og stille krav, der bliver respekteret. Din særlige personlighed har naturligvis værdi for hele familien. Det vil din kone indse. Der er jo også en grund til, at din kone i sin tid forelskede sig i netop dig, ikke?
Mange hilsner og god bedring
irsten
hej
Written by
Anonym
4. dec 2007 15:34
Hej Fidus
Jeg tænker på, om du har mulighed for nogle timer ind imellem, hvor du bare er dig? Stresser af og "oplader". Har du prøvet at meditere? Det kan godt give ny energi. Eller gå en lang tur uden familien?
Måske vil det være godt at få en behandler til at snakke med din kone? Forklare at behandlingen skal foregå i dit tempo, at du nok skal blive rask, men at hun ikke må presse dig så meget.
Hvad med en friaften fra børnene engang imellem, så du og din kone bare kunne være jer?
Bare lidt ideer ...
God bedring og gode tanker fra
jhn
Tak
Written by
Fidus
5. jan 2008 18:54
Hej irsten og JHN.
Mange tak for jeres svar.
Hilsner Fidus