Debatindlæg

Hej Janneik

Ja, jeg har også engang fået denne diagnose, og jeg blev også meget forbavset.

Jeg fik diagnosen, mens jeg gik i behandling for depression hos en psykiater. Psykiateren kunne ikke hjælpe mig, og diagnosen var vel så hans forsøg på forklaring. Umiddelbart virker diagnosen helt usandsynlig – både i forhold til min alder (man kan ikke lige pludselig få en emotionelt ustabil personlighedsstruktur i en sen alder, som du er inde på) og i forhold til min væremåde. Ingen af kriterierne passer på mig. Men det har psykiateren altså ment. Han ville først give mig diagnosen ”ængstelig personlighedstruktur”, men da jeg indvendte, at det ikke kunne passe af de og de grunde, sagde han prompte, at så måtte det være emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse. Da jeg ikke lige vidste, hvad det var, kunne jeg ikke modbevise det, før jeg fik sat mig ind i emnet, og da var det for sent at gøre indsigelser. Jeg måtte leve med, at psykiateren mente det. Det, der også gjorde indtryk på mig, var den tilfældige måde, hvorpå han valgte lige præcis den diagnose.

Jeg har senere set andre psykiatere udtale, at man ikke må stille diagnoser på personlighedsforstyrrelser, når patienten har en depression. Det kan være depressionen, der fører psykiateren på vildspor. Når depressionen er gået over, er der ofte ingen som helst tegn på personlighedsforstyrrelse.

Jeg kan godt finde henvisninger til, hvor jeg har set psykiatere udtale ovenstående, hvis du er interesseret.

For mig har denne diagnose ingen betydning mere. Det er bare noget, der står i nogle papirer hos en psykiater, som jeg ikke ser mere. Jeg har senere skiftet læge, og jeg undlod at lade journalen følge med til den nye læge. Så diagnosen plager mig ikke mere.

Mange hilsner

irsten

Jeg har lige læst på nettet at der i visse tilfælde kan opstå en personlighedsforstyrrelse i voksenalderen. Det kan ske ved ekstreme eller langvarige belastninger.
Der er blot ikke refereret til eup-borderline.

Jeg har været igennem ekstreme belastninger. Da jeg var 19, døde min far efter en langvarig kræftsygdom. Min mor begyndte af drikke, forsøgte gentagne gange selvmord, og det endte med at hun druknede sig 4 år efter. Samtidig blev jeg alene med 2 små børn med alt hvad det indebærer. Jeg var udsat for en alvorlig bilulykke. Jeg skulle færdiggøre min uddannelse i denne periode, og havde det meget strengt økonomisk (drengene og mig levede for ca. 1100 kr om md.)
Da jeg var 36 fik jeg dystoni (ufrivillige bevægelser i venstre side)og fik førtidspension.
Da jeg var 40 fik jeg en depression.
Efter min depression var jeg igen udsat for langvarige belastninger - så slemme, at jeg ikke kan skrive om det (noget udefrakommende)
Jeg ved ikke hvornår jeg fik min borderline-diagnose (skal have spurgt om det) Men jeg ved at jeg sidste år begyndte at have det helt anderledes end da jeg fik depressionen, kunne ikke kapere og definere mine følelser - fik det igennem året langsom værre, og det endte med total isolation. Da jeg blev indlagt sidst på sommeren, fik jeg fortalt min borderline-diagnose for første gang, så ud fra det skrevne, så er jeg bange for at diagnosen er rigtig.

jeg fik konstateret borderline for nogen uger siden... og 1 år inden da havde jeg diagnosen depression og ikk andet... så nu er det borderline, hvor jeg også har noget depression....