Debatindlæg

Hej

Det, jeg er så dødtræt af, er holdningen til depressive, herunder den manglende respekt og den manglende anerkendelse af, at depressive også er mennesker, hvis værdighed kan trædes under fode.

Jeg er overbevist om, at depressive får det værre, når der bliver talt om dem eller til dem i nedsættende vendinger, og når de gang på gang får at vide, at de skal tage sig sammen. Et symptom på depression er, at man i forvejen har et lavt selvværd. At tale respektløst om og til depressive er derfor det samme som at skubbe til en i forvejen hældende vogn. Jeg synes, at det er meget underligt, at disse ”eksperter” ikke ved det og ikke forstår det.

Du, Jordbærtærte, skriver, at hvis der blot er tale om ”mildt pres” i forbindelse med arbejde, kan du godt gå med til det. Og du siger: ”det er meget bedre med lidt motionspligt”.

Min erfaring fra mine depressioner er, at jeg selv er den allerværste til at stille krav til mig selv og til at presse mig selv. Det er jo for pokker derfor, at jeg brød sammen.

Når læger eller andre f.eks. Kommunens sygedagpengekontor) begyndte at stille krav til mig, betød det en endnu længere sygemelding, fordi presset gjorde depressionen værre.

Jeg synes, at det er underligt, at visse eksperter tror, at man kan helbrede en depression ved de metoder (overdrevne krav og overdreven ”tage-sig-sammen-holdning”), som er selve ÅRSAGEN til depressionen! For at man kan helbrede en depression må man selvfølgelig give hele organismen ro og fred, så den kan komme sig.

Sparrow skriver, at de kloge tror, at det bare handler om viljestyrke. Jamen, det gør det jo – bare på en måde, der er stik modsat af, hvad disse ”eksperter” tror. Det er den overdrevne viljestyrke, der har skabt depressionen. Derfor må man lære at holde op med at tage sig sammen, holde op med at udsætte sig selv for pres. Og det skal man have støtte til fra omgivelserne. Hvis blot man mærke det mindste pres, ryger man tilbage i de overdrevne krav til sig selv! Jeg ved det, for jeg har prøvet det.

Og nu er den gal igen med en af nyhederne på forsiden af Depnet. I teksten med overskriften ”Flere kommer på sygedagpenge omtales en visitationsgruppe, der kan ”sende” den sygemeldte til psykolog.

Det er et meget mærkeligt og respektløst sprog. Jeg synes da, det er udmærket med en visitationsgruppe, der har særlig erfaring med at finde egnet hjælp til depressive. Men så kunne man skrive: ”en visitationsgruppe, der kan hjælpe den depressive med at finde en kvalificeret psykolog”. Hvorfor evig og altid skrive om at ”sende” de depressive forskellige steder hen? Depressive er mennesker – ikke postpakker!

Anerkendelse og respekt er helbredende. Nedsættende og respektløs tale er nedbrydende.

Jeg er klar over, at depressioner er meget forskellige. Jeg taler ud fra min egen erfaring med depressioner. Jeg ved godt, at andre har andre erfaringer, alt efter hvad årsagen til depressionen er. Men eksperterne taler, som om depression bare er én bestemt tilstand. Det er min overbevisning, at disse ”eksperter”, på grund af deres unuancerede holdning og nedsættende tale, gør mange depressioner værre!

Mange hilsner

Irsten

Jeg kunne ikke være mere enig!

Også jeg har stor glæde af motion. Men det er mig selv, der skal bestemme hvor meget og hvornår. Det er jo mig, der ved, hvordan jeg har det. Det kan en anden jo ikke mærke.

Det, der efter min mening er vigtigt i forbindelse med depression, er at den depressive bliver bedre til at mærke sig selv og sine behov, og herunder lærer at mærke, hvornår grænserne for ens formåen overskrides.

Andre mennesker kan jo ikke mærke, hvornår den depressive overanstrenger sig selv!

Jeg får også røde knopper af et ord som "motionspligt", men derudover vil en sådan pligt efter min mening bidrage til at forværre den depressives situation.

Og jeg giver dig, PW, fuldstændig ret i, at det, der mangler, er kvalificeret lægehjælp, herunder kvalificeret hjælp til depressive.

Mange hilsner

Irsten

Hej Jordbærtærte

Jeg vil gerne ønske dig velkommen her på Depnet. Jeg håber, at du får glæde af at skrive her.

Du skriver, at det er møgubehageligt at læse vores refleksioner. Og at vi i er lige lovlig hårde. Det er mig, der startede denne tråd, og min kritik har især gået på alle disse ”eksperter” som kommer med alt muligt sludder og vrøvl om depressive, og som udtaler sig respektløst om depressive.

Når man selv er blevet udsat for den slags, er man måske lidt overfølsom, og ordet ”motionspligt” gav mig meget ubehagelige fornemmelser. Jeg kunne ikke vide, at du var ny. Jeg er ked af, at du ikke har følt dig velkommen.

Jeg forstår ikke rigtig, hvad du mener med ”at passivisere sig selv unødigt ved at kaste sig selv ind i en offerrolle”. Mener du, at det er noget, depressive har en tendens til? Det er ikke min erfaring. Både fra mig selv og fra andre depressive har jeg erfaret, at depressive tillægger sig selv en alt for stor skyld for deres situation. Jeg har ikke mødt nogen depressive, der betragter sig selv som ofre. Tværtimod er de fleste depressive overansvarlige mennesker, efter min erfaring. Det er jo derfor, at de er brudt sammen under presset.

Jeg ved godt, at depressioner er forskellige, og at mine erfaringer sikkert ikke gælder for alle typer af depression.

Jeg håber, at du ikke helt har mistet lysten til at skrive her.

Mange hilsner

Irsten