Debatindlæg

Hej studerende.

Jeg har selv følt, at jeg var nødt til at bryde med en veninde, som var psykisk syg.
Og ja, det kan godt være, at det var forkert af mig, men jeg havde ikke kræfterne.
Alt skulle køre på hendes præmisser. Alt skulle gå efter hendes hoved,- ellers kunne hun opføre sig som et meget lille barn og spille fornærmet og gå i seng.
Jeg skulle kunne gætte hendes tanker, og se og føle hvornår hun kunne klare hvad.
Jeg valgte det venskab fra. Selv om vi havde været venner i mange år på godt og ondt. Jeg følte ganske enkelt ikke, at jeg havde kræfter til det.

Nej, selvfølgelig skal du ikke undskylde, at du er syg, ingen af os har valgt at få de sygdomme, vi nu engang har.

Min veninde følte heller ikke, at hun skulle undskylde sin sygdom, og det var der selvfølgelig heller ingen, der forlangte. Men ting er lettere at klare for omgivelserne, hvis det bliver meldt ud, hvornår noget skyldes ens sygdom....

Ja, det var lige nogle tanker, jeg fik, da jeg læste dit indlæg.

kh

Hej Studerende,

Nej sådan burde det virkelig ikke være, men ikke det stå mindre er du slet ikke den eneste der oplever dette, desværre :(
Jeg kender selv til det at miste venner pga. ens psykiske sygdom og nej det er sgu ikke spor fair !!
Jeg føler virkelig med dig for det er ikke din skyld. Hvis du har lyst vil jeg gerne skrive med dig, du kan evt. få min mail.
Jeg lider selv af en spiseforstyrrelse samt borderline så ved hvad du går igennem.

Knus Cat.

Hej Ninab

Læser først dit indlæg idag.

Ja, med hensyn til min veninde, så savnede jeg at hun meldte ud, at hun havde det dårligt, når hun havde det.

Hendes reaktioner med bare at gå i seng osv. kunne jeg ikke finde ud af....det skete f.eks. engang vi var i sommerhus sammen. Ikke fordi hun skulle underholde mig..men lige pludselig midt i en snak om nogle ting, så blev hun "sur" og gik i seng- og blev der - også dagen efter....
Da kunne jeg godt have brugt en lille sætning som: "Jeg trækker mig tilbage, jeg har det ikke ret godt...." f.eks.

Vi kunne godt snakke om hendes sygdom. Jeg har bestemt lagt øre til meget, som man vel også skal kunne med sine venner...

men ja, det er svært at forklare. Jeg føler, at hun "brugte" mig. Når hun var i humør til det, så skulle vi dit og dat og dut...når hun var "nede" så var det bare sådan det var, og alt og alle kunne pakke sig..

ustandselig kom hun i konflikt med sine omgivelser...ja, det var bare for svært for mig at følge med i....

Jeg ved ikke, hvad jeg selv kunne have gjort anderledes, men selvfølgelig opgiver man ikke bare et meget gammelt venskab, uden at der følger mange tanker med. Mange svære stunder- det var næsten som en kærestesorg.

Jeg har selv i forbindelse med min egen depression tænkt meget over dengang. Jeg har forsøgt at være ærlig over for mine veninder, men har selvfølgelig ikke haft det tidligere overskud. Jeg tror da også, at jeg har tabt en enkelt eller to i svinget- men ingen tætte venskaber.

Ja, det er et svært emne..

Hej.

Jeg ved ikke lige hvad der er sket, men jeg har først idag set jeres svar. Og tusind tak for dem. Jeg synes, jeg gjorde rigtig meget ud af at være ærlig overfor min tidligere veninde, da jeg selv har stået i situationen som veninde til en med psykiske problemer. Og denne veninde var alt andet end ærlig når hun havde det slemt.
Tja, jeg ved det ikke... Selvfølgelig var jeg ikke altid lige flink overfor hende.. Men altså: Bulimi er ikke ligefrem noget, man blir i godt humør af. Jeg er ked af det.

Catalina: Mange mange tak. Vil meget gerne have din mail, for det ville være super at have en med spiseforstyrrelse at dele sorger og glæder med. Jeg fanger dig på chatten en dag (eller du kan fange mig :-))

Hej Studerende,

Min mail er; catalina83@forum.dk. Skriv til den og så får du min msn :)

Knus Cat.