Debatindlæg

Debatforum:  Pårørende og venner

Kontakt søges med andre pårørende

Written by Helle42 3. apr 2009 15:11

Jeg er mor til 2 piger på 14 og 16½ år. Den yngste har haft en let til moderat depression, som startede for 1 år siden, og som hun først nu er kommet over. Hun har klaret sig igennem uden medicinsk behandling, fordi hun er så ung og lægen skønnede, at bivirkningerne ville overskygge effekten. Samtale-terapi ville den yngste under ingen omstændigheder deltage i. ("Jeg er vel ikke sindssyg, mor"?!).

Den ældste af mine døtre er på efterskole og fik i november 2008 konstateret en svær depression, som hun er i medicinsk behandling for, samtidig med at hun går i samtale-terapi.

Begge mine døtre er "stille piger", har meget få nære venner og har obegge plevet mobning i skolen, hvilket nok har været med til at puste til depressionerne. Den yngste har lige skiftet skole, bliver ikke mobbet mere og er ved at få opbygget en ny venne-kreds, samtidig med at hun stadig ser nogle få, meget nære veninder fra sin gamle skole. Så lige nu er det ikke hende, der er min største bekymring, da det går den rigtige vej med hende.

Derimod har den ældste det rigtig svært, fordi den venindekreds, hun havde fået på efterskolen, alle har slået hånden af hende. Måske har hun talt for meget om sin depression, så det er det, de ikke rigtig orker mere. Deres afvisninger har gjort hendes depression værre igen, og hun ved ikke, hvad hun skal gøre af sig selv.

Jeg er begge mine døtres "ventil" - den eneste, de betror sig 100% til og som de ved, at de altid kan søge råd hos og "læsse af" til - uanset tidspunkt på døgnet. Min mand vil egentlig gerne hjælpe - men han forstår ikke rigtigt problemerne (selvom han forsøger), kan bare lytte. Pigerne føler ikke, de kan bruge ham, selvom han gerne vil lytte (og dermed aflaste mig lidt). Når den ældste ringer hjem, beder hun altid om at tale med mig, hvis det er hendes far, der tager telefonen. Hun fortæller aldrig ham, hvorfor hun ringer, og han får ikke spurgt hende.

Nu er det bare efterhånden såden, at jeg har svært ved at blive ved med at holde til det. Det piner mig, at jeg ikke rigtig for alvor kan hjælpe dem (lige nu specielt den ældste, som stadig er depressiv og ringer hjem flere gange dagligt). Jeg læsser lidt af på mine nærmeste veniner en gang imellem - men de kender ikke så meget til depression, og jeg har jo heller ikke lyst til hele tiden at belaste dem med mine bekymringer for mine døtre.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at komme i kontakt med andre pårørende - nogle som bedre end min omgangskreds kan forstå mine bekymringer, og som jeg måske også selv kan hjælpe, udfra mine egne erfaringer.

Hej Helle

Written by Maria42 6. dec 2012 02:17

Ved godt hvordan du har det , har været hele turen igennen...det startede med en dep og indlæggelse..men der var åbenbart mere under overfladen..kender din fustration..din ældste datter tror du ikke at hun ville få det bedre hvis hun havde det godt med sine skoleveninder..kan du ikke tage en snak med efterskolen..