Debatindlæg

Ja, til alle dem som har børn eller er gravide med dem, hvor meget lykke skal man min. rumme i kroppen for at kunne magte dem? Jeg vil selv gerne have børn, men jeg er syg på 2½ år. Jeg tror aldrig jeg bliver helt rask og skal resten af livet døje med falske dårlige følelser og tvivl. Så hvor meget skidt i sig er det okay at føle når man gerne vil have børn?

Er det okay ikke at glæde sig hele tiden under graviditeten?

Er det normalt at fortryde med frygt om man kan klare det?

Som sagt vil jeg nok altid være syg, forhåblig bliver det lidt lettere endnu, men jeg har indset at det at være glad udenpå kan også leves "rigtig", og ignorere indre dumme følelser. Jeg har været alt igennem følelsesmæssigt i min krop, og har bare dumme følelser uden grund. Men alligevel fungere jeg normalt med godt betalt job på 30 timer, jeg handler, laver mad osv.
Til gengæld er jeg på 30 timer fordi jeg oftest skal have en ½-hel time når jeg kommer hjem, som pause. Jeg har bestemte soveregler(som kan give angst, hvilket jeg også frygter lidt ved børn), jeg kan ikka have så mange venner, for kan ikke tage i byen hele tiden, jeg har brug for meget tid hjemme og lidt isoleret (men er altså alligevel god til komme ud, bare mest til familie) trygheden, og så er der tider hjemme hvor jeg ikke magter noget... dårlig periode.

Hvor meget skidt i så stor en glæde er okay? Er det overhovedet okay?

Skal man vente (og på hvad? det bliver jo ikke bedre!) eller slet ikke få børn?