Debatindlæg

Hej ZpN

Jeg forstår godt din bekymring. Men jeg synes lige, at du skulle give psykiateren en chance. Det gode er jo, at han har ændret mening, nu hvor blodprøveværdierne faktisk viser, at din mand får for meget medicin.

Og det gode er, at din mand faktisk får foretaget blodprøver, der kan vise noget om, hvorvidt den dosis, han får for tiden, er passende. Det er kun få mennesker, der får den slags blodprøver.

Det er min erfaring, at man bliver mere syg, hvis man får for meget medicin. Jeg har ingen erfaring med Cymbalta, men derimod med for meget Cipramil og senere for meget Zoloft. Hos mig viste forværringen sig især ved træthed og generel forværring af depressionen. Min psykiater foreslog, at der skulle tages en blodprøve, for at det kunne undersøges, om jeg fik en tilpas dosis, men i stedet for selv at sætte undersøgelsen i værk, foreslog han, at jeg skulle få min praktiserende læge til at sørge for blodprøven, fordi han selv skulle ud at rejse.

Jeg kontaktede derfor min praktiserende læge, som afviste, at en sådan blodprøve var mulig. Min praktiserende læge havde endda spurgt på Psykiatrisk Hospital i Risskov, og der havde man givet ham ret i, at en sådan blodprøve ikke var mulig, sagde han. Det var selvfølgelig noget sludder, men det kunne jeg jo ikke vide. Og jeg kunne jo ikke spørge psykiateren, som var på rejse i USA.

Da jeg ikke kunne udholde at have det sådan, trappede jeg ud af Zoloft og blev med det samme fuldstændig rask! Jeg blev meget forarget over den behandling, jeg havde været udsat for, og derfor droppede jeg psykiateren. Desværre kom depressionen igen ca. et halvt år efter. Det var i den situation, at jeg endelig fandt det, der skulle redde mig: naturmedicinen perikon, som jeg har taget stort set uafbrudt lige siden, dvs. i 8 år.

Senere sendte jeg et brev til den pågældende psykiater, hvor jeg kritiserede det forfærdelige forløb, jeg havde været igennem. Han sendte mig et svar, hvori han indrømmede, at jeg nok havde fået en for stor dosis Zoloft. Han var totalt uforstående over for, at man praktiserende læge havde afvist mig, da jeg bad om at få taget en blodprøve. Psykiateren lagde skylden på mig, for som han skrev: ”En praktiserende læge er naturligvis ikke uvidende om, at der kan foretages den slags blodprøver.” Og han sendte mig endda et link til Psykiatrisk Hospitals laboratorium, hvor blodprøverne foretages. Men hvad skulle jeg stille op med det link flere år efter, at jeg havde haft brug for den oplysning?

Summa summarum: de symptomer, din mand har, kan godt skyldes, at han får en for stor dosis medicin. Jeg vil derfor råde dig til at have tålmodighed og vente og se, om han ikke får det bedre, når hans dosis bliver nedsat.

Hvis ikke, kan jeg stærkt anbefale naturmedicinen perikon – og naturligvis psykoterapi. Det er jo ikke nok at give medicin. Man må selvfølgelig også behandle de årsager, som er skyld i, at depressionen opstod. Får din mand psykoterapi?

Mange hilsner
Irsten

Hejsa.

Tak for svaret... jeg væbner mig med tålmodighed lidt endnu... Det er bare sk... svært, for de andre tilbagefald vi har oplevet har jeg set komme længe før min mand selv har opdaget det, og det er så svært at stå og se på at han får det skidt, uden at kunne/måtte gøre noget.

Jeg er godt klar over, at for meget medicin kan give symptomer, dét der undrede mig var at psykiater kategorisk afviste det som en mulighed for en uge siden... men du har ret. Blodprøven talte helt tydeligt og det er forhåbentlig den rigtige retning.

Nej, min mand får ingen terapi overhovedet. Efter lang tid hvor han bare gik hos praktiserende læge insisterede jeg på at han bad om en henvisning til "en der også kunne tilbyde noget terapi" og derfor kom han til psykiater... som kun regulerer medicin og 3 gange har udleveret samme brochure om søvn besvær...

Forrige gang spurgte jeg min mand, om han ikke ville høre psyk. om han kunne anbefale et eller andet sted hvor jeg kunne lære at udtrykke min bekymring uden at han opfattede det som kritik... Det vidste psyk intet om, sagde han... men på hans hjemmeside står faktisk at hans specielle interesse område er depresion og parforholdsproblematik...

Og NU skal jeg nok holde op med at tvivle på psyk's evner og stole på at der er en grund til at HAN har uddannelsen istedetfor mig, jeg kan jo godt selv se det er fjollet når jeg sådan sætter ord på... det er bare den sk... mavefornemmelse, og så den tvivl der kommer af, at 2 læger indtil nu har decideret fejlbehandlet og den 3. bare trak tiden i langdrag indtil vi selv bad om action.

Jeg har nævnt perikon for min mand, men han må jo ikke kombinere naturmedicin med det han får i forvejen, så det er ikke en mulighed i hans tilfælde...

Men under alle omstændigheder, tak for din respons, det er taget til efterretning :-)

Hej ZpN

Jeg synes faktisk, at der er al mulig grund til at være kritisk, og tit er der meget gode grunde til at være utilfreds med den behandling, der tilbydes ved depressioner. Jeg synes absolut, at du og din mand skal være kritiske og stille krav.

Jeg mener bare, at lige i denne situation er det et godt tegn, at psykiateren har skiftet mening og nu vil regulere din mands dosis.

Som du nok kan forstå på mit første indlæg, så har jeg ikke haft de bedste erfaringer med psykiatere. Jeg har selv betalt for psykoterapi, for det var heller ikke muligt for mig at få psykoterapi hos de psykiatere, jeg har haft.

(Dog med én undtagelse: Hos en meget sød og kompetent psykiater fik jeg tilbudt psykoterapi, men psykiateren døde desværre, inden der rigtig kom gang i behandlingen).

Derfor var jeg nødt til selv at finde psykologer og selv betale for behandlingen. Og I er jo også nødt til at betale for en eventuel behandling selv, for jeg kan se, at din man er over 37 år. (Man kan jo kun få tilskud, hvis man er i alderen 18-37 år).

Imidlertid synes jeg, at pengene har været godt givet ud. Man skal jo huske, at det er en investering i ens fremtid.

Nej, man må ikke tage to slags antidepressive midler samtidig, hvis ikke det er direkte anbefalet af en læge. Jeg havde slet ikke forestillet mig muligheden af, at du kunne tro, at jeg foreslog perikon SAMTIDIG med Cymbalta!

Sagen er jo, at for lidt og for meget fordærver alting. For lidt medicin virker ikke, og for meget medicin virker heller ikke. Dosis’en skal være lige netop tilpas for at virke. Og hvis man tager to slags, f.eks. Cymbalta og perikon får man selvfølgelig alt for meget!

Nej, jeg skrev: Hvis dosisnedsættelsen af Cymbalta ikke skulle give resultat, så kan jeg anbefale din mand at tage perikon. Jeg mente naturligvis som eneste antidepressive medicin.

Videnskabelige undersøgelser har vist, at perikon er mere effektivt end de lægeordinerede antidepressive midler og uden disses bivirkninger. Det kan du f.eks. læse om her:

http://www.vitalraadet.dk/304+M59de7c85bed.0.html (desværre kan jeg ikke gøre linket aktivt)

Man alt det skal din mand naturligvis selv afgøre. Lad os nu håbe, at det hjælper din mand at få en mindre dosis Cymbalta.

Mange hilsner

Irsten

Jeg var godt klar over at du ikke mente "både og" mht perikon :-)

-men eftersom de færreste læger anbefaler perikon af sig selv, og eftersom jeg "altså snart skal holde op med at tro jeg er klogere end lægerne" så er chancen for at min mand gir perikon en chance meget lille... og chancen for at han selv finder en terapeut når lægen ikke direkte råder ham til at gøre det, er lige så stor.

Det føles efterhånden som om, at jo mere jeg stiller spørgsmål ved ting, jo mere vender han mig ryggen og stoler blindt på lægen. Selvom han godt selv ved, at det har givet nogle frygtelige tilbageslag tidligere...

For hulan hvor er det svært... Jeg ved jo godt at han har det langt værre end mig, og at det er ham der må kæmpe en kamp han ikke kan overskue at kæmpe. Jeg ville så gerne tage kampen op sammen med ham, ville så gerne hjælpe, men jeg må ikke, eller kan ikke. Ved det ikke.

Og nu kan jeg så gå og være nervøs og usikker en måned mere, indtil han kommer til lægen igen. For når psyk har sagt han ikke behøver komme før om en måned, så behøver han ikke komme før om en måned. og jeg kan ikke lufte min usikkerhed for ham, for det er kritik af hans måde at gøre tingene på. Og jeg kan ikke dele det med andre i min omgangskreds for det er at gå bag ryggen på ham...

Nå, jeg fik en smule luft herigennem, og dine svar giver mig trods alt mod på at se tiden and og vente lidt igen. Tak for hjælpen, for lidt modspil og lidt nye øjne på tingene! Det var rart!

Hej.

Lige nu vil jeg kun skrive en ganske kort hilsen som svar på dit indlæg...

Grunden til dét er, at jeg kan kende meget af det du skriver, fra da vi var først i forløbet... og jeg vil godt tænke rigtig godt over hvad jeg skriver til dig.
-men jeg kan også godt huske fra dengang, at jeg ivhertfald havde brug for en eller anden respons og et positivt ord sådan rimeligt NU! når jeg spurgte... så derfor en kort hilsen og løftet om et længere svar i løbet af weekenden.

Det er svært... også at være pårørende! Jeg var så heldig at min mand og jeg langt hen ad vejen kunne snakke om tingene.

Måske har du mulighed for at fortælle din mand, at du er bekymret over at han ikke tager sin medicin? Pillerne er jo ikke ligesom panodil, man tager to og så er problemet løst... Depresion er fordi hjernen ikke er i stand til at skabe nogle signalstoffer som man så tilfører. Da min mand havde svært ved at forholde sig til medicin i det hele taget, hjalp det at sidestille det med diabetes medicin... det er jo også fordi kroppen har brug for hjælp til at danne/omdanne nogle stoffer...

I aften er det fredag... måske din mand kunne lokkes til at være med til en hygge aften med film og slik, eller hvad I nu nyder at gøre sammen?? Og hvis ikke, så måske han godt vilkunne forstå at børnene stadig har brug for opmærksomhed så du kan føle det er ok du hygger dig med dem i aften, hvis han ikke orker at være med?? sørg for at skabe nogle gode øjeblikke for dig selv.. måske er det bare en god bog du kan læse et par sider i af og til under påskud af at være på toilettet, men skab nogle minutters luft hvis det er muligt.

Jeg tænker videre, og vender tilbage. Det her var hvad der rent impulsivt faldt mig ind. Men ihvertfald, jeg savnede virkelig nogen at spejle mig i den gang det var nyt for mig. Hvis jeg kan være dén person for dig, så står jeg gerne klar!

Hej.

Dejligt at høre I har haft en god aften. Somme tider kan der være lidt længe mellem de gode perioder, men man må bare altid huske sig selv på, at de altså KOMMER igen!

Jeg er ikke helt sikker på hvor meget du reelt kan bruge mine erfaringer, men du kan jo selv sortere. Min mand havde en meget svær depression, som fyldte alting i lang tid. "Heldigvis" har jeg haft psykiske problemer blandt min nærmeste familie da jeg voksede op, så jeg var klar over, og indstillet på, at "skubbe mig selv til side" i en periode, i fuld tillid til at min mand og jeg ville komme igennem sammen og vokse med opgaven.

I vores tilfælde gik det første halve års tid med at snakke, holde om, trøste, være der, lytte, og sende sms mindst en gang i timen for at sikre mig at han stadig var i den anden ende. Efter det halve år blev han henvist til en psykolog og fik snakket nogle ting igennem, og han kom senere til psykiater som jo så justerede hans medicin.

-og medicin skal der til! Det var svært for os at forholde sig til, men det er et spørgsmål om kemi som kroppen mangler og ikke kan danne selv. Så uanset hvor meget man ønsker at tage sig sammen, danner det ikke den rigtige kemi. Det gør pillerne!!

I mine få helt alene øjeblikke da græd jeg. Jeg var gal, vred, frustreret, skide hamrende bange (undskyld) og synes det var dybt uretfærdigt det skulle gå ud over både min mand og min søn... og mig.

Jeg læste mig ud af forvirringen. Jeg læste alt jeg kunne komme i nærheden af, om depressioner. Jeg læste på forum som dette, jeg læste bøger og jeg sugede viden og andres erfaring til mig. I mit tilfælde var det dén trøst jeg kunne finde... På den ene side, dét at opdage at andre også synes det var svært, og på den anden side dét at opdage at andre altså var kommet igennem.

Men det var hårdt! Uvisheden, usikkerheden, angsten, frustrationen, vreden, det var alle daglige følelser for mig. Men dé to følelser der vandt kampen hver gang, var kærlighed og stædighed. Jeg elsker min mand højt, og jeg vidste at han var derinde stadigvæk et sted! Og jeg var for stædig til at kaste håndklædet i ringen.

Vi er stort set kommet igennem... Det vi døjer med nu er småting i forhold til før, og i dag er jeg glad for at jeg holdt ud, selvom det også kostede på mine mentale kræfter. Vi er vokset tættere sammen og er blevet gode til at tale om tingene.

Vi har faktisk også fået det oprindelige emne for denne tråd snakket igennem. Jeg fik fortalt ham at jeg var bekymret fordi jeg mener han fortjener at ha det godt, og at jeg blev ked af det når han afviste mine forsøg på at gøre hans liv lidt lettere... Han havde slet ikke tænkt det sådan, men kunne jo faktisk godt se at jeg blir ved med at rode i tingene fordi jeg vil ham det så godt... og jeg kunne godt se at han kunne komme til at føle sig lidt "tromlet" af min måde at gøre tingene på...

Så altså, laaaangt indlæg, men ialt:

HOLD UD!! Det er skide svært, på alle mulige måder, og fuldstændig u-udholdeligt og u-overskueligt til tider! Både for din mand og for dig. Men hold ud, snak om tingene, tag en dag ad gangen, fokuser på dét der er godt, også selvom det måske kun er bitte små ting. -og lad jer ikke slå ud af et par skridt tilbage af og til.

Det er et langt sejt træk, og det er ikke alle der kan holde det ud i længden (hvilket jeg faktisk godt kan forstå) men HVIS I holder ud sammen, så kommer I så meget stærkere ud på den anden side og har lært så meget mere om hinanden og er så meget tættere end før. Det er ihvertfald hvad jeg har oplevet.

Jeg håber du kan bruge noget af det til noget. Ellers må du spørge igen, det er helt ok!

Årh ja forresten, vær åbne omkring det! Fortæl omgangskredsen at din mand er syg og hvad det betyder. Det er simpelthen for stor en kamp at bevare facaden overfor verden. Og hvem ved, måske der er en ekstra skulder eller to iblandt jeres omgangskreds som vil tage lidt af byrden af og til??

Hmm... never ending story...
Siden jeg sidst skrev har min mand og jeg snakket meget. Vi har faktisk ovenikøbet skændes lidt (hvilket vi ellers aldrig gør) og vi har begge tudet, sammen og hver for sig (jeg har ihvertfald)

De sidste par uger har han godt selv kunnet se, at det nok ikke var helt godt, og han havde (troede jeg) også forstået at jeg involverer mig fordi jeg ønsker ham det bedste, og ikke fordi han ikke er god nok til mig.

Han var begyndt at overveje at bede om noget terapi som suplement til medicin, var ovenikøbet begyndt at overveje, om der måske skulle en anden psykiater (og anden læge) ind over.

Så nu var han ved psyk i dag. Startede med at sige, at nu skulle der ske noget, det var ikke godt nok som det var. Terapi eller noget.
Psyk reagerede ved at involvere en kollega, som lyttede lidt og så tog blodtryk.
Blodtryk er ikke helt ok, de slog op i nogle bøger og konstaterede at det kunne være medicinen, så nu skal han HELT HOLDE OP med at tage medicin i 2 uger, og ha taget blodprøver midtvejs. - og komme tilbage om de to uger til nyt statusmøde.

Altså fra 60 mg Cymbalta til ingenting fra dag til dag.
Og jeg har jo læst en hel del om de virkninger det har på folk at slippe medicin uden nedtrapning, Cymbalta er ikke for sjov, og jeg er sk... nervøs og fustreret. Igen.

Kort resume af tiden hos psyk fra dag 1 til nu:

Startede på Cymbalta, 60 mg i et halvt år, derefter forventede de at sætte dosis op til 120 mg.
Efter et halvt år, ingen ændring alligevel.
3 måneder senere, måske nyt præperat da kroppen bliver imun - de tager blodprøver.
Svar på blodprøver: medicin virker, måske skal dosis nedsættes.
Næste måned: Dosis skal alligevel ikke nedsættes for når man har haft ét tilbagefald tidligere skal man mindst tage medicin 3 år for at hindre nyt tilbagefald.
3 måneder senere igen, i dag, totalt stop med medicin.

Og INGEN tilbud om terapi. Overhovedet! Hverken fra læge, eller psyk. Heller ikke selvom min mand helt konkret bad om det i dag.

Og nu er vi tilbage hvor jeg bare er en emsig kæ... der tror hun ved alting bedst, han gør aldrig noget godt nok og jeg kan sgu da bare selv tage med til psyk hvis jeg er så klog. Når psyk siger terapi ikke er nødvendigt, så er det ikke nødvendigt. Og terapi hjælper alligevel ikke mod depression, det er kun medicin og medicin alene.

-og jeg blev gal (det er forkert, jeg ved det godt) og sagde meget bestemt at jeg sgu endnu aldrig havde hørt om nogen der var helbredt fra dep. uden nogen form for terapi, og at jeg i øvrigt endnu ikke havde været med til psyk fordi han selv havde valgt at jeg ikke måtte blande mig. og nu sidder han udenfor med sin smøg, og jeg sidder her med tårer i øjnene og er skide nervøs for hvordan den kommende tid skal forme sig. Det er sværere og sværere at tro på det bliver bedre, det er sværere og sværere at støtte og bakke op når man samtidig ikke må blande sig og det man siger bliver affærdiget, og det er sværere og sværere, ikke at miste sig selv, når man samtidig sætter sig selv og egne behov i baggrunden for mandens og familiens skyld.

Det er stadig kampen værd, det skal det være. Jeg giver ikke op og jeg VED det bliver bedre... engang...

-og hvis det ikke gør, så justerer vi livet endnu en gang, for vi hører sammen, min mand, min søn og jeg!!

Jeg ved godt der ikke er meget I herinde kan gøre, men i det mindste er det en ventil, og lige nu skulle der bare noget luft til...

Tak for dit svar. Jeg har lige læst din tråd i behandlings forummet også.

-Der er flere ligheder, men også nogle vinkler jeg ikke har tænkt før. Bl.a. henviser Irsten flere gange til en bestemt bog, som jeg vil forsøge at hente på biblioteket i dag.

Min mand har nu gået de 14 dage uden medicin han skulle, og ud over markante humørsvingninger (som var forventet, det havde han også sidst han stoppede med medicin) så har han heldigvis ikke haft de store abstinens symptomer.

-jeg ved ikke hvad blodprøverne efter 2 uger uden medicin viste i forhold til de sidste han fik taget, men nu skal han tage 60 mg igen i en uge, og så sætte dosis op til 120 mg i en uge!!

Når jeg læser din mands reaktion på bare 30 mg forhøjelse bliver jeg jo en smule bekymret over den plan "vi" har fået, men i det mindste er jeg forberedt på hvad der kan komme.

Jeg har besluttet at jeg forholder mig høfligt interesseret men uden at give gode råd, i et par uger enndu, så psyk kan blive færdig med at eksperimenter med medicin.

Men jeg er også nået dertil, at jeg definitivt ikke stoler på psyk længere, så når dobbelt dosis er afprøvet vil jeg insistere på at blive involveret og også insistere på at han får noget terapi.

Det er jo for hulan da mig der har været med på sidelinien fra dag 1.
Mig der oplever alle udsving, mig der skal holde sammen på hverdag og familie.
Mig der kender ham og ønsker ham det bedste.
Mig der, trods alt, ikke er påvirket af medicin og derfor forhåbentlig ser nogenlunde klart.

Så nu vil jeg også høres!! Men jeg ved det kommer til at koste tårer og store bogstaver, og jeg ved det bliver alt andet end let.

Derfor lader jeg psyk "lege færdig" først men SÅ har min mand altså også fortjent at få det bedre!!!! Nu har han haft det svært i snart 4 år, det fortjener han simpelthen ikke!!

Ét eller andet sted,så har den beslutning givet mig styrke til at holde dampen oppe igen. Og dit indlæg, din historie, har også hjulpet!

Så tak for input, og held og lykke til dig og din mand.

Hej gammel-Yngling

Du omtaler to emner af største betydning for de fleste depressive, nemlig terapi og antidepressive midler.

Jeg har lyst til at give mit besyv med, fordi jeg mener, at det er vigtigt, at man ikke udtaler sig entydigt om netop disse to ting. Mennesker er forskellige, og depressioner er forskellige. Derfor er det meget individuelt, hvordan kognitiv terapi og antidepressive midler virker.

Jeg giver dig fuldstændig ret i, at det ved depression som regel er nødvendigt at få et antidepressivt middel. Og jeg giver dig fuldstændig ret i, at det også er en god ide at få terapi. Det antidepressive middel tager (i heldigste fald) depressionen. Men man er jo også nødt til at se på årsagen til depressionen og gøre noget ved den, så man kan undgår at få en depression igen.

Det, jeg ønsker at gøre opmærksom på, er at antidepressive midler virker forskelligt. Du skriver, at du ikke kan anbefale perikon, fordi virkningen sammenlignet med medicin er meget mild.

Jeg tror, at den opfattelse skyldes, at der er folk, der tager en for lille dosis, når de tager perikon. Hvis man tager for lidt lægeordineret antidepressiv medicin, virker det heller ikke.

Det er tværtimod vist ved videnskabelige forsøg, at perikons effekt er på linje med de tricykliske antidepressiver (imipramin), som man giver ved svær depression, og perikons virkning er bedre end SSRI’ere som Seroxat. Det kan du f.eks. læse om her:

link til omtale af videnskabelig undersøgelse af perikons virkning

Nu ved jeg godt, at der er folk, der bliver forargede over, at jeg skriver dette. Men jeg synes, at man skal fremlægge den viden, der findes. Så kan folk selv tage stilling.

Som jeg plejer at skrive: Hvis man får noget lægeordineret medicin, der virker, og som der ikke er generende bivirkninger ved, er der jo ikke nogen grund til at skifte til perikon. Jeg synes, at man skal holde fast ved det, der virker. Men det er en god ting at kunne træffe beslutninger på et informeret grundlag.

Hvad angår kognitiv terapi, så er jeg godt klar over, at den har mange fortalere, og at det er kognitiv terapi, der anbefales. Men i den sag skal man også huske, at mennesker er forskellige, og at depressioner er forskellige.

For mig forekommer hele denne tankegang, der blandt andet går ud på, at depression skulle skyldes, at man tænker forkert, fuldstædig absurd. Det er jo depressionen, der er årsag til de mørke og triste tanker – ikke omvendt. Når depressionen er overstået, tænker man jo akkurat lige så optimistisk og konstruktivt, som man gjorde før depressionen. Derfor er det for mig at se fuldstændig meningsløst at bruge dyrebar energi på at lære at tænke anderledes. Man må bruge sin dyrebare energi på at finde den virkelige grund til depressionen og gøre noget ved den. Men igen: Depressioner er jo forskellige, og det er da muligt, at der er nogle, der kan have gavn af at lære at tænke anderledes.

Mange hilsner

Irsten

Hejsa.. Folk er forskellige - ingen tvivl om det.
Depressioner er også forskellige (tror jeg). Medicin virker sikker også ret forskelligt fra person til person..

Jeg tror både på lægeordineret medicin og terapi. Jeg har læst en artikel som sagde at terapi og antidepressiv medicin faktisk gjorde det samme i hjernen! Jeg husker desværre ikke hvor jeg så det..

Irsten anbefaler jo perikon som et vidundermiddel.. Det kan da også godt være at det er et vidundermiddel hos nogle..

Mine egne erfaringer med stoffet er at det havde en virkning på linje med en tår vand - altså slet ingen virkning. Derimod har jeg haft stor glæde af Mirtazapin og Cymbalta.. begge disse er antidepressiv medicin at typen man kalder "dual aktion".. de virker på mere end et signalstof i hjernen..

Dette er en forum hvor vi kan sige stort set hvad som helst.. Vi kan tale om egne erfaringer etc. Ingen af os kan sige at have særlig meget forstand på det vi skriver om.. Derimod har mange af os personlige erfaringer..

Irstens utallige anbefalinger af perikon bygger givetvis på hendes egne positive erfaringer med stoffet. Her er det sikker ikke grund til at betvivle hende..

Men der er (indtil nu) en grund til at Perikon ikke er lægens første valg ift. at behandle en depression.
I DK har vi noget det hedder institut for rationel farmakologi.. Dette institut rådgiver bl.a lægemiddelstyrelsen i forhold til at lave anbefalinger for behandling af sygdomme.. lægerne i DK følger (eller bør følge) lægemiddelstyrelsens anbefalinger - men de SKAL følge deres faglighed og indsigt..

Irsten skriver ofte i sine tekster at der er videnskabelige undersøgelser som viser at perikon er bedre end antidepressiv medicin.. Irsten har også lavet link til en sådan "artikel"..
Jeg har ikke grund til at betvivle Irstens perspektiv.. Men gad vide hvem der ved bedst? Irsten.... Eller er speciallæger, forskere og lægemiddelstyrelsen??
ja jeg ved ikke? Måske er det Irsten?



Nuvel.. Nu til noget andet..
Jeg har set min kones bekymringer under min sygdom.. Hun har heldigvis været klog... Hun har nemlig overladt ansvaret for min behandling til mig selv og min læge/psykiater..

Jeg har haft pårørende som "havde læst om løsningen".. Jeg har fået fiskeolie som gave, Jeg har fået gode råd om vitaminer, perikon og mange andre typer af alternativ medicin.. Jeg har fået kostråd.. Råd om at jeg skulle grave haven... Tænke på det gode i livet. Jeg har også fået at vide at det måske var en god ide at jeg tog mig sammen.. jeg har fået at vide at en depression varer ca. 6 uger (max).. Det må være dig der er noget galt med! Ja g.. er det det...

Mit råd til pårørende er at lade den syge og vedkommendes læge/psykiater tage ansvaret for behandlingen.. Faktisk har mine pårørendes velmenende råd ikke hjulpet - de har blot gjort mig mere syg... Og det er jo ikke det som er meningen... Vel?

Hilsen
Jens

Hejsa.. Folk er forskellige - ingen tvivl om det.
Depressioner er også forskellige (tror jeg). Medicin virker sikker også ret forskelligt fra person til person..

Jeg tror både på lægeordineret medicin og terapi. Jeg har læst en artikel som sagde at terapi og antidepressiv medicin faktisk gjorde det samme i hjernen! Jeg husker desværre ikke hvor jeg så det..

Irsten anbefaler jo perikon som et vidundermiddel.. Det kan da også godt være at det er et vidundermiddel hos nogle..

Mine egne erfaringer med stoffet er at det havde en virkning på linje med en tår vand - altså slet ingen virkning. Derimod har jeg haft stor glæde af Mirtazapin og Cymbalta.. begge disse er antidepressiv medicin at typen man kalder "dual aktion".. de virker på mere end et signalstof i hjernen..

Dette er en forum hvor vi kan sige stort set hvad som helst.. Vi kan tale om egne erfaringer etc. Ingen af os kan sige at have særlig meget forstand på det vi skriver om.. Derimod har mange af os personlige erfaringer..

Irstens utallige anbefalinger af perikon bygger givetvis på hendes egne positive erfaringer med stoffet. Her er det sikker ikke grund til at betvivle hende..

Men der er (indtil nu) en grund til at Perikon ikke er lægens første valg ift. at behandle en depression.
I DK har vi noget det hedder institut for rationel farmakologi.. Dette institut rådgiver bl.a lægemiddelstyrelsen i forhold til at lave anbefalinger for behandling af sygdomme.. lægerne i DK følger (eller bør følge) lægemiddelstyrelsens anbefalinger - men de SKAL følge deres faglighed og indsigt..

Irsten skriver ofte i sine tekster at der er videnskabelige undersøgelser som viser at perikon er bedre end antidepressiv medicin.. Irsten har også lavet link til en sådan "artikel"..
Jeg har ikke grund til at betvivle Irstens perspektiv.. Men gad vide hvem der ved bedst? Irsten.... Eller er speciallæger, forskere og lægemiddelstyrelsen??
ja jeg ved ikke? Måske er det Irsten?



Nuvel.. Nu til noget andet..
Jeg har set min kones bekymringer under min sygdom.. Hun har heldigvis været klog... Hun har nemlig overladt ansvaret for min behandling til mig selv og min læge/psykiater..

Jeg har haft pårørende som "havde læst om løsningen".. Jeg har fået fiskeolie som gave, Jeg har fået gode råd om vitaminer, perikon og mange andre typer af alternativ medicin.. Jeg har fået kostråd.. Råd om at jeg skulle grave haven... Tænke på det gode i livet. Jeg har også fået at vide at det måske var en god ide at jeg tog mig sammen.. jeg har fået at vide at en depression varer ca. 6 uger (max).. Det må være dig der er noget galt med! Ja g.. er det det...

Mit råd til pårørende er at lade den syge og vedkommendes læge/psykiater tage ansvaret for behandlingen.. Faktisk har mine pårørendes velmenende råd ikke hjulpet - de har blot gjort mig mere syg... Og det er jo ikke det som er meningen... Vel?

Hilsen
Jens

Naturlige Antidepressiva - restilen.dk Jeg modtog min bestilling til tiden og pillerne virker rigtig godt.