Debatindlæg

Hej folkens.

Jeg sidder i et meget stort dilemma lige nu, som jeg ikke rigtig kan finde en løsning på.

Jeg har været "syg" i flere år, og har for nylig fået diagnosen "skizotypisk sindslidelse", som egentlig passer ret perfekt på mig. Jeg er 18 år gammel.

Det aktuelle problem er at der ikke skal noget til for at vælte hele min verden rundt og slå mig omkuld. Bl.a i går aftes snakkede jeg med nogen over msn, og jeg følte at det kørte på skinner, indtil der blev sagt en kommentar om mig som jeg ikke forstod som en joke. Det slog mig helt ud af kurs og jeg loggede af for at gå i seng. Da jeg så kom ud på badeværelset for at børste tænder, sprang pæren da jeg tændte lyset. Det var nok til at jeg brød sammen i gråd og var helt overbevist om at det var et tegn fra universet om at jeg er en forfærdelig person.
Derefter lå jeg i angstanfald i min seng i flere timer før jeg endelig gled hen i søvnen. Vågnede med den samme angst i morges, og turde først komme ud af sengen 2½ time efter.

Disse ting er fuldstændig hverdag for mig. Så jeg er begyndt at overveje om jeg måske skal på medicin.

Nu kommer dilemmaet. Jeg er fuldstændig overbevist om at medicin er systemets overhoveders metode til folkemængde-kontrol. De er bare ude på at fjerne folks klarsyn, at lægge låg på de mennesker der sanser noget ud over det sædvanlige tankespind og manipulering som verden påfører de i forvejen så dumme mennesker.
Jeg tror ikke i et splitsekund på at nogen i psykiatrien oprigtigt vil hjælpe mig. Det er bare deres job at snakke med mig.
Jeg er sikker på at jeg mister min evne til at se igennem dette maskede net som er blevet lagt over os. Og det skræmmer mig fra vid og sans. Hvis jeg accepterer at jeg er syg, og begynder at tage medicin for at dæmpe min angst, så jeg kan komme igennem en halv dag uden angstanfald, så bliver jeg blot en del af de ignorante fjernsyns-gloende, junkfood ædende robot nation som jeg hader så inderligt.
Jeg er også overbevist om at universet, som er over alt og alle, vil slå mig ned og hævne sig på mig hvis jeg bøjer mig for deres vilje.
Tag det venligst ikke personligt.

Udover alt dette, kan jeg også godt se at disse vilde konspirationsteorier (og dette er kun en lille en i det samlede billede) ifølge psykiatrien er en del af min diagnose. Men i mit hoved er de fuldstændig og komplet logiske.

Jeg aner slet ikke hvad jeg skal gøre. Hele mit jeg er flydt ud og jeg hænger slet ikke sammen mere.

Er der nogen der har nogle råd til hvordan jeg kan tackle denne situation?

Venlig hilsen
Elise