Debatindlæg

Hej Lykkejagt

Jo, jeg forstår godt dit behov. Alle med depression har vel lyst til at høre, at depressioner går over, og at man kan få det godt igen.

Jeg er vel selv et eksempel på en solstrålehistorie. Men det er rigtigt, at årene med depression stadig fylder meget i mine tanker. Jeg tror, at det er en almen menneskelig erfaring, at for længst overståede depressioner forandrer et menneske, og selv når man ikke direkte går og tænker på depressionshelvedet, så tror jeg, at alle nye oplevelser, glæder, rejser, naturskønhed eller bare det at ligge i fred og ro i sin seng og vide, at om lidt sover man en naturlig og og livgivende søvn – alle disse ganske normale ting i et menneskes liv bliver ubevidst fortolket i lyset af, hvor forfærdeligt det engang var.

Og her får du så min solstrålehistorie: Jeg har haft 20 depressioner, hvoraf de fleste var svære. Det har været vanskeligt at få kvalificeret hjælp. Det har været hårdt at klare arbejde, økonomi og forsørgerpligter. Det var svært at stå alene med det, helt uden forståelse fra omgivelserne, og ubegribeligt, at læger fattede så lidt og ofte tog afstand fra mig og endda gik så vidt som til at håne mig under svære depressioner.

Men i 8 år har jeg nu været depressionsfri. I begyndelsen havde jeg også lange depressionsfri perioder, f.eks. gik der 7 år mellem den første og den anden depression. Med årene kom depressionerne bare hyppigere og hyppigere, men jeg har altid været fuldstændig rask mellem depressionerne. Jeg forventer ikke, at jeg nogensinde skal have depressioner mere. Men det er klart, at jeg passer på. Og det er jo også det, som var så nødvendigt at lære:

Man må vide, hvilke belastninger der udløser depressionerne og lære at undgå disse belastninger. Nå, ja, når jeg skriver løsningen på depressionshelvedet i én sætning, så lyder det jo nemt. Men det har altså taget mig fire årtier at lære det, og jeg skal stadig huske mig selv på det.

I dag er det søndag. Så vidt muligt bruger jeg søndagen på mig selv. Jeg skal bare hvile og nusse rundt og komme til kræfter, efter et par anstrengende dage. Søndagen er for mig en slags helle. Hvis vejret bliver godt, hvilket jeg tror, at det gør, skal jeg opholde mig meget ude. Måske cykler jeg en lang tur.

At depressionerne stadig fylder i mine tanker og i mit liv så længe efter, sådan som du skriver, gør mig ikke noget. Og det er der jo ikke nogen, der kan vide - bortset fra jer her på Depnet!

Mange hilsner

Irsten

Jeg er bare lige lidt nysgerrig for at høre om du får medicin nu eller om du klare dig uden ?

Hej Nuja

Nej, jeg får ikke lægeordineret (altså receptpligtigt) antidepressiv medicin. Men jeg tager naturmedicinen perikon.

Jeg fik for mange år siden at vide af psykiaterne, at jeg – eftersom jeg havde haft mange alvorlige depressioner – ville være nødt til at taget et antidepressivt middel resten af mit liv. Der var bare det problem, at jeg ikke havde nogen som helst positiv virkning af den medicin, som lægerne foreslog. Tværtimod blev depressionerne værre af medicinen.

Men alt det ændredes, da jeg fandt perikon. Jeg begyndte på perikon i vinteren 2002 og har stort set taget det siden. Det er nok rigtigt, at man – når man har haft så mange depressioner – er nødt til at have hjælp fra et antidepressivt middel. Men jeg forsøger at trappe ud af det om sommeren. Om vinteren kan jeg slet ikke undvære det. Men det gør mig ikke noget, for jeg har ingen bivirkninger.

Fordelen ved perikon er, at der normalt ikke er bivirkninger. Ulempen er, at man står alene med at finde ud af, hvor stor dosis der skal bruges. I Danmark er perikon ikke godkendt til depressionsbehandling, så derfor kan eller vil lægerne ikke hjælpe med at dosere. Jeg var heldig at finde den rette dosis i første forsøg. Til at begynde med, blev lægerne ligefrem vrede på mig, når de hørte, at jeg brugte perikon. Sådan er det heldigvis ikke mere. Jeg møder kun en åben og positiv holdning nu, og det er meget dejligt.

Jeg har også fået meget psykoterapi hos en psykolog, der brugte kropsorienteret psykoterapi, hvilket var den helt rigtige metode til mine problemer. Jeg kunne godt have brugt mere psykoterapi, men jeg valgte at stoppe, fordi jeg hellere vil bruge mine penge på rejser og andre oplevelser. Det er jo frygtelig dyrt at få psykoterapi.

Men selv hvis jeg faktisk havde fået mere psykoterapi, tror jeg ikke, at det ville have betydet, at jeg helt ville kunne undvære et antidepressivt middel. Livet giver jo nogle knubs og belastninger af og til, også selv om man forsøger at passe på sig selv. Jeg er desværre ikke robust nok til at klare småbelastninger uden hjælp fra et antidepressivt middel.

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål :o)

Mange hilsner

Irsten

jeg kan kun tilslutte mig det ovenstående.
Efter flere forsøg med forskellige ssri-produkter prøvede jeg Perikon og har nu været stabil i næsten et år. Helt oppe på tidligere niveau kommer jeg nok aldrig, men det skyldes så andre årsager.
Så Perikon var lykken for mig, sørger for at få 3 om dagen og tør faktisk ikke slutte. Har ingen bivirkninger overhovedet.
Blev også bifaldet af psykiater.