Debatindlæg

Hejsa

Godt at du har fundet noget, der hjælper :-) Det er da rart. Om det er normalt at skulle prøve så mange slags medicin? Pas. Men jeg tror langt fra, du er den eneste.
Mht. hvad du skal gøre med resterne: Dem kan du aflevere på apoteket. Bare giv dem til en ved skranken.

Knus herfra

Det har du sikkert ret i. Desværre. Tak for svaret.

Hej Diddah

Selv om du ”kun” har afprøvet 8 slags antidepressiv medicin, hvilket er meget mindre end Lykkejagts 17 slags, så synes jeg alligevel, at det er en overvældende mængde, og du kommer jo alligevel op på 15 slags, når sovemedicin og antipsykotisk medicin tælles med!

Du skriver, at du ikke nedbryder medicinen hurtigt nok.

Jeg synes, at du her kommer ind på et vigtigt emne, som stort set ikke omtales. Sagen er jo, at de fleste slags medicin nedbrydes af enzymer i leveren, og nogle mennesker har en arvelig betinget mangel på et leverenzym, som netop er ansvarlig for nedbrydningen af det lægemiddel, de får.

Problematikken kan sammenlignes med, at grønlændere ikke er så gode til at nedbryde alkohol. I stedet for at blive i godt humør af alkohol, bliver de hurtigt alt for fulde og syge af at drikke. Det er, fordi deres lever af genetiske årsager ikke nedbryder alkohol som leveren hos de fleste andre.

Men de forskellige slags medicin, du nævner, Diddah, nedbrydes af forskellige leverenzymer. Hvis man har en genetisk bestemt mangel på ét leverenzym, kan psykiateren bare vælge en type medicin, der ikke nedbrydes af dette bestemte leverenzym, eller også kan psykiateren give en dosis, der er langt mindre end den normale dosis.

Om man nedbryder bestemte slags medicin normalt eller ikke, kan afgøres ved en blodprøve. Hvis der ved en normal dosis medicin, er alt for meget af det virkende stof i blodet, nedbryder man det ikke normalt, og dosis må nedsættes, eller psykiateren må foreslå et andet præparat, der ikke nedbrydes af samme enzym, og hvor det derfor er lettere at finde en effektiv dosis.

Og i dag kan man faktisk også undersøge folk og finde ud af, om de har en genetisk betinget mangel på et bestemt leverenzym. Denne undersøgelse er meget dyr og foretages kun sjældent. Men blodprøverne til undersøgelse af, om man nedbryder en bestemt medicin normalt, foretages mere og mere.

I sin tid, da jeg gik hos en psykiater og fik Zoloft, der overhovedet ikke virkede, ville psykiateren have, at jeg skulle stige i dosis til måske 150mg eller 200 mg. Men jeg var allerede meget syg af en dosis på 75 mg og turde ikke gå yderligere op. Psykiateren foreslog da, at jeg skulle have foretaget en blodprøve for at se, om jeg manglede det leverenzym, der er ansvarlig for nedbrydningen af Zoloft. Men da han skulle på en rejse til USA, skulle jeg selv sørge for at få sat undersøgelsen i værk via min praktiserende læge. Det lykkedes desværre ikke, for min praktiserende læge nægtede. Derfor trappede jeg bare ud af Zoloft, som jeg var så syg af, og med ét slag blev jeg rask og helt depressionsfri! Jeg har selvfølgelig haft for meget af det virksomme stof i blodet, og da dette kom ud af blodet, gik depressionen over. Desværre kom depressionen igen efter få måneder, for problemet var jo ikke løst.

Psykiateren skrev senere til mig, at en dosis på 25 mg Zoloft (Normal dosis er meget højere, op til 200 mg) nok ville være passende til mig, fordi jeg tilsyneladende manglede det leverenzym, der er ansvarlig for nedbrydningen af Zoloft. Men på det tidspunkt var jeg allerede gået i gang med at tage perikon og havde ikke mere problemer med depression.

Meningen med hele denne lange snøre er, at jeg vil fortælle, at selv om man mangler et leverenzym, kan man godt tåle antidepressiv medicin og have gavn af det alligevel. Man skal bare have et andet produkt, der nedbrydes af et andet leverenzym, eller man skal have en meget lav dosis af den medicin, som nedbrydes af det enzym, som man mangler. Det er usandsynligt, at man mangler ALLE de forskellige enzymer.

Man skal ikke give op, for der kan findes en løsning. Men det er klart, at det skal være en speciallæge, der rådgiver én, altså en, der ved besked om disse ting, og som er villig til at foretage blodprøver til undersøgelse af, om man nedbryder medicinen normalt.

Med til denne historie hører, at jeg formodentlig slet ikke mangler noget som helst leverenzym! Jeg havde jernmangel! Og h

Med til denne historie hører, at jeg formodentlig slet ikke mangler noget som helst leverenzym! Jeg havde jernmangel! Og hvis man mangler jern, kan leveren ikke nedbryde medicin normalt. Den sammenhæng er der desværre ikke mange, der kender. Det er noget, jeg har læst på engelsksprogede internetsider.

Normalt er det altså sådan, at hvis man ikke kan tåle en bestemt slags medicin, fordi man mangler et bestemt leverenzym, så kan psykiateren bare vælge et andet produkt, der nedbrydes af et leverenzym, som man ikke mangler. Men hvis man mangler jern, så kan man have problemer med at nedbryde enhver slag medicin. Det er blandt andet derfor, at det er så vigtigt at få taget blodprøver og herunder undersøgelse for jernmangel, når man går til læge første gang med en depression.

Mange hilsner

Irsten

Hej Diddah og andre interesserede

Det lyder godt, at du er fuldt ud klar over disse ting. Når jeg ønskede at skrive om det, så er det, fordi der ikke er ret mange, der ved noget om det. Somme tider ved lægerne ikke engang ret meget, sådan som du også skriver, Diddah.

Min praktiserende læge vidste f.eks. ikke, at man kunne få taget en blodprøve til undersøgelse af, om man nedbryder Zoloft normalt. Det var derfor, at han nægtede at hjælpe mig, selv om min psykiater havde foreslået mig at bede min praktiserende læge hjælpe med at få foretaget undersøgelsen. Og psykiateren kunne jeg ikke få hjælp af, da han var i USA.

I mit tilfælde skulle den pågældende blodprøve have været foretaget på det nærmeste psykiatriske hospital, hvor de har et laboratorium til undersøgelse af den slags. Men det blev som tidligere beskrevet aldrig til noget. Jeg synes, at det er vigtigt, at folk ved, at den type undersøgelser er mulige og nyttige, hvis der er problemer med at tåle medicinen eller få en virkning af den. Jeg var nødt til bare at stoppe med medicinen, da jeg ikke kunne få hjælp til at finde ud af, hvad problemet var.

På følgende Internetadresse kan man se eksempler på, hvilke slags antidepressiver og antipsykotika, der kan undersøges for:

http://www.kliniskbiokemi.net/kbl/kbl_medikamentanalyser.htm (Desværre kan man ikke bringe aktive links her på Depnet)

Den anden type undersøgelser, hvor der bliver klarlagt, om man har en arvelig betinget genetisk årsag til, at man ikke kan nedbryde medicinen normalt, finder sted på Laboratoriet Filadelfia, som du også nævner, Diddah.

Jeg vil foreslå interesserede at slå op på www.laboratoriet.filadelfia.dk og derefter klikke på ”gentest”.

Du nævner, Diddah, at det er blevet påvist, at du har en variant af det gen, der har med enzymet CYP2D6 at gøre. Men du har åbenbart også andre genforandringer og årsager til, at du har store problemer med at tåle medicin.

Normalt vil det være sådan, at hvis man har problemer med det gen, der har med leverenzymet CYP2D6 at gøre, så kan man bare få en type medicin, der ikke nedbrydes af CYP2D6, men af et helt andet enzym.

Men hvad ikke mange ved, kan man få problemer med stort set al slags medicin, hvis man har jernmangel.

I mit tilfælde har jeg haft problemer med:

Seroxat, som nedbrydes af leverenzymet CYP 2D6
Cipramil, som nedbrydes af leverenzymet CYP 2C19
Zoloft, som hovedsageligt nedbrydes af leverenzymet CYP 3A4, med kun en begrænset involvering af CYP2D6

Mine problemer var allerværst ved Seroxat, hvor jeg må have haft serotoinsyndrom, som er en slags alvorlig forgiftning. Men lægerne anede intet om den slags og tog det ikke alvorligt.

I mit tilfælde vil jeg tro, at problemerne med at tåle antidepressiv medicin i alle tre tilfælde skyldtes jernmangel. For resten kunne jeg pludselig undvære den blodtryksmedicin, som jeg normalt tog. Det har selvfølgelig været, fordi min jernmangel gjorde, at medicien ikke kunne nedbrydes og derfor ophobede sig i blodbanen, sådan at jeg så at sige hele tiden havde blodtryksmiddel til rådighed i kroppen.

Naturmedicinen perikon, som blev min redning, nedbrydes af CYP 3A4 ligesom Zoloft, men jeg tålte den udmærket, selv til at begynde med, da jeg stadig, uden at vide det, havde alvorlig jernmangel. Men til at begynde med tog jeg kun to kapsler, som der står på pakningen, og den dosis kunne min lever åbenbart godt klare. Normalt er 2 kapsler ikke nok til at helbrede en depression, men det var det i mit tilfælde. Senere – da jernmanglen blev konstateret – skulle der bruges en dosis på 3-4 kapsler for at holde depressionen fra døren.

Mange hilsner

Irsten

Hej Diiddah og andre interesserede

Ja, det er nok vigtigt at gøre opmærksom på, at den undersøgelse på Filadelfia for genetiske årsager til, at man ikke nedbryder medicin ligesom andre mennesker – den er meget dyr, og den kan man ikke uden videre forvente at få foretaget.

Men den anden undersøgelse, altså den, hvor man i en blodprøve undersøger hvor god den pågældende er til at nedbryde en bestemt medicin, den er ikke så dyr, og den bliver formentlig mere og mere almindelig. Og den mener jeg godt, at man kan forlange at få foretaget, hvis der er problemer med medicinen.

Og nej, min daværende praktiserende læge kendte ikke den undersøgelse, og han tog ikke blodprøver i forbindelse med mine depressioner. Jeg har på trods af gentagne depressioner aldrig fået foretaget blodprøver, når jeg kom til læge med depression.

Jeg klagede over denne praktiserende læge til Patientklagenævnet, både over, at han ikke kendte den undersøgelse til konstatering af, om man nedbryder Zoloft normalt, og over, at han ikke undersøgte mig for jernmangel.

Patientklagenævnet indhentede oplysninger fra den pågældende læge, og i sin egen fremstilling af sagen, skrev lægen, at han havde ringet til laboratoriet ved det psykiatriske hospital for at spørge, om det kunne lade sig gøre at teste for Zoloft, og dér havde han fået at vide – sagde lægen – at det IKKE kunne lade sig gøre. Så derfor havde han fortalt mig, at det ikke kunne lade sig gøre. Patientklagenævnet vurderede, at han havde været i god tro, og jeg fik ikke medhold i min klage.

Angående klagen over, at jeg ikke var blevet undersøgt for jernmangel, skrev lægen i sin beretning, at jeg VAR blevet undersøgt. Det passede bare ikke. De lægekonsulenter, der rådgiver Patientklagenævnet, mente følgelig, at jeg var blevet undersøgt, når nu lægen sagde det, men det fremgik ikke af min journal, at jeg var blevet undersøgt, og det var jeg jo heller ikke. Men jeg fik ikke medhold i min klage, fordi lægekonsulenterne foretrak at lyve om, hvad der stod i journalen, for at støtte deres kollega.

Ja, det var faktisk vores ”fælles ven”, Diddah, der gav mig Zoloft og ville have mig til at stige i dosis til 200 mg dagligt, selv om jeg var hundesyg af 75 mg! Og da jeg ikke ville det, foreslog han denne blodprøve, og at min praktiserende læge skulle sætte den i værk, mens den fælles ven var i USA.

Det var en meget dårlig idé. Han anbragte mig på en måde mellem to stole: Min praktiserende læge begyndte at omfatte mig med mistillid, fordi han troede, at hele historien angående blodprøven var noget, jeg havde fundet på. Og da jeg fortalte psykiateren, at min praktiserende læge ikke havde sørget for undersøgelsen, fordi han ikke mente, at det kunne lade sig gøre, begyndte psykiateren at fatte mistillid til mig, fordi han mente, at det var noget, jeg havde fundet på, for ”ingen læger kunne være vidende om det”, som han sagde.

På den måde bliver man en slags udstødt inden for lægekredse, og ingen gider hjælpe én.

Jeg havde glemt, at du og jeg tidligere har udvekslet erfaringer om den "fælles ven", men jeg kan godt huske, at jeg har skrevet om ham engang, og at der var nogle, der mente, at man ikke skulle nævne ham ved navn, og det har de nok ret i.

Men jeg synes som sagt, at disse informationer om medicn og undersøgelser er vigtige.

Mange hilsner

Irsten

Åh, det er da også irriterende, at man ikke kan rette i et indlæg, som man tidligere har skrevet!

Der skulle selvfølgelig stå ”ingen læger kan være uvidende om det” i den udtalelse fra min daværende psykiater.

Irsten

Hej Lykkejagt

Du spørger om det er normalt, at folk - ligesom du har gjort - afprøver 17 forskellige slags antidepressiv medicin i løbet af et år.

Det håber jeg sandelig ikke.

Dels vil jeg mene, at man ikke kan nå at afprøve så mange i løbet af et år, hvis man lige skal give hver enkelt slags en chance. Og dels vil jeg mene, at en samvittighedsfuld og omhyggelig psykiater burde prøve at finde ud af, hvorfor medicinen ikke virker, ved bl.a. at sørge for, at der bliver taget blodprøver til undersøgelse af, om du nedbryder medicinen normalt.

Det er den type undersøgelser, Diddah og jeg har diskuteret. Jeg synes, at der er alt for lidt information om den type undersøgelser.

Men det har hele tiden været meningen, at jeg ville skrive en kort beretning om mine egne erfaringer med medicin – en beretning, som stort set er det omvendte af din. Du begyndte med perikon og endte med tricyklisk antidepressiv. Jeg begyndte med tricyklisk antidepressiv og endte med perikon.

Jeg har haft 20 depressioner, hvoraf de fleste har været af svær art. Ved de tre første depressioner fik jeg tricykliske antidepressiver (Saroten), og det virkede, men der var mange ubehagelige bivirkninger. Derfor trappede jeg ud af medicinen 6-12 måneder efter hver depression. Men jeg blev ved med at få depressioner og efterhånden med kortere og kortere mellemrum.

Så var der en årrække, hvor jeg prøvede udelukkende med psykologhjælp, men depressionerne blev ved at komme.

Da de nyere antidepressiver kom på markedet, lod jeg mig overtale af min praktiserende læge til at prøve dem, fordi man sagde, at der var færre bivirkninger ved dem end ved de tricykliske antidepressiver. Hos mig gik det modsat: Jeg har aldrig oplevet noget så pinefuldt, som da jeg fik Seroxat. Her bagefter vil jeg mene, at jeg havde det såkaldte serotoninsyndrom, som er en slags forgiftning, der kommer, fordi leveren ikke kan omsætte medicinen.

Derefter blev jeg igen henvist til en psykiater, som afprøvede to slags på mig, Cipramil og Zoloft. Men jeg var nødt til at droppe både psykiateren og medicinen, da jeg blev mere syg af behandlingen. Jeg trappede ud af Zoloft i løbet af en uge, og da ugen var gået, var jeg fuldstændig depressionsfri.

Desværre kom depressionen igen i løbet af nogle måneder, og da var det, at jeg begyndte på naturmedicinen perikon, som hjalp mig fantastisk. Det er nu 8 år siden, og i år vil jeg for første gang trappe ud af det, sådan at jeg prøver at undvære perikon i de 3 lyseste sommermåneder.

På baggrund af mine erfaringer vil jeg sige, at det er så vigtigt, at der er nogle, der stopper op og prøver at finde ud af, hvad problemet er, når man har et forløb, hvor tilsyneladende intet virker på depression. Det nytter ikke noget, at lægen eller psykiateren bare bevidstløst kører på med større og større doser medicin eller afprøver den ene slags medicin efter den anden. Jeg vil gøre opmærksom på, at virkningen af en for stor dosis antidepressiv medicin er – depression!

Brevkassen her på Depnet, hvor der er læger og psykiatere, der besvarer spørgsmål, kunne jo fungere som sådan en anderledes synsvinkel, hvor folk kunne få en ”second opinion”, når de skriver ind. Desværre synes jeg ikke, at brevkassen fungerer sådan. Det har der lige været et eksempel på, som jeg snarest vil omtale i et andet indlæg.

I mit tilfælde var problemet, at jeg havde jernmangel. Det burde nogen have fundet ud af noget før. Jeg startede med tricyklisk antidepressiv, som virkede, men havde mange bivirkninger. Jeg sluttede med naturmedicinen perikon, som virker, og det helt uden bivirkninger. Det stemmer jo ganske godt med, at videnskabelige undersøgelser har vist, at perikons effekt er på linje med tricyklisk antidepressiv medicin.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, Lykkejagt, hvor stor en dosis perikon, du tog? Der er nogle, der ikke tør overskride den dosis, der står anbefalet på pakningen, og det er man nødt til, hvis man skal kurere en regulær depression og ikk

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, Lykkejagt, hvor stor en dosis perikon, du tog? Der er nogle, der ikke tør overskride den dosis, der står anbefalet på pakningen, og det er man nødt til, hvis man skal kurere en regulær depression og ikke bare tristhed, som perikon er godkendt til at behandle i Danmark.

Mange hilsner

Irsten

Hej Diddah

Jeg har på ingen måde tænkt mig at overtale Lykkejagt til at tage en anden form for antidepressivt middel. Det er netop meget vigtigt at holde fast ved det, der virker.

Det kunne se ud, som om du tror det! Jeg kunne bare godt tænke mig at vide, hvor stor dosis perikon, Lykkejagt har taget.

Det er vigtigt, at man tager den rette dosis antidepressivt middel. Ellers kan man jo lige så godt lade være at taget et antidepressivt middel. For lidt virker ikke, og for meget virker heller ikke.

Ved perikon synes jeg, at det er bedst at tage den dosis, som eksperterne anbefaler. Og det er almindeligvis det dobbelte af det, der står angivet på danske pakninger.

http://www.vitalraadet.dk/304+M59de7c85bed.0.html

http://www.sjwinfo.org/

Hvis man ikke ønsker at tage den dosis, der ifølge videnskabelige undersøgelser er nødvendig, er det bedre helt at lade være med at afprøve perikon.

Det er nu engang min mening.

Mange hilsner og god påske

Irsten