Debatindlæg

Hej Lykkejagt

Jeg burde jo kunne give et bud på et svar på dit spørgsmål, eftersom jeg har haft 20 depressioner i løbet af 32 år, og den første depression havde jeg som 20-årig.

Nej, jeg har ikke mærket nogen forskel i selve depressionen. Men jeg fik efterhånden erfaringer, der kunne hjælpe mig (f.eks. erfaringen om, at det ville gå over, hvilket man ikke kan forestille sig første gang).

Der er selvfølgelig forskel på at have en depression som ung uden familiemæssige forpligtelser, og så have en depression, når man har ansvar for børn. Det har været den mest afgørende forskel for mig.

Du spørger til diagnosticeringen. Der var ingen som helst tvivl om, at jeg havde en depression den første gang. Jeg havde alle de sikre tegn på svær depression (den type depression, som man kalder klassisk depression eller melankoliform depression): Hæmmede bevægelser, stivnede ansigtstræk uden mimik, total følelseslammelse, langsom tankevirksomhed, men alligevel tankemylder, morgenforværring, søvnproblemer, manglende appetit, vægttab. Den praktiserende læge kunne stille diagnosen, bare ved at se på mig.

Det har faktisk været sværere for mig at få læger til at forstå, at der var tale om depression ved nogle af de senere depressioner, da jeg blev midaldrende. Det virkede, som om lægerne ikke længere kendte symptomerne på melankoliform depression. De forestillede sig, at en depression ville vise sig ved, at den depressive græder meget. De kendte ikke til den type depression, hvor man er totalt følelseslammet og overhovedet ikke kan græde. Jeg tror, at der er sket det i de forløbne år, at lægerne ikke længere ser den klassiske eller melankoliforme depression så ofte, så derfor er der nogle læger, der ikke kender den.

Det skabte nogle problemer for mig, fordi jeg havde besvær med at få lægeerklæringer i forbindelse med sygemelding fra mit arbejde. Og desuden fordi lægerne blev usikre og afstandtagende over for en tilstand, som de tilsyneladende ikke kendte.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Held og lykke med foredraget.

Mange hilsner

Irsten

Jeg er lige blevet diagnosticeret med depression i en alder af 20, men har haft den i mange år uopdaget, troede det var normalt at have det sådan. Grunden til at jeg fandt ud af det var pga. at jeg var inde og læse om hypokondri, pga. at jeg havde været til lægen utallige gange, med div. symptomer og jeg var overbevist om at jeg fejlede noget. Da jeg læste om hypokondri, stod der at det kunne være et symptom på depression, så tog jeg testen hvor resultatet var svær depression. Mine forældre har altid bagatelliseret mit ekstremt lave selvværd til at være pga. at jeg bare var teenager, nu viser det sig at grunden til det er mere alvorligt.