Debatindlæg

Ja Cindy

Har de samme tanker som dig og kan slet ikke forholde mig til, at der er en eller anden kontor fis,( sorry hvis jeg fornærmer nogen), som ikke har et eneste problem ud over, at hun/han får en lille smule udslæt på armen, kan sidde og sige at vi selv kan bestemme os for at få det godt...

Hvis vi har kunnet gøre dette, ville der så være så mange depressive folk her i DK? Så ville vi sgu da alle vælge det sjove liv frem for at have selvmordstanker on an d off dag ud og dag ind...!!!

Synes bare man skal tænke sig rigtig GODT om inden man fyre sådan en omgang lort af...

Hej Tower

Problemet er jo, at det ikke kun er folk med mange ressourcer og folk, der ikke selv har noget i klemme, der siger den slags, som du har læst om i et dameblad.

Problemet er, at der også er behandlere – psykologer og andre psykoterapeuter – der siger det. Og det gør de, fordi der er gået mode i den terapiretning, der hedder kognitiv adfærdsterapi, og desuden også NLP, der står for Neuro Lingvistisk Programmering.

Begge retninger har rødder i USA, hvor tanken om, at enhver er sin egen lykkes smed, er fremherskende, og begge retninger er opstået under indflydelse af den tænkning, der har ført til fremkomsten af computere.

Det betyder, at der lægges meget vægt på, hvad du selv kan gøre for at ændre dit liv, så det bliver bedre. Og det betyder, at behandlerne er dybt påvirkede af en tankegang om, at et menneskes hjerne kan om-programmeres, lidt på samme måde som en computer.

Men vi er nu engang ikke maskiner!

Da jeg var ung og fik mine første depressioner, blev der altid sagt: ”Man kan nu engang ikke trække sig selv op ved håret”. Depression blev forstået som en alvorlig sygdom, som krævede behandling og ro og lang tids rekreation, før man kunne begynde at arbejde igen.

Nu om dage mener mange kognitive psykologer, at en depressiv kan blive rask, bare ved at lave om på sin tænkning.

Jeg vil ikke skære alle kognitive psykologer over en kam. Det er muligt, at der er nogle, der er kvalificerede. Men jeg glemmer aldrig den meget dybt depressive, der for flere år siden skrev et indlæg i brevkassen her på Depnet, hvor hun fortalte, hvordan hun i kognitiv gruppeterapi havde fået at vide, at det var hendes egen skyld, at hun havde en depression, fordi hun tænkte negativt. Hun skulle bare holde op med at tænke negativt, så ville hendes depression forsvinde, ifølge terapeuten. Det er klart, at den stakkels kvinde blev mere syg af den behandling, fordi hendes i forvejen voldsomme skyldfølelse blev forstærket.

Jeg er frygtelig bange for, at der er mange meget psykisk syge mennesker, der bliver mødt med samme holdning rundt omkring i behandlingssystemet.

Mange hilsner

Irsten

Man siger stadig, når man skal give et eks på, hvordan det er at være psykisk syg, så sammenligner man med et kompliceret lårbrud eller lign....
Hvorfor er det lige man er gået fra det??

Og hvorfor tager man ikke et syn på dem med fysiske sygdomme, som sagt fx et kompliceret lårbrud? Folk kan gå sygemeldt i mange år pga mange smerter, men disse smerter kan også være psykiske, men er der nogen der er efter dem?? Og hvorfor ikke bare bide smerten i sig og komme op at gå igen med job og familie und alles???

Det er faktisk hvad de siger til os psykisk syge... "du bestemmer selvom, du vil være rask eller ej"!

Ej nu bliver jeg faktisk rasende... Arrgggh!!

Diddah det var ikke for at generalisere, det er bare noget jeg har tænkt over....

Men nogle behandler tror, at hvis der er 1 med skizofreni, så er vi alle ens og det synes jeg selv er noget lort, bla derfor jeg ikke vil indlægges igen, fordi de behandler os alle ens og netop ud fra et eller andet dumt skema...som du selv skriver så er vi individuelle og skal have forskellige behandlinger.

Mine behandler er slet ikke sådan... og TAK for det... har et rigtig godt team bag mig, men ja nogle gange finder de på nogle finurlige ting, som bare ikke passer ind nogle steder...

Jeg har ofte oplevet, når jeg har været indlagt, at man får den samme tur...

De spørger bare så dumt: "Hører du stemmer og er du sikker på det er stemmer og ikke tanker?, følger du dig forfulgt?, hører du noget fra noget der kunne være ligesom højtalere?... og bla bla bla..."

Helt ærligt jeg er ret sikker på at sygdommen udvikler sig... og vi er jo ikke kun 1 person. Vi har hver vores oplevelser og ja som du selv skriver, så hvis man ikke passer ind i deres "bokse" så er det som om, de ikke tror på en og så bliver man faktisk ignoreret , hvilket jeg synes er den sygeste form for behandling...