Debatindlæg

Jeg arbejder ik pt.
Jeg synes det er pt forfærdeligt at tænke på at jeg skal ud i en revalidering, men jeg har ik andre muligheder og min psykolog støtter det (min læge mener ik arbejde er det rigtige pt).

Jeg synes også det er nærmest ulideligt at være det samme sted dag ud og dag ind......dog har jeg aldrig snakket med nogen om det :/ Det burde jeg nok.
Det er måske også derfor jeg har skiftet jobs så tit.....
Hmm, det er faktisk først nu da jeg læser din tråd, at jeg tænker tilbage på det.

Jeg startede for en mdr siden. Det går ok. Nogle dage er jeg ekstrem træt og har slet ik overskud til småproblemerne der dukker op. Andre dage, som i dag, så går det rigtig godt og jeg får lavet en masse på arbejdet.

Om jeg bliver på den virksomhed i de 2-3år......tjah......hmmm. Jeg ved det ik.
Men min psykolog støtter mig og ja, det er nok godt nok. Nu er det jo bare sådan her og så må jeg se.

Jeg er 21 år og igang med en uddannelse til tandklinikassistent, og jeg har selv borderline. Jeg har været startet på mange forskellige uddannelser i løbet af årene der er gået siden folkeskolen, men jeg har aldrig haft psyken til at gøre det færdig.
Det skal lige siges at jeg har vøret i intensiv behandling det sidste halve år, så nu føler jeg mig bedre rustet socialt til at tage en uddannelse. Og det går også meget bedre for mig nu mht den uddannelse jeg nu er i gang med....
Nu har jeg så bare været i gang i et halvt år, og står til at skulle i lære om et par måneder, og den tanke gør mig skrækslagen!
Alle de gange jeg har haft et fritidsarbejde, har jeg måtte springe fra en uge efter, fordi jeg har følt mig så ekstremt presset! Mit angst niveau har været på det højeste fra jeg kom til jeg gik hjem, og det var en ulidelig følelse at skulle være fastlåst det samme sted i så mange timer. Og med det mener jeg 37 timer i ugen! Det var bare en kostant klaustrofobisk følelse af at være lænket fast i nogle bestemt lokaler, med mennesker der overvågede ens arbejde...
Når jeg kom hjem satte jeg mig til at græde af udmattelse... Det var et rent helvede!!!
Så hvad gør jeg så nu, hvor jeg skal i praktik og lære? Har jeg overhovedet en chance? jeg vil bare så gerne have en uddannelse og være (normal)....
Og jeg ved samtidig af erfaring at jeg ikke kan få hjælp gennem kommunen..
hvis der er ngen derude der kender mit problem, har en løsning eller bare et skulderklap, ville det være skønt!
Hilsen den frustrerede pige!!

jeg er 56 - jeg har arbejdet fra 16 til 50 årsalderen. Meget, og selvstændigt. Endelig, men for sent, indså jeg mine problemer - deriblandt de personlige, og så de samfundmæssige.

Det har kostet mig alt. Ingen nævnt, men alt tabt.

Kampen kunne jeg ikke kæmpe, har fået diagnosen skizoid,
men om det gælder mig eller samfundet, er jeg da i tvivl om.

Anyway, så lagde jeg mig ret ned, og frabad mig yderligere tilbud. Det havde de - systemet - faktisk respekt for.

Så til jer unge som skal gå vejen. Vær jer selv.
Ingen ønsker at være en taber. Det er noget som kommer til en.

Men vær STOLT af jer selv.