Debatindlæg

Jeg fandt selv den side for noget tid siden og tog en snak med min psykolog om det, da hun mente jeg havde borderline. ADD og borderline bliver nemlig tit mixet, da de har nogle af de samme symtomer.

Jeg synes du skal snakke med din læge om det. Jeg har i hvert fald kun haft gavn af, at snakke med min behandler om sådan noget - om ik andet så for at få det ud af verden. For mit vedkommende kunne min psyk fortælle mig, at jeg ik har ADD men borderline pga det følelsesmæssige kaos jeg lever i.

Kram fra
Heidi

Hej Heidi

Jeg har talt med min læge i onsdags, og fik bare at vide, at alt kan passe på alle. Så jeg måtte virkelig kæmpe, for at få ham til at forstå, at jeg har et problem, som jeg har haft hele mit liv.

Jeg tror faktisk ikke, at han troede på mig, men et eller andet må jeg alligevel ha' fået ham overbevist om, selv om han slet ikke ville høre om, hvorfor jeg mente, at jeg kunne ha' det.

For han har sendt en henvisning til en psykiater, der er specialist i adfærd. Jeg kan højst sansynligt, først få en tid efter jul, men bare det, at jeg har et håb om, at jeg nu vil finde ud af, hvad der er galt, det giver lidt ro om det.

Jeg spekulerer dog en del over, hvad han har skrevet i henvisningen. Er bange for, at han bare har skrevet den, for at slippe for selv at høre på mig, og har skrevet, at jeg bare er en kværulant, der ikke skal tages seriøst. (selvfølgelig ikke med de ord, men noget med den betydning)

Men det giver mening for mig, at det er det bl.a. fordi..

Da jeg læste, at det skulle være arveligt, så faldt der også nogle ting på plads, om min far's såkaldte opdragelse af mig. Jeg kom i tanke om, at jeg har hørt nogle ting, fra hans barndom, som kunne passe på, at han havde det, i stor grad. Og det passer med den måde han altid har været over for mig, bl.a. at han sagde en ting, og mente noget andet, og skældte mig ud over, at jeg gjorde det han sagde, i stedet for det han mente. Så jeg altid var hunderæd, når han bad mig om at gøre noget. Og mange andre ting, som jeg har svært ved, at sætte ord på.

At jeg så samtidig, har meget svært ved, at gøre noget, som jeg ikke er 100 % sikker på hvordan jeg skal gøre, det skal jo give problemer.

Jeg har altid givet ham skylden for, mit manglende selvværd og selvtillid, usikkerhed, utryghed som barn, ja alle mine problemer pga den behandling og alle de ydmygelser og nederlag, han har udsat mig for, igennem hele mit liv, i alt hvad han har gjort.

Jeg har aldrig fået positiv feedback, kun negativ, eller ingenting. Og jeg har aldrig haft så meget selvværd, at jeg har kunne tro på, at ingen feedback, har kunne betyde positiv. Jeg er altid kommet frem til, at han bare ikke havde opdaget endnu, at jeg havde fejlet, og så gået nervøst og ventet på, at han opdagede det, og kom med den negative feedback.

Jeg sagde aldrig selv noget, jeg tror at jeg tidligt lærte, at det kun gav flere problemer, at spørge om noget.

Også efter jeg er blevet voksen, så har han altid gjort mig usikker, bl.a. fordi han altid sagde et til mig, og andet til andre, og derefter bebrejdede mig, at jeg reagerede på det han havde sagt til mig, og ikke det han havde sagt til de andre. Han fordrejer ting, som jeg har sagt og gjort, bilder folk direkte løgne ind om mig, og om fortiden, og tror selv på det hele.

Jeg har altid troet, at alle mine problemer bl.a. intet selvværd, usikkerhed omkring alting, svært ved at skabe og bevare kontakt med andre, stammer fra hans "opdragelse" af mig. At det er ham der har gjort mig til den jeg er.

Jeg har prøvet, at kæmpe mig fri af det, i hele mit liv, prøvet at lære mig selv, de ting som han har ødelagt for mig. Men det er aldrig lykkes for mig.

Hvis nu både min far og jeg, har ADHD/ADD, så ville det jo forklare en masse. Ikke kun alle mine egne problemer, men også hans behandling af mig. Og det forklare også, hvorfor jeg ikke bare kunne søge tryghed hos min mor, når min far gjorde mig ondt.

Ihvertfald, så har det allerede hjulpet mig lidt, at jeg prøver på at fokusere på, at jeg skal koncentrere mig om en tanke af gangen, og prøve at lukke af, for alle de forvirrende tanker, der hele tiden farer rundt i mit hoved.

Og det er gået op for mig, efter at jeg læste om det her, hvorfor ingen nogensinde har ville høre på mig før.
At det er fordi, at der er så mange forvirrende tanker, som jeg skal hitte rede i, at det tager meget lang tid, og meget koncentration, at finde svar på deres spørgsmål. Så de mister tålmodigheden, og enten stiller et n

Og det er gået op for mig, efter at jeg læste om det her, hvorfor ingen nogensinde har ville høre på mig før.
At det er fordi, at der er så mange forvirrende tanker, som jeg skal hitte rede i, at det tager meget lang tid, og meget koncentration, at finde svar på deres spørgsmål. Så de mister tålmodigheden, og enten stiller et nyt spørgsmål, eller siger noget for at hjælpe mig på vej. Men det forstyrre mit forsøg på, at finde et svar, så jeg bliver gal og frustreret over, at de ikke vil lade mig tænke færdig, og høre mit svar.

Måske er det også derfor, at jeg altid svarer "det ved jeg ikke" når nogen spørger mig om, hvad jeg tænker lige nu..?
En psykolog prøvede at overbevise mig om, at vi altid tænker på et eller andet, og at det måtte være fordi jeg ikke ville fortælle ham hvad det var, at jeg sagde, at jeg ikke vidste det.
Jeg kunne ikke svare ham dengang, men kan godt se nu, at der var en million tanker, men at jeg bare ikke kunne overskue, at vælge en, som jeg kunne sige højt, at det var det jeg tænkte på. Fordi der ikke var en, der var mere værd, end alle de andre.

Jeg håber virkelig at ham her, som jeg (forhåbentlig) skal tale med engang, han tager mig seriøst, og vil hjælpe mig, med at få styr på alle mine tanker.

Jeg er bare bange for, at hvis jeg nu bliver for "veltalende", fordi jeg prøver at arbejde med min koncentration, så vil han ikke tror på, at der er noget galt. Og så skal jeg igen, som jeg har gjort i hele mit liv, kæmpe med at finde ud af alting selv.

Jeg håber virkelig, at jeg nu kan komme videre.

Men jeg er meget usikker på, hvordan det vil komme til at foregå..?
Hvordan det bliver afgjort, hvad der er galt..?
Om jeg bliver sat til, at besvare en masse spørgeskemaer, med afkrysdning i ja eller nej..?
Om jeg får mulighed for at forklare mig..?

Jeg bliver frustreret over at skulle svare ja eller nej til noget, som er begge dele, uden at jeg får mulighed for, at forklare mig. Jeg er så bange for at blive misforstået. Og uanset om jeg skriver ja eller nej, eller undlader at svare, så misforstår de mig.

Jeg bliver gal og frustreret over, at de stiller mig et spørgsmål, som de alligevel ikke vil gi' mig lov til at svare på. Og hvis der er mange spørgsmål af den slags, så kan jeg slet ikke finde ud af det, og går helt i sort.

Er der nogen, som har erfaring med de ting, som jeg har beskrevet, og / eller med ADHD/ADD, og som har en mening om, om det kan hænge sammen..?

Knus kabu

.. til Kabu...

.. jeg har en ide, eller forslag til dig.. jeg sys bestemt du skal printe dette ud som du her har skrevet og måske ozze andet materiale, for du er knald god til at beskrive hvordan det føles at være dig. Dejligt du er veltalende og man kan skam godt have dine sygdomme alligevel ;-)

.. min konklution af det du her har beskrevet, mener jeg at kunne se, " det er klare du er bange for hvordan du bliver forstået eller ikke forstået. Det er jo et " traume" for dig ven, det sidder dybt i dig, at din far - gjorde dig rundt på gulvet.

Så print det ud og skriv mere til, send det til den psykiater/psykolog inden du ta der hen og så kan i drøfte det når du kommer, så skal du ikke, verbalt fortælle! men drøfte! kan du se det??

Held og lykke ven.

knuzzer Nanna

Jeg har også god erfaring med at tage mine nedskrevne tanker med til f.eks læge.
Det gør bare det hele lidt nemmere fordi så skal man ik gå og huske på det hele og tænkt hvis man nu glemmer noget vigtigt. Desuden tror jeg dagbøger og andet i den stil, hvor man skriver sine tanker ned når de er der, giver et rigtig godt billede af, hvordan man har det......
F.eks er jeg god til bare at "glemme" jeg f.eks har haft det ret træls.

Kram
Heidi