Fortælle det til lægen??
Written by
Skytteq_88
19. okt 2010 23:35
Jeg skal til læge i morgen formiddag. Jeg er ret nervøs for det, men jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg har gennem det sidste 1½ år været i behandling hos ham mod min depression. For 14 dage siden, da jeg sidste gang var hos ham, følte jeg ikke, at vi forstod hinanden. Faktisk har jeg lidt opfattelsen af, at det var mere en diskussion end en samtale. Det skal lige siges, at jeg er utrolig glad for ham og synes, at han hjælper mig rigtig meget.
Han sygemeldte mig og jeg fik noget andet antidepressiv, fordi jeg virkelig kan mærke, at jeg er på vej ned igen.
Den anden dag lå jeg en sen aften og var rigtig ked af det. Jeg havde fået nogle sovepiller (efter jeg VIRKELIG havde tigget ham om dem), som jeg tog en enkelt af. Jeg kunne ikke sove. Af en eller anden årsag, så kom jeg til at tænke på, hvordan min begravelse skulle se ud. Jeg fandt en blok frem og begyndte at skrive "gæstelisten" og hvem der ABSOLUT ikke var inviteret. Det skal nok lige siges, at jeg aldrig har haft selvmordstanker før - jo har tænkt på det, men aldrig seriøst. Efterfølgende blev jeg lidt chokeret over at sidde og kigge på listen. Hvorfor havde jeg pludselig fået den ide? Det endte også med at gøre mig mere ked af det. Jeg fandt det "selvmordsbrev" frem, som jeg skrev i starten af sidste år til min mor. Hold da op, hvor var det sørgeligt. Hvorfor bliver jeg ved med at lave den slags "forberedelser", når nu jeg ikke har tænkt mig at gøre det?
Mit spørgsmål er så; skal min læge have det her at vide? Jeg kunne godt frygte at han ville feje det af bordet og sige, at det skyldes, at jeg lige er startet på noget nyt antidepressiv og der altid er en øget risiko for selvmord i starten. I øvrigt kender han heller ikke til selvmordsbrevet fra sidste år..
- Skytteq
Ja!!!
Written by
Spunk
20. okt 2010 01:34
Jeg sys du skal fortælle ham om begge ting, både brevet og "gæstelisten".
Jeg sys det er enormt vigtigt at være ærlig, specielt overfor dem som skal behandle en, for at de kan hjælpe bedst muligt.
Så ja, jeg sys du skal fortælle ham om det:-)
Held og lykke:-)
Spunk
Ja
Written by
Skytteq_88
20. okt 2010 16:40
Ja jeg fik sagt det i dag. Jeg havde dem endda med, så han selv kunne se, hvad der foregik. Vi fik en lang snak om det.
Flint: Du har helt ret i, at det er en slags magt. Sådan har jeg nu aldrig kigget på det. For mig handler det ikke om magt, men mere om afmagt og desperation. Jeg har ikke tænkt mig at begå selvmord - bare rolig. Derfor var jeg også lidt nervøs for, hvordan det ville blive tolket. Det kan jo godt virke som om, at jeg overdriver. Jeg brugte en del timer på at tænke over det i nat og her til morgen inden jeg skulle afsted.
Jeg kom frem til, at det nok var det bedste at tage det med. Jeg havde det i min taske og ville derfor se, hvordan samtalen gik inden jeg bestemte mig for at finde det frem eller ej. "Heldigvis" snakkede vi om nogle emner, som passede ret godt ind ind i det, så jeg hev papirerne frem og han læste dem igennem.
Der er vist ingen tvivl om, at han blev lidt chokeret over det. På den måde kan man sige, at det var meget godt jeg gjorde det, for ellers var han ikke klar over, hvordan det egentlig står til. Jeg er en utrolig svær person at føre sådan nogle samtaler med, fordi jeg ikke siger særlig meget. Derfor kan det jo være lidt svært for ham at gætte, hvad der lige foregår inde i mit hoved. Jeg er glad for at jeg gjorde det :)
Desværre begyndte han at snakke om at vi måske skulle begynde at lede efter en anden behandler, fordi det ikke virkede som om, at han kunne gøre nok for mig. Det ville jeg være utrolig ked af og det gjorde jeg det også klart for ham. Nu må vi se, hvordan det kommer til at gå næste gang jeg skal derop.
Tusind tak for jeres kommentarer :) Det er rart at vide, at jeg ikke er den eneste, som sidder i den her situation.
Skytteq
Tak for opbakningen
Written by
Skytteq_88
20. okt 2010 23:59
Tusind tak for opbakningen :) Det falder virkelig på et tørt sted. Efter lægebesøget havde jeg virkelig brug for at snakke med en om det. Snakkede en del med min veninde om det, som også læste papirerne. Det beroligede mig lidt - også bare at få vendt det med en person, som kender mig privat. Det er jo lidt anderledes end at snakke med lægen.
Ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal mene om noget som helst lige nu. Kan ikke tage mig sammen til noget som helst og orker ikke engang at tænke på det. Får familiebesøg i morgen, så jeg må vist hellere tage mig sammen og få ryddet lidt op.