Debatindlæg

Hej psykologstuderende

Jeg vil meget gerne hjælpe jer, og jeg har forsøgt at svare på skemaet, men aner ikke, om I har fået mine svar. Skemaet var meget omfattende, og mit indtryk var, at jeg blev smidt af Internettet, længe før jeg blev færdig.

I hvert fald var der ikke en afsluttende kommentar til mig, da jeg var færdig med at udfylde skemaet, sådan som der plejer at være i den slags tilfælde. Så umiddelbart tror jeg ikke, at mine svar er kommet frem til jer.

Men jeg blev meget forbløffet over spørgsmålene i skemaet. I skriver, at det er selve diagnosen, I interesserer jer for. Og lige præcis denne vægtlægning på diagnosen finder jeg inderlig overflødig. En diagnose er jo bare en etiket, som gør, at læger kan tale overfladisk om en bestemt tilstand, uden at skulle bruge lang tid. Diagnosen depression siger jo intet om, hvad problemet er kommet af, og hvad der kan gøres ved det.

Selvfølgelig er jeg godt klar over, at der helst skal stilles en diagnose, før en behandling kan iværksættes. Og skal man have førtidspension, må der foreligge en diagnose. Men ud over det, mener jeg ikke, at det kan have nogen betydning for en depressiv person, om man får en diagnose eller ej. Det er jo bare noget, der står på et stykke papir i lægens arkiv (og hvis sygdommen er så alvorlig, at man er nødt til at få pension, står det også i kommunens arkiv). Det er bestemt ikke mit indtryk, at en veldefineret diagnose medfører en bedre behandling. I forhold til omverdenen spiller diagnosen i hvert fald ingen rolle.

Jeg blev til tider forarget over jeres spørgsmål, som virkede meget fordomsfulde. I kan mene, at I er nødt til at formulere spørgsmålene sådan for at matche eventuelle fordomsfulde svar, men jeg blev altså dybt forarget f.eks. over spørgsmålet om, hvorvidt jeg har brugt min diagnose til egen fordel! Det er virkelig langt ude!

Andre spørgsmål er bare mærkelige, f.eks. spørgsmålet om, hvorvidt en depressionsdiagnose har medført økonomiske fordele, f.eks. angående transportudgifter. Hvordan i alverden skulle det kunne lade sig gøre?

Endelig er der spørgsmålet om, hvad jeg mener depression kommer af. Det spørgsmål kan da ikke besvares generelt, bortset fra, at man med stor sikkerhed kan sige, at alle depressioner kommer af belastninger. Men hvilken type af belastninger, det drejer sig om, afhænger jo af den individuelle situation. Jeg synes også, at dette spørgsmål vidner om en vis fordomsfuldhed, som om depression opfattes som én bestemt tilstand, i stedet for den mangfoldighed af tilstande, som jeres studium må have lært jer, at der er tale om.

Hvis I så havde spurgt mig, hvad lige præcis mine depressioner kom af, så kunne jeg endda forstår det. Det gør I sådan set også – men kun på den måde, at I spørger, hvad behandleren mener, depressionerne er kommet af. Og det er jo sådan set ligegyldigt. Det, der er vigtigt, er ens egen forståelse af, hvad der er årsagerne. Kun hvis man selv er bevidst om årsagerne, er det muligt at gøre noget ved dem.

Min erfaring er, at de fleste behandlere er ligeglade med årsagen til depression. Det er et problem, som man selv må finde ud af.

Det var de tanker, som jeg gjorde mig undervejs ved udfyldelsen af jeres skema.

Held og lykke med opgaven.

Mange hilsner

Irsten

Hej igen

Louise og jeg vist er noget uenige om, hvor meget en diagnose betyder. Og jeg kan naturligvis godt se, at der er en risiko for stigmatisering, som vel især rammer dem, der i forvejen er hårdest ramt, og som derfor ikke i tilstrækkelig grad formår at sige fra.

I min besvarelse har jeg nok især fokuseret på min egen oplevelse af, hvordan det har været at have haft en sådan diagnose i 41 år. Og det har ikke påvirket mit liv, for diagnosen er ikke noget, som hverken jeg eller andre har interesseret os for. Jeg har ikke fortalt om den på de arbejdspladser, jeg har haft. En arbejdsgiver har ikke krav på at få at vide, hvad man fejler, når man er sygemeldt. Diagnosen var noget, der stod på et stykke papir hos lægen – ikke noget, der angik mig. Jeg havde problemer nok – med selve sygdommen!

Og jeg vil stadig mene, at det er selve sygdommen, der må fokuseres på – for at man kan finde årsager og behandlingsmetoder. At flytte fokus fra sygdommen til diagnosen er efter min mening forfejlet. Den depressive har jo stadig et problem, selv om vedkommende ingen diagnose får.

Så derfor vil jeg stille jer psykologistuderende et modspørgsmål: Hvis depression ikke længere skal diagnosticeres – hvem har så gavn af det?

Når jeg skriver dette indlæg, så er det nu mest, fordi jeg ligesom Louise undrer mig meget over spørgsmål 17 (spørgsmålet, der nævner OPDIGTEDE (!) undersøgelsesmetoder).

Jeg tillader mig at gengive spørgsmålet i sin helhed:

”17) Var diagnoseprocessen en grundig undersøgelse? Ja—Nej—
a) Hvis Ja
Blev der foretaget en blodprøve for at tjekke for kemiske ubalancer i hjernen? Ja- Nej-
Blev der foretaget en røntgen-undersøgelse eller en CATskanning af hjernen?

b. Hvis Nej
På hvilken baggrund konkluderede lægen din diagnose? (f.eks. ud fra DSM eller ICD-10 diagnose-manualer)?”

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til sådan noget!

Jeg synes, at vi, der har eller har haft depression tæt inde på livet, fortsat skal arbejde for at bekæmpe uvidenhed og fordomme – også hos universitetsstuderende ;o)

Mange hilsner

Irsten

Jeg nåede ca. halvejs gennem spørgeskemaet og droppede det igen. Hvorfor den fokus på diagnosen?

Jeg har en stressudløst depression og bare intersseret i at få det bedre. Diagnosen kan jeg bare bruge til at forstå, hvorfor jeg har mistet lysten til livet. Acceptere at min uforklarig "ked af det hed" er en del af sygdommen og tro på at der er lys forude.

Har desuden efterfølgende fundet ud af, at jeg er arveligt "belastet" med en mor, moster og mormor der lider og har lidt af depressioner. Det hjælper mig med at forstå hele situationen.

Hej igen :o)

Jeg har gemt spørgeskemaet og mine svar på min computer, for hvis min besvarelse ikke skulle være nået frem til de studerende, så ville jeg sikre mig, at al min anstrengelse ikke skulle være forgæves. Jeg har altså både svar og skema liggende, så jeg kan sende det til de studerende som vedhæftet fil til en e-mail, hvis de måtte ønske det.

Men jeg kan se, at dokumentet med skemaet ligger gemt under titlen ”Oversat spøgeskema”. Det kunne tyde på, at de studerende ikke selv har lavet skemaet, men blot har oversat det fra et allerede eksisterende (engelsk?) spørgeskema. Det kan muligvis forklare nogle af mærkværdighederne.

Når man laver en opgave på et universitet, så er de en vejleder. Det, der undrer mig, er, at de studerendes vejleder ikke har gjort indsigelser mod skemaet.

Når det er sagt, så tror jeg at opgaveformuleringen er meget i tråd med en tendens i tiden. Man ser den alle vegne. Kloge hoveder har lagt mærke til, at der er en epidemisk vækst i psykiske sygdomme og forskellige psykiske afvigelser f.eks. hos børn (ADHD, Aspergers og hvad det hedder alt sammen).

Hvem har fordel af det? spørger de kloge så. Jo, det har dem, der tjener på det, naturligvis. Medicinfabrikkerne tjener tykt på, at så mange bliver diagnosticeret, herunder producenterne af antidepressiv medicin.

Men at nogen har fordel af, at der stilles så mange diagnoser på psykiske lidelser, betyder jo ikke nødvendigvis, at andre, f.eks. de psykisk syge selv, bliver sorteper. Hvis de bliver sorteper, er det i hvert fald ikke på grund af, at de bliver diagnosticeret, efter min mening. Om nogen bliver sorteper, afhænger jo af, om de får den rigtige hjælp efter diagnosticeringen.

Men der er en tendens i tiden til at mene, at denne diagnosticering er gået for vidt. Man ser det alle steder. Der er masse af mennesker – selvfølgelig folk, der ikke selv har prøvet at have en depression – der mener, at depressioner blot kan forstås som almindelige livsproblemer, som folk skulle kunne klare selv, ved at tale med deres venner, dyrke lidt motion og i øvrigt tage sig sammen. De pågældende har, som alle andre mennesker, prøvet at slås med problemer, og de er kommet igennem det, og så mener de, at depressive mennesker på samme vis burde kunne løse deres problemer, uden lægehjælp, psykologhjælp eller antidepressive midler.

Den opfattelse bygger naturligvis på en misforståelse! Men det forhindrer ikke de pågældende i at fremture. Der er uddannede folk, f.eks. sociologer, der betegner antidepressive midler som ”livsstilsmedicin”. Professor Claus Møldrup har udgivet en bog, der hedder ”Den medicinerede normalitet”. Jeg har endnu ikke læst bogen, men jeg har læst tilstrækkeligt af Møldrups meninger til at se, at den slags har stor indflydelse.

Jeg vil lige afslutningsvis sige, at de psykologistuderendes opgave sagtens kan føre til frugtbare resultater alligevel. De stiller jo et åbent spørgsmål, så vidt jeg forstår: Hvem har gavn af, at der bliver stillet så mange depressions-diagnoser? Opgavens konklusion kan da udmærket blive, at det naturligvis er medicinfabrikkerne, der har mest gavn af alle disse diagnoser, men at det alligevel er nødvendigt, at diagnoserne bliver stillet, for at de syge kan få den hjælp, de behøver. Jeg håber bare, at fokus herefter bliver flyttet fra diagnoserne til sagen: Hvad er årsagerne til, at så mange bliver syge, og hvordan kan de få den bedste hjælp?

Mange hilsner

Irsten

Er fuldstændig enig med Flint. Efter at have læst kommentarerne så gider jeg ik engang forsøge. Jeg har ik engang åbnet skemaet. Jeg vil simpelthen ik kunne overskue lange og evt komplicerede spørgsmål.

/Heidi

Egentlig ville jeg gerne hjælpe. Men jeg kan slet ikke tilslutte jeres perspektiv i opgaven. Når men læser jeres opgaves titel"Epidemic Depression in Denmark: To whose benefit" henledes tankerne til noget i retning af at i er ude på at skrive en konklusion som lyder noget i retningen af: Der er rigtig mange som diagnosticeres som depressive.. Årsagen hertil er at der er flere der har fordel heraf. Særligt medicinalfirmaerne. Men de som får diagnosen har også fordele heraf. De bliver fri for at arbejde, får en fast indkomst uden at skulle gøre noget derfor.

Jeg ved ikke om jeg har ret.. Men opgavens titel og jeres spørgeskema stinker langt væk af fordomme. Jeg tror i skulle prøve at lave lidt kvalitativt arbejde som grundlag for jeres kvantitative undersøgelse.

Opgaven titel og perspektiv er helt hen i vejret. Der er sgu ingen der har fordele af at der i DK er mange som får depression - især ikke de syge og samfundet. Nuvel medicinalfirmaerne tjener penge på medicinen.. Men der er da også ligegyldigt - sammenlignet med de lidelser vi syge lever med til dagligt.

hilsen
Jens

Hej Alle. Nu har jeg læst hele tråden.. Irsten m.fl. rammer helt plet..
Jeg fristes til at sige: amatøragtigt arbejde. Slet ikke en farbar vej til et speciale på uni.
hilsen
Jens

Ja og da også jeres probelembaggrund, etiske og metodiske overvejelser. Det kunne da være dejligt at læse.. Heri har i jo givetvis også beskrevet vilkårene for de personer som medvirker i jeres undersøgelser? hvis ikke - så er det nok på tide at gøre det!

jeg har stadig en følelse af, at i måske i bund og grund har lyst til at lave en opgave som viser at depression er noget pjat! man kan da for pokker da bare tage sig sammen.. Min baggrund for dette er bl.a. jeres påstande om at: jeg citere:
"I gennem tiden har der været skrivet en hel masse af artikler og bøger om depression, udfra mange hypotheser: hvordan og hvorfor depression udvikler sig osv. Mange psykologer og læger siger at depression er på den ene eller den anden måde . De mener tit at sygdommen er uhelbredelig, og risikoen for tilbagefeld er gigantiskt". Disse postulater er DYBT problematiske. Jeg tvivler ganske enkelt på at i har noget at have det i.. Nej jeg tvivler faktisk ikke.. Jeg er HELT SIKKER! I har ikke noget seriøst og nutidigt litteratur som understøtter disse påstande.... Jeres vejleder, hvis han er kompetent, vil også stille kritiske spørgsmål til sådanne postulater..
Jeg forstår ikke hvorfor i skriver noget sådan... Er det i virkeligheden et tydeligt bevis på den mistro, mangel på forståelse - og ikke mindst ringeagt.. Som vi med psykiske lidelser møder rigtig ofte..

I har et problem..
I har givetvis heller ikke overvejet jeres målgruppe. Der er faktisk rigtig mange Depnet-brugere som er blevet syge EFTER de har taget en uddannelse på niveau med Jeres.

Min afsluttende kommentar er at i skyder med spredehagl - og i gør det vildt og inderligt.. Hvor er det i vil hen? find ud af det - og især find ud af hvordan verden ser ud i dag - og lad være med at postulere det ene og det andet..
Vis nu at i er ved at skrive et speciale - og vis at i magter at arbejde videnskabeligt.. Med at hvad det indebære..

Jeg synes i skal vise Jeres vejleder dette svar.. Hvis han siger- " kør videre i det spor i har lagt" ja så vil jeg anbefale jer at finde en anden vejleder..

Nu ved jeg ikke hvor i læser.. jeg læste på AUC.. Og er var man blevet sparket i r.... hvis man bruget den slags postulater til at lave et speciale på..

hilsen¨
jens

Hej DEPNET.
Jeg er blevet dybt urolig over et emne på depnet:
epidemic Depression in Denmark: To whose benefit
Dette emne er startet af infomaster… Angiveligt fordi nogle specialestuderende ønsker at få svar på et spørgeskema..

Jeg vil sige at de specialestuderende, i deres tekst, udviser meget ringe eller utidssvarende viden om emnet de ønsker svar på..

Faktisk er deres kompetence ret tvivlsom.. Jeg kan personlig ikke forstå at specialestuderende kan udvis så ringe forståelse for deres emne til specialet..

Jeg ved ikke hvad der er galt – men noget er der galt.. Jeg tvivler ganske enkelt på at kommende akademikere kan være så uvidende om deres emne til specialet..

Har i på Depnet tjekket hvad der er de kære ”studerende” er ude på.. Og om de er studerende?? Og hvem de i virkeligheden er?

Deres spørgeskema og deres beskrivelser er ganske enkelt så langt fra akademisk normalstandart, at jeg tvivler på deres motiver – og deres akademiske baggrund.

Jeg er bange for at det er fusk! Måske et forsøg på at finde grundlag for politisk propaganda.. Jeg er ikke sikker – men jeg er sikker på at nogen har et problem.

Jeg ved at i i organisationen har folk med stor viden om depression og videnskabelig metode etc.. Lad en af disse læse den debat..
Hilsen
Jens

1. Hvorfor spørger i ind til BDI? I Dk er det ikke denne test som er det mest anvendte værktøj!
2. i spørger: : Blev der taget en blodprøve, for at tjekke for kemiske ubalancer i hjernen? jeg spørger Jer: kan det lade sig gøre at tjekke kemiske ubalancer i hjernen?
3. i spørger: i. Blev der foretaget en røntgen undersøgelse eller en CAT skanning af hjernen? I DK er dette udelukkende noget man bruger i forskningen.. hvorfor så spørge om det?
4. i spørger til DMS.. uden at sige noget som helst om hvad det er.
5. i spørger: 18) Hvorfor søgte du hjælp på netop det tidspunkt du gjorde, med risiko for at få en psykisk sygdom diagnosticeret? Det er da et alt for ledende spørgsmål.. (skam er)
6. '.. etc,,,,
jeg orker ikke mere.. Jeres spørgeskema et så dybt problematisk at jeg ganske enkelt ikke tror på jer. Hvis i i virkeligheden er specialestuderende - så er i nødt til at tage er sammen og lave noget ordenligt.. Hvis i er fupmagere vil jeg blot sige til andre læsere at de skal lade være med at "hjælpe jer i jeres tvivlsomme agenda..

Hilsen
jens

Hej Diddah. Som forventet var der ingen respons..
Hvem gider svare på kritiske spørgsmål fra en psykisk syg?
Mistro, fordomme og ringeagt er jo noget vi alle herinde må leve med.

Det eneste jeg kan og vil gøre er at anbefale alle at undlade at skrive svar til denne undersøgelse. Den er ganske enkelt for ringe eller også er der noget andet galt.....

Hilsen
Jens

Hej DIddah.
Vi er ikke lige (meget værd). Os der er syge i sindet er ikke værd at tage seriøst. Vi er jo syge! Alt hvad vi siger og gør vil altid blive vurderet gennem et filter af mistro, fordomme og ringeagt.
jeg er efterhånden ved at vænne mig til det. Jeg møder det overalt i samfundet hvor jeg møder mennesker der ved at jeg er syg.

Derfor undre det mig ikke at Depnet ikke skriver et svar til mig... Han er jo syg (i hovedet) pyt med hans argumenter. Ja faktisk tror jeg ikke engang de gider læse hvad jeg har skrevet.. PYT med det - han er jo sikkert helt ude i hampen.. ´

Ovenstående er sikker sagt for hårdt.. Men et eller andet sted tror jeg at jeg har ret.....

Men sagen er at de kære "speciale studerende" -Enten er meget dårligt forberedte, har stilet sig selv et dårlig opgave, har en dårlig vejleder eller er ude på noget helt andet - som får mig til at tænke at de slet ikke er i gang med at skrive et speciale i psykologi.

Hilsen
Jens

Hej Louise

Efter min mening er det de psykologistuderendes vejleder, der har vejledt dem dårligt, for et sådant skema burde have været stoppet. Man kan ikke forlange, at de studerende ved alting, for de studerende er jo netop ved at uddanne sig. Men man kan forlange, at en vejleder er sin opgave voksen, og det var disse psykologistuderendes vejleder ikke.

De studerende har efter eget udsagn bedt nogle læger og psykologer godkende skemaet – nogle læger og psykologer, der sagde god for det! Og det forstår man jo ikke.

Hvad angår psykologerne, så kan jeg muligvis godt forklare nogle af vildfarelserne. Meget af psykologernes teoretiske viden har de fra engelsksprogede værker. Og forholdene for depressionsramte er helt sikkert anderledes i USA eller Storbritannien. Det kunne jo se ud til, ud fra dokumentets titel (”Oversat spørgeskema”), når det downloades på ens egen computer, at skemaet oprindelig er skrevet på et andet sprog. Men man er da nødt til at tilpasse et sådant skema til danske forhold. Og her mener jeg, at de adspurgte læger burde have grebet ind.

Jeg deler din opfattelse af psykologer, læger og psykiatere, Louise. Også jeg har mødt utrolig mange fagpersoner, der hverken havde situationsfornemmelse eller menneskelig indsigt. Og det skyldes helt sikkert, som du skriver, at det er dem med de bedste karakterer fra gymnasiet, dvs. dem, der er bedst til at tilegne sig teoretisk viden, der læser de pågældende fag. Men det er jo ikke nødvendigvis dem, der senere bliver bedst til at sætte sig ind i patienternes situation.

For en ordens skyld skal jeg lige sige, at jeg faktisk har mødt sympatiske og kompetente læger og psykologer, men desværre kun en enkelt venlig og kompetent psykiater. Og hun døde desværre, da jeg have gået hos hende få gange! Også jeg måtte igennem en række ukvalificerede psykologer, før jeg endelig fandt en, der var kompetent og tillidvækkende.

Det er også min fornemmelse, at disse fagpersoner stort set kører videre på den viden, de tilegnede sig i studietiden, dvs. at ny viden kun langsomt bliver taget i brug. Jeg vil tro, at de har alt for travlt i dagligdagen til at følge med inden for deres fag. Desuden er det måske svært at overskride visse barrierer. Hvis en læge én gang har lært at krop og psyke er meget adskilt, vil jeg tro, at det er svært at indse, at krop og psyke faktisk er tæt forbundet.

Det seneste chok over psykologers fordomme og uvidenhed fik jeg, da jeg i lørdags hørte radioprogrammet Agenda på radioens P1. Programmet havde titlen ”Doping til alle” og handlede om såkaldt livsstilsmedicin, som blev defineret som lægemidler, der bruges til raske mennesker til at forbedre deres præstationer og deres liv. Jeg var på forhånd meget interesseret i, om de kloge mennesker ville komme ind på antidepressiv medicin, og det gjorde de! En psykolog i studiet ved navn Peter la Cour sagde om SSRI-præparater, at de gør folk mere udadvendte, assertive og mindre i stand til at føle negative følelser. Det var helt tydeligt, at han mente, at medicinen har den virkning på alle – også raske mennesker.

Antidepressiv medicin kan naturligvis ikke bruges til at raske mennesker til at give dem større livskvalitet! Men hvorfor tror en uddannet psykolog det? Det er meget mærkeligt.
Man kan høre udsendelsen på www.dr.dk/agenda, men for en ordens skyld skal jeg lige sige, at udsendelsen ikke handlede specifikt om antidepressiv medicin. Eksperterne kom dog flere gange ind på emnet – og hver gang på denne fordomsfulde måde.

Mange hilsner

Irsten

Hej Ensian

Du har selvfølgelig ret, at jeg har da også tænkt mig at skrive til psykolog Peter la Cour på radioprogrammet Agenda og fortælle ham et par fakta. En fagperson skal ikke uimodsagt udbrede misinformation i radioen.

Hvad angår spørgeskemaet her, så har jeg det stadig liggende på min computer i udfyldt stand. Jeg forventede egentlig, at de studerende ville vende tilbage med en fortsættelse af det indlæg, hvor de var begyndt på en vejledning om, hvad man skal gøre for at sende skemaet til dem, men blev afbrudt, fordi deres indlæg var for langt.

Har du sendt skemaet?
Jeg går ud fra, at man blot sender det til deres e-mail-adresse som en vedhæftet fil til en e-mail.

Jeg er stadig lidt betænkelig – også fordi jeg på den måde ikke længere vil være anonym. Og så må jeg tilstå, at selve spørgeskemaet og måden at spørge på yderligere mindsker min tillid. Det er årsagen til, at jeg ikke har sendt det endnu

Mange hilsner

Irsten

Hejsa.. Du har ret.. Hvordan skulle de lære noget hvis ikke......

Jeg vil dog tilføje at et speciale på master eller kandidatstudie ikke kun har til formål at den studerende kan lære noget.. De skal faktisk vise at de på baggrund af bl.a. opnået viden kan SKABE ny viden om deres emne. De skal også vise at de kan lave undersøgelser i forhold til deres emne.. ALtså undersøgelser som er både valide og reliable. Altså skal deres undersøgelse vise noget der både rigtigt og pålideligt.. Når dette er sagt.. så vil jeg sige at de studerende, for mig at se, skyder 200% galt.. De har ganske enkelt ikke sat sig ind i emnet på en ordenlig måde.. Hvis de havde lavet forarbejdet ordenligt ville de aldrig have sendt et sådan spørgeskema til besvarelse bland mennesker der lider af depression.. Deres vejleder har i givet fald også fejlet 150%.. (kun 150%) fordi det altid er den studerende der har ansvaret for specialet..

Men jeg er også sikker på at alle her på depnet der har skrevet i denne debat har hjulpet de studerende rigtig meget.. Jeg tror de har droppet emnet eller har givet sig selv tid til at sætte sig ind i sagerne..

Jeg kender ikke "niveauet" på KU inden for psykologistudiet.. Men på Aalborg universitet, inden for det humanistiske felt, ville man ALDRIG komme igennem med sådan en gang ureflekteret skrammel. Det er netop ureflekteret skrammel - og intet andet. Slet ikke noget der kan blive til et speciale..

Hilsen
Jens

Jeg hilser undrøgelser velkommen - hvis de laves ordenligt.

De kære "studerende" laver en række helt basale fejl.

Når man laver en undersøgelse baseret på spørgeskema skal man gøre det ordenligt.
1. man skal tilpasse spørgeskemaet målgruppen. Det er da fint nok at de "studerende" har vist bl.a. læger skemaet.. Men hvis de vil bruge undersøgelsen til noget som helst må de nødvendigvis først af alt undersøge om skemaets spørgsmål og undersøgelsen som helhed kan bruges over for målgruppen. Der er ikke ret mange depressive som orker / magter at tygge sig igennem alle de spørgsmål.
2. Der er rigtig mange videnskabsteoretiske problemer i deres undersøgelse. De stiller ledende spørgsmål! De stiller spørgsmål som ganske enkelt ikke er relevante - fordi der ikke findes et svar på dem.. Bl.a. røntgenundersøgelse / skanning af hjernen. Ligeledes om der blev undersøgt for kemisk ubalance i hjernen. Sidstnævnte er endnu ikke mulig.

De har et fokus på diagnosens betydning.. Det kan for så vidt være fint nok.. Men de går galt i byen... fordi det hos depressive slet ikke særligt ofte er diagnosen som er problemet. Det er sygdommen der er problemet. Og det glemmer de "studerende" at have fokus på.. Dette er en fatal fejl i deres undersøgelse. Den handler kun om diagnosen. De burde finde ud af hvad diagnosen betyder.. Og for at gøre dette må de nødvendigvis undersøge om diagnosen er af væsentlig betydning for den syge - elle om de syge har et andet perspektiv. Hvis jeg skulle være censor - hvilket jeg har prøvet nogle gange - ville jeg spørge dem om hvorfor de ikke søger at finde ud af hvad der er vigtigt for deres målgruppe.
Deres projekttitel siger at de vil undersøge hvem der har fordel af at mange mennesker bliver diagnosticeret depressive.
Spørgsmålene i undersøgelsen retter sig udelukkende mod den syge. Det er endnu en fatal fejl. Der kan være mange som har interesse i at få mennesker diagnosticeret depressiv.. Særligt den som kan tjene penge på det.. Selvfølgelig har de syge også glæde af at diagnosen stilles - og er rigtig... Det er jo en forudsætning for at få den rette behandling.

Jeg kunne blive ved.. Men jeg er syg af depression - og jeg orker ikke mere..

Hilsen
jens