Debatindlæg

Debatforum:  Snakkeforum

Brevkassens svar til Gyla

Written by irsten 31. okt 2010 08:27

Jeg har endnu en gang reageret på et brevkassesvar. Tilfældigvis er det også denne gang et svar fra Bodil Andersen. Mit indlæg og svaret vil ikke blive bragt i brevkassen, så derfor bringer jeg begge dele her:

”Kære Bodil Andersen

Jeg har nu gennem en del år fulgt med i Brevkassens svar til Depnets brugere. Af og til ser jeg svar, som jeg undrer mig meget over, og jeg har derfor besluttet, at jeg så vidt muligt vil reagere, når jeg ser sådanne svar.

Gyla skriver i en henvendelse, der er indsendt den 11. oktober 2010, at hun overvejer at begynde på perikum mod depression og angst, men at hun har fundet ud af, at perikum nedsætter virkningen af alprazolam, som hun har taget i 28 år og fortsat tager.

Hun stiller nu et specifikt spørgsmål, nemlig: ”Skal det forstås sådan at perikum vil nedsætte virkningen eller virkningstiden, eller vil det måske forhindre den beroligende virkning?”

Jeg synes, at spørgsmålet er tydeligt formuleret. Alligevel giver du ikke Gyla noget svar på spørgsmålet. I stedet får hun en moralprædiken om, at det ikke er godt at tage alprazolam. For lige at sætte trumf på skriver du endda, at Gyla har taget det i 38 år i stedet for 28 år, som hun selv har skrevet.

Jeg kan ikke forestille mig, at der er findes mangeårige benzodiazepin-brugere, der ikke ønsker at komme ud af forbruget, og som ikke har forsøgt at komme ud af det mange gange. De fleste af dem har i god tro fulgt deres læges anbefaling om at tage det. Men nu, hvor de er afhængige, er det desværre, efter hvad man hører, stort set umuligt at få kvalificeret hjælp til at komme ud af forbruget.

Men benzodiazepiner er jo faktisk noget stads, og jeg er overbevist om, at Gyla ville være parat til at acceptere en moralprædiken fra dig, hvis bare du også gav hende et svar på det stillede spørgsmål. Det gør du imidlertid ikke. Du gentager blot den viden, som Gyla selv har fundet frem til: ”Perikum er ganske rigtig ikke så ukompliceret at tage, fordi den har indvirkning på den medicin, du tager…”

Det vidste Gyla jo i forvejen! Spørgsmålet gik på, HVORDAN påvirkningen er!

Jeg synes selvfølgelig, at det er o.k., hvis de eksperter, der giver svar i Brevkassen, skriver, at de ikke kender svaret på de stillede spørgsmål. Man kan jo ikke vide alting. Du kunne have henvist til en anden, som evt. kender svaret. Det kunne f.eks. være en farmaceut.

Men jeg finder det respektløst, at du blot kommer med en moralprædiken og ellers overhovedet ikke svarer på spørgsmålet.

Mennesker med psykiske lidelser har ofte været udsat for mange svigt og overgreb og fuldstændig misforståede forsøg på såkaldt hjælp. Jeg ville ønske, at de mennesker, der har påtaget sig at hjælpe dem, f.eks. ved at svare på spørgsmål her i brevkassen altid ville vise folk den respekt, at de i det mindste svarer på det, der spørges om.

Med venlig hilsen

Irsten”

Svaret var ikke et svar - men en kommentar!

Written by irsten 31. okt 2010 08:30

Og her er så beskeden til mig fra Depnet:

”Kære Irsten

Tak for din kommentar til Bodil Andersen på hendes besvarelse af Gylas brev fra den 11. oktober 2010.

Vi beklager din opfattelse af Bodil Andersens besvarelse, men gør dog samtidig opmærksom på vores Brugervilkår, hvor der bl.a. står: ”Oplysningerne og de råd, der gives på www.depnet.dk kan under ingen omstændigheder træde i stedet for professionel rådgivning og/eller behandling af en læge.”

Alt hvad du læser i fx brevkassen kan naturligvis ikke stå alene, det er blot et tilbud til de, der måtte ønske en kommentar fra vores tilknyttede eksperter, og deres kommentarer kan aldrig stå alene, som vi ligeledes skriver i brugervilkår.

Venlig hilsen
Inge Marie
Depnet

Dit spørgsmål vil ikke blive publiceret på depnet.dk. På gensyn på depnet.dk”

Jeg vil gerne kommentere beskeden fra Inge Marie, og min kommentar kommer her:

For en sikkerheds skyld vil jeg lige sige, at selve emnet for Gylas spørgsmål intet har at gøre med min indsigelse. Så vidt jeg ved, er jeg den eneste, der i Depnets debatter har advaret mod at tage perikon og benzodiazepiner samtidig.

Nej, grunden til min reaktion er netop det, at der overhovedet ikke bliver svaret på Gylas spørgsmål. Det er, som jeg ser det, mangel på respekt.

Og nu får via altså at vide, at de besvarelser, der kommer fra eksperterne som reaktion på folks spørgsmål, ikke uden videres skal forstås som svar, men blot som kommentarer til spørgsmålene. Bodil Andersen har ønsket at kommentere Gylas spørgsmål – ikke besvare det.

Så ved vi det ;o)

Mange hilsner

Irsten

Synes også..

Written by kabu 31. okt 2010 09:15

Jeg synes også nogen gange, at svarene bare lyder som en sludder for en sladder, hvor spørgerne ikke får svar på et simpelt spørgsmål.

Jeg kan forstå mange gange, hvor det handler specielt om dem, der spørger, at det er svært at svare. Men mange gange er det jo generelt medicin virkning, som her, som spørgsmålet går på.

Det mener jeg også godt, at de kunne besvare på en bedre måde.

Og gengive fact korrekt..

Nogen gange "gengiver" de nogle fact, som slet ikke står i spørgsmålet, er det fordi de har kortet brevet ned, så det har været der ?

Synes bare ikke, at der stod i de tilfælde, at de har kortet i brevet.. Så ville jeg jo ikke undre mig over det..

kabu