Debatindlæg

hej- ja man lægger ofte noget forskelligt i ordene

for mig betyder, at jeg har det godt- det at jeg kan trække vejret-

jeg kan godt sige f.eks. jeg har det godt, men jeg har ondt i min fod f.eks. og-jeg har det godt nok, men ikke så godt psykisk...

håber snart du får det bedre-
og måske også snart bliver helt "rask"..

.. Ved somatisk sygdom, bla kræft, bliver man først erklæret rask efter 5 år. I den mellemlæggende periode hedder det - man er " sygdoms fri.

.. med min ( stationær/kronisk deperssion ) er jeg jo ikke rask. Men min medicin gør mig jo egentlig ( sygdoms fri )

Man er vel osse sygdoms fri - når man får medicin mod diabetes.

Hvornår er man syg - hvornår er man rask.

Jeg er ikke rask - jeg er sygdoms fri.

Kære Heidi - jeg tror ikke du skal bekymre dig så meget om ordet rask.
Man er først rask, når man er rask. Det må være det man lægger i det.

ved det ik....

.. jeg ved du gerne vil være rask. Men fordi man er rask, betyder det jo ikke at man ikke er " sårbar ".

Man må gå forsigtigt til værks med orden Rask.

Jeg mener ikke altid at orden rask, betyder rask. Kære Heidi, du skal ikke være bange for orden rask.

knusss Nanna.

Hej Heidi

Sådan som jeg forstår dig, så handler det om, at du er bange for, at du ikke kan leve op til folks forventninger om, at du skal blive hurtigt rask.

Og sådan er det jo tit. Mange oplever, at andre står på nakken af dem og presser på, for at de skal blive raske, f.eks. den kommunale sagsbehandler. Nogle gange er det også de pårørende, der presser på.

Men det tager nu engang den tid, det tager, at komme sig. Og problemet er, at andres pres eller forventninger mange gange forsinker helbredelsesprocessen. Man bliver så bange for, at man ikke kan leve op til andres forventninger, og så bliver man helt stresset og får et tilbagefald.

Egentlig tror jeg, at det offentlige kunne spare millioner af kroner hvert år, hvis man ikke forsøgte at stresse folk til at blive raske!

Under mine allerførste depressioner, da jeg var helt ung, var depressioner ikke så almindelige som i dag. Dengang blev der taget hensyn, og kommunalt ansatte personer kunne ikke finde på at udtale sig om noget, som de ikke havde forstand på. Men i takt med, at depressioner blev mere almindelige, oplevede også jeg, at jeg blev udsat for pres – også i tilfælde, hvor hverken læge eller psykiater kunne gøre noget. Det har været underligt at iagttage den udvikling.

Min erfaring er, at man – selv efter at en depression er overstået – har et voldsomt behov for tid til at komme sig rigtigt. Man er skrøbelig og sårbar og har brug for tid til at bearbejde det, der er sket, og prøve at nyorientere sig med henblik på at forhindre, at der kommer en ny depression. Denne efter-bearbejdelsesproces og denne nyorientering, som var mulig før i tiden, får man ikke længere tid til at gennemleve, for i dag det gælder om at komme i arbejde, så hurtigt som muligt.

Jeg husker engang, hvor min søster havde taget sig af min to-årige under en depression. Det var gået fint, men nu havde min søster efterhånden meget at lave, og jeg var meget nervøs for, at jeg ikke skulle være rask nok til at tage drengen hjem, når det blev nødvendigt. Det resulterede i et tilbagefald af min depression. Jeg husker tydeligt min daværende psykiaters reaktion: ”Kunne du ikke bare have bedt din søster om at passe drengen to uger mere, i stedet for at stresse så meget, at du blev syg igen?” spurgte han surt.

Kære Heidi: Sygdom tager nu engang den tid, det tager, plus ekstra tid til rekonvalescens og til at opbygge overskud. Prøv at forklare folk det, og sig til dem, at stress og pres forlænger sygdomsperioden.

Jeg bliver helt betænkelig på dine vegne, når du skriver, at ordet ”rask” er et træls ord. Det burde det jo ikke være. Men jeg ved godt, at man er i en udsat position som syg i vore dage.

Jeg sender dig al min opbakning og alle gode ønsker

Irsten

Jeg har tænkt på andre ord til at erstattet "rask" med. Bl.a velfungerende og ja, som du Nanna skriver, sygdomsfri....

Irsten, ordet "rask" er et træls ord for mig som borderliner, fordi jeg sætter det sammen med at skulle lade som om, hænge i det yderste af neglene, kæmpe og opretholde en facade, skjule min selskade osv.
Alt sammen noget som er utrolig krævende og udmattende.

Men jeg føler mig hverken velfungerende eller sygdomsfri endnu. *suk*

Det tager nok bare tid og jeg må nok finde lidt mere tålmodighed fordi jeg ved, at for andre med borderline har det taget flere år at blive velfungerende og jeg har kun været i behandling i 6mdr. og det er ik kun for min borderline men også for min bulimi.

Tak for jeres råd. Det er nogen jeg i hvert fald vil tænke over...