Debatindlæg

Hej Irsten. Du skriver:

Det gjaldt for ham om at få et budskab frem om, at det somme tider kan være den antidepressive medicin, der er en hindring for, at der kan ske en bedring.
når jeg læser hvad den dygtige psykiater skriver.. Ja så er det noget andet end du skriver.
Han skriver: ”Hjælper medicin ikke, skal man overveje, om diagnosen er korrekt, og om der måske bag den medicinske behandling er indtrådt en spontan bedring, som først synliggøres, når den medicinske behandling nedtrappes og ophører. Det er derfor vigtigt ved udeblivende effekt at overveje gradvist medicinophør med henblik på nærmere observation og diagnose-revision. Undertiden oplever man da – når de eventuelle ophørssymptomer er aftaget – at personen nærmer sig sit normale jeg.” .
Dette udsagn kan og bør tolkes anderledes end det du gør. Han siger: hvis antidepressiv medicin ikke virker - ja så er der grund til at revudere diagnosen.. Han siger også at diagnosen måske var forkert fra starten.. Hans synspunkt om at det vil være en god ide at nedtrappe medicin - hvis det ikke virker er da for pokker ikke noget nyt.. Og hvis patienten bliver rask - ja så er det da det rene idioti at behandle med antidepressiv medicin..

Når jeg læser dit citat. så læser jeg noget andet ded du går.. Jeg læser at en psykiater foreslår at man trapper medicinen ned når den ikke virker. Jeg læser også at han har erfaring med at nogle bliver raske (måske spontant) efter de er ophørt med medicinen. Jeg tror ikke den kære psykiater ser dette som noget "helt specielt".. Jeg tror han beskriver dagligdagen inden for psykiatrien.

Nogle har stor glæde af medicin.. Andre har ikke.. Nogle bliver raske af medicin - andre ikke. Nogle får det bedre med medicin - andre ikke..
Faktum er måske at nogle bliver diagnosticeret depressive.. Selvom det måske ikke er depression de fejler..
I giver fald hjælper antidepressiv medicin ikke en pind.. Men det betyder vel også at de kan blive raske uden medicin..
Og er de tæt på at blive raske - og har medicinen ikke hjulpet.. Ja så er der da for pokker god grund til at stoppe medicinen..

sikke dog
Jens

Hej Pernille og Skovgaard

Til Pernille: Dine erfaringer ligner mine. Jeg trappede ud af Zoloft og blev rask. Men et halvt år efter fik jeg en ny depression.

Jeg vil forsøge at brodere lidt videre på emnet i et nyt indlæg.

Til Skovgaard: Jeg husker tydeligt dit problem, og jeg blev helt glad, da jeg så, at du har fået det bedre og endda tænker på at få et barn! Du efterlyser råd mod den tilbageværende træthed. Måske skal der bare gå mere tid? Jeg var træt i mange år, og da jeg havde fået kompenseret for de årsager, der kunne påvises, fortsatte trætheden endnu et stykke tid. Men nu er den stort set væk :o)

Mange hilsner

Irsten

Hej Hellemt

Tak for dine pæne ord!

Det er da godt, at der er nogle, der kan bruge mine skriverier til noget ;o)

Jeg tror, at vi må konkludere, at vi alle er forskellige, og det, der er godt for den ene, kan være forkert for den anden. Problemet er, at der er nogle, der tager det stærkt personlig og bliver forargede, når jeg skriver noget, som måske ville være forkert for dem, men rigtigt for andre :o)

Det er der ikke noget at gøre ved.

Det lyder godt, at du har fået det meget bedre, efter at du er kommet af med disse store doser stærk medicin. Jeg kender intet til Modiodal, men jeg ved, at Rivotril er at sammenligne med benzodiazepiner, som man ganske rigtigt skal passe lidt på med, fordi det er vanedannende. Min erfaring er, at det kan være svært at holde igen med den slags, hvis man ikke får en virkelig brugbar hjælp.

Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at få en eller anden form for psykoterapi. Når man som du har været udsat for grimme ting i barndommen, kan terapi være en vigtig hjælp. Jeg ved godt, at det kan være svært at finde den rigtig slags terapi, og jeg ved godt, at det kan være frygtelig dyrt. Men det må være muligt at få tilskud. Og i hvert fald er det en investering i din fremtid.

Jeg sender dig alle gode ønsker om et godt liv

Irsten

Hej Helle

Det er en modbydelig situation, du står i. Der er utrolig mange, der bliver presset til mere, end godt er i det kommunale system. Jeg blev også i høj grad misforstået, fordi jeg så rask og stærk ud, rent fysisk. Og under dybe depressioner mente nogle læger og konsulenter snarere, at problemet var manglende intelligens. Det beviser bare, at de ikke har den store forstand på det, de beskæftiger sig med.

Jeg har også i perioder taget benzodiazepiner, og de fleste gange havde jeg overhovedet ikke problemer med at komme af med dem. Dog var der en enkelt gang, da jeg i en længere periode tog Alopam under en svær og stressende arbejdsopgave, hvor min læge pludselig forlangte, at jeg skulle trappes ud. Det lykkedes mig at få udtrapningen udsat, til opgaven var færdig. Og med lidt overtalelse fik jeg også lægen til at gå med til den nedtrapningsplan, som jeg selv foreslog. Men det var ubehageligt, at jeg var nødt til at foreslå en hurtigere nedtrapningsplan, end egentlig nødvendigt. Og det var ubehageligt at være genstand for lægens vrede utålmodighed :o(

Min erfaring er også, at psykiatere ikke er så bange for at ordinere benzodiazepiner som de praktiserende læger. Den seneste psykiater, som jeg gik til, ordinerede Rivotril, UDEN at jeg havde brug for det! Jeg tog dem derfor ikke. Problemet er bare, at benzodiazepiners virkning efterhånden aftager. Og det er ubehageligt at tage noget, som ingen virkning har og alligevel være nødt til at tage det, for ikke at få abstinenser. Forhåbentlig er du endnu ikke kommet dertil, hvor Rivotrils virkning er aftaget.

Du spørger mig om en god psykoterapeut. Jeg kan kun fortælle, hvad der var godt for mig. For det første er der jo selve behandlingsformen. Og her er der mange muligheder. For det andet er der selve behandleren. Det er ikke alle mennesker, som passer sammen.

Jeg har været hos et utal af forskellige behandlere. Jeg vil i hvert fald råde til, at man vælger én med en godkendt uddannelse, f.eks. en psykolog. Men derudover skal vedkommende bruge en egnet behandlingsmetode, og erfaring og personlighed hos vedkommende betyder også meget.

Jeg fandt efterhånden ud af, at kropsorienteret psykoterapi var den rigtige behandlingsmetode for mig. For mig handlede det om at lære min krop og dens behov bedre at kende, blive bedre til at mærke mine følelser og i højere grad leve i overensstemmelse med mine følelser og behov, i stedet for at fornægte dem, sådan som jeg var opdraget til. Jeg valgte denne psykolog:

http://www.vindinghoved.dk/index.php?side=om-os

På nogle vil hun – og især hendes mand – nok umiddelbart virke noget langhåret og flippet, men hun er meget alsidig, som man kan læse, og hun er i stand til at se fuldstændig bort fra den meget alternative side. Hun er meget nede på jorden og ligetil. På hendes hjemmeside kan du læse om kropsorienteret psykoterapi. Hvis du bor i en anden landsdel, kan du prøve at søge på ”kropsorienteret psykoterapi” på www.google.dk

Og ja, det koster mange penge. Men for mig var det en vigtig investering, som jeg ikke ville have undværet. I en lang periode fik jeg overhovedet ikke nyt tøj (Man kan købe meget godt brugt tøj), og menuen var meget ofte billige fisk og hjemmebagt brød, samt ting, jeg fandt i naturen (æbler, nødder, bær og svampe).

Lige nu har du sikker nok at se til med dette afklaringsforløb. Held og lykke med det!

Irsten