Tak for mange gode tips og glædelig jul!
Written by
irsten
17. dec 2010 07:57
Hej alle
Når jeg tænker tilbage på de år, jeg har været medlem af Depnet, synes jeg, at der er sket meget positivt for mig. Jeg har her på siden fået mange råd og tips, som hjælper mig i min hverdag, så jeg kan undgå at havne i depressionshelvedet igen.
Når man som jeg har haft mange depressioner (20 i alt), hvoraf de fleste var svære, er man nødt til hele tiden at beskytte sig mod belastninger. Depressioner har det jo med at blive værre med tiden, og tærskelen for, hvor meget belastning, der skal til, før en depression udvikles, bliver lavere, jo flere depressioner man har haft. Selve behandlingen (antidepressivt middel og psykoterapi) er selvfølgelig det vigtigste i første omgang, men det er også vigtigt at kende til råd og tips, der kan gøre mindske belastning i dagligdagen.
(At beskytte sig mod belastning behøver ikke at betyde, at man helt undgår udfordringer. Der findes udfordringer, som man bliver stærkere af, fordi man lige netop magter dem, og de gør ikke nogen skade, hvis man husker at give sig selv ro og hvile bagefter. Og der findes udfordringer, som kun fører noget dårligt med sig, fordi man lige netop ikke kunne klare dem, hvilket giver nederlag, og nederlag skal vi altså ikke samle på!)
Jeg vil gerne sig tak til andre Depnetbrugere for de mange gode tips gennem årene. Senest var det linket fra Kabu i Snakkeforum 8/10-2010 til en hjemmeside med oplysninger om ”stille ADD”, hvor der stod, at det er vigtigt at tilpasse de krav, man stiller til sig selv, efter de ressourcer man har. Jeg synes, at det er så klogt formuleret, og derudover at rådet må kunne bruges af mange andre mennesker end folk med ADHD/ADD. Egentlig lyder dette råd jo bare som ganske almindelig logik, men mange af os er jo hjernevasket med idéer om, at man skal udfordre sig selv til at klare mere og mere! For mig var det lidt af en åbenbaring at se dette enkle, selvfølgelige råd på tryk.
Tidligere var det oplysningerne om HSP/SSP, altså highly sensitive persons/særligt sensitive personer, fra rosenpigen (Snakkeforum 12/11 2008). På grund af dette tip læste jeg bogen af Elaine A. Aron: ”Særligt sensitive personer”, og den bog var faktisk også en åbenbaring for mig. Før da havde jeg været irriteret over min følsomhed, fordi jeg opfattede den som noget negativt: det samme som at være overfølsom eller sart. Og jeg havde desværre fejlagtigt forsøgt at gøre mig selv mere robust, så jeg kunne tåle mere, sådan som man også traditionelt er blevet opfordret til. Nu forsøger jeg at se min følsomhed som en evne eller et værdifuldt karaktertræk, som man dog skal være lidt varsom med, da man nemt kan blive overbebyrdet af for mange indtryk.
Også tak til Frolo for linket til Ugeskrift for læger om D-vitamin (Snakkeforum 6/5 -2010). Dit link har ganske vist skabt meget ballade, men at folk er utilfredse med den information, der bringes, må aldrig føre til censur eller selvcensur.
Jeg vil gerne ønske alle en rigtig glædelig jul!
Irsten
God jul til dig
Written by
jenschr
17. dec 2010 12:25
Overvej nu at ta en uddannelse inden for psykiatrien.. I givet fald kunne du sikkert skabe revolution inden for områder! eller også ville du få forstand på psykiske lidelser og live klogere end du er nu..
Den fæle og kritiske
Jens
Endnu en gang glædelig jul!
Written by
irsten
19. dec 2010 06:11
Hej Flint
Det er rigtigt, at jeg er på vej væk, men jeg er ikke rejst endnu. Der er selvfølgelig computere alle vegne, så det er da ikke umuligt, at jeg kigger her på Depnet en gang imellem, men der vil formodentlig være rigeligt at tage sig til i øvrigt.
Du skriver, at debatten vil komme til at mangle farve, hvis jeg aldrig mere vender tilbage. Men Flint, jeg har ikke lyst til at være en slags boksebold for dig og Jens!
Debatten her har givet mig meget i årenes løb, først og fremmest gode råd fra andre mennesker, og det har været vigtigt i min helbredelsesproces. Men når man som jeg har haft depression så tæt inde på livet i flere årtier, har der også efter selve helbredelsen været et behov for at bearbejde det hele følelsesmæssigt og forstå, hvorfor alt dette skete. Dette behov har jeg fået afløb for ved at deltage i debatterne her, ved at læse om andres problemer og give mit besyv med.
Du stiller et konkret spørgsmål, nemlig om D-vitamin eller fiskeolie kan helbrede en maniodepressiv.
Hvordan i alverden har du fået den mærkelige idé?
Angående D-vitamin vil jeg henvise til mit svar under tips til andre, som jeg lagde på for lidt siden, men jeg vil da gerne kort skrive følgende:
INGEN har påstået, at D-vitamin kan helbrede depressioner. Hvorfor i alverden skulle det så kunne helbrede en maniodepressiv?
Angående fiskeolie må jeg endnu engang henvise til Psykiater Jes Gerlach. Jeg gengav hans citat under ”Tips til andre”:
”Mange ukontrollerede og enkelt kontrollerede undersøgelser har vist, at umættede omega-3-fedtsyrer har en positiv virkning over for visse depressionstyper, specielt som tillægsmedicin, når tilstanden ikke bedres af behandling med nyere depressionsmedicin(SSRI’erne). Tilsyneladende er det især de melankolske depressionsformer og bipolar lidelse, der reagerer positivt.”
Ifølge Jes Gerlach er det faktisk især de alvorlige depressionsformer, så som bipolar lidelse, der reagerer positivt på de gode olier. Men derfra og så til at påstå, at det er selve fiskeolien, der helbreder en maniodepressiv, er der MEGET langt! Det er selvfølgelig den SAMLEDE behandling, der gerne skulle virke positivt. Sådan som jeg har forstået det, er det vigtigt, at hjernen får byggesten, så den kan erstatte beskadigede hjerneceller. Hjernen består af to tredjedele fedtstoffer, og en stor del af disse fedtstoffer er omega3-fedtstoffer, altså den slags fedt, der er i fisk. I gamle dage troede man ikke, at hjernen kunne danne nye hjerneceller, men nu ved man, at der hele tiden kan dannes nye, når bare hjernen har byggestenene til det. Og det har hjernen, hvis man spiser fisk eller fiskeolie. Derfor har man ALT at vinde og intet at tabe, hvis man som maniodepressiv sørger for at få tilstrækkeligt med sunde fedtstoffer.
Men at påstå, at fiskeolie alene skulle kunne helbrede en maniodepressiv er efter min mening temmelig langt ude! Nu er jeg spændt på, hvordan du vil forvanske dette her indlæg! Men Flint, tænk på, at det ikke er alle, der synes, at det er morsomt eller giver farve, når der bruges forvanskning eller bagvaskelse i debatterne. Der er nogle – herunder jeg - der bare ønsker en fredelig og seriøs debat.
Mange hilsner
Irsten