Debatindlæg

Det kunne ligeså godt ha været mig der havde skrevet det indlæg, - også dit iøvrigt Emilie 1992.
Så nu er vi da 3 der kan forsikre hinanden om at vi ikke er alene om de følelser.. :D - Selvom det selvfølgelig bestemt ikke er noget jeg ønsker for andre at slås med.. :(

Hvad gør I for at forsøge at finde jer selv..???

Jeg går hos en psykolog og i første omgang har vi kigget rigtig meget tilbage i min barndom for at finde nogle svar.
Min far har altid været meget dominerende og intet var nogensinde godt nok til hans forventninger, så jeg er sikker på at det er derfor jeg har glemt mig selv i mine konstante forsøg på at opnå hans anerkendelse og accept..
Det er sgu trist når man tænker over det.. :´(
Men jeg ved bare ikke hvordan jeg nu skal komme videre...?!?..

Det med en plastikpose i vinden beskriver meget godt hvordan jeg har det. Jeg er her bare ved et tilfælde. Det var aldrig meningen at det var sådan det skulle være, men det blev bare sådan. Jeg er her bare.

Hej alle sammen

Det, I beskriver, kunne også godt være mig – for snart mange år siden! Jeg kan huske, at jeg læste meget og kunne genkende mig selv i alverdens bøger om fremmedgjorthed og depersonalisation. Men alle disse teorier og tanker og ord hjalp mig ikke. De beskæftiger sig jo kun rent intellektuelt med problemet.

Det, man er nødt til at gøre for at få det bedre, er at arbejde KONKRET med det. Det nytter ikke noget at snakke om det. Jeg har aldrig forstået, at der er mennesker, herunder læger, der anbefaler samtaleterapi, for man kan ikke løse svære problemer ved at konversere.

Samtale er desværre en aktivitet, der er alt for overfladisk til at flytte noget, for alvor. Man skal dybere ned, dér hvor terapien arbejder med følelserne og de ubevidste kropslige reaktioner. Kun en dyberegående terapi kan for alvor ændre noget.

Lad os tage udgangspunkt i det, Christianamor skriver:

”Min far har altid været dominerende og intet var nogensinde godt nok til hans forventninger, så jeg er sikker på at det er derfor jeg har glemt mig selv i mine konstante forsøg på at opnå hans anerkendelse og accept.”

Ja, sådan er situationen for mange. Hvis ikke det lige præcis er faderen, så er der en anden eller noget andet, der gør, at man hele tiden lader sig tyrannisere af andres krav, behov eller meninger.

Før i tiden drejede de fleste af mine tanker sig om, hvad andre tænkte om mig – i sær under depressioner. For pokker! Det var mig, der var syg, og så tænkte jeg kun på at være andre tilpas! Jeg levede ikke et liv, hvor jeg for alvor tog hensyn til mine egne behov og ønsker.

Det har jeg nu lavet om på. Og det vil jeg også råde andre til at gøre. NB: Det betyder ikke, at man udvikler sig til en egoist, for først når man selv har det godt, kan man være noget for andre.

Det bedste er jo at komme i en virkelig effektiv psykoterapi. Jeg kan anbefale kropsorienteret psykoterapi. Men hvis man ikke har råd til/ har mulighed for at komme i terapi lige nu, kan man udmærket begynde selv. Jeg kan give nogle tips:

Noget af det vigtigste, man kan gøre for at finde sig selv, er at prøve at få en bedre jordforbindelse (engelsk: grounding). Man kan finde øvelser, der kan hjælpe, eller man kan forsøge sig med forestillingsbilleder:

I stedet for at forestille sig, at man er en plasticpose, der flagrer i vinden (som Emilie skriver), så forestil jer, at I er et træ med dybe rødder, der går langt ned i jorden og grene, der rækker op i himlen. Tænk på, at et sådan træ ikke er sådan lige til at vælte. Ret ryggen og træk vejret dybt.

Næste øvelse kunne være at sætte en CD på med kraftfuld musik, og så danse af alle kræfter, eller måske løbe en tur. Under alle omstændigheder gælder det om at flytte fokus fra de alt for mange tanker, der kører rundt i hovedet, til kroppen og fødderne.

Det er med fødderne, at man står fast, så man undgår at blæse med vinden. Det er med kroppen, at man føler de følelser, man nu engang har, og som man nemt kommer til at undertrykke, fordi man hele tiden synes, at man skal imødekomme andres behov, meninger og ønsker.

Jeg håber, at I kan bruge bare lidt af det, jeg her har skrevet.

Irsten