Debatindlæg

Hejsa,

Jeg har her til aften haft en super hyggelig og indholdsrig aften ved at mødes med en herindefra, der også er pårørende. Vi kendte ikke hinanden, men vi havde begge stort behov for at udveksle erfaringer som pårørende til en kæreste med depression. Det varede længe i ca. 5½ time, og jeg var så glad for endelig at kunne tale med en, der forstod mig, og hvorfor jeg ikke bare har lyst til at opgive min kærlighed.

Min on/off kæreste (nu ekskæreste) har jeg i den grad behov for at tale med andre om både som pårørende men også med folk, som selv enten er depressiv eller bipolar.

De fleste i ens omgangskreds forstår ikke, at man ikke bare opgiver håbet om at få det forhold til at fungere, men det er så pokkers svært at opgive håbet. I mit tilfælde har jeg virkelig så svært ved helt at sige stop, fordi vores kærlighed og bånd er blevet meget stærkt i det år, vi har kendt hinanden. Jeg ved godt, at sygdommen er årsagen til, at han i perioder slet ikke er sig selv og kommer til at gøre ting, han bagefter fortryder og bliver så flov, at han hverken ved ind eller ud, hvad han skal gøre.

Der er 5 muligheder:
1. Vi kan holde chatmøder her på depnet.dk og mødes på et bestemt tidspunkt.
2. Vi kan mødes via msn, hvor vi også kan se hinanden, for man kan sagtens holde møde med flere samtidigt.
3. Vi kan mødes via Skype på samme måde som msn
4. Vi kan mødes på en café
5. Vi kan mødes privat til kaffe og kage på skift og giver en 5'er til værten/værtinden som et lille bidrag

Vores tanke som vi talte om her til aften var, at vi hver især skriver nogle få linier om sig selv, hvorfor vi gerne vil mødes med andre pårørende og syge. Jeg vil gerne stå som tovholder, hvis det er og samle alle informationer, som jeg samlet videresender til alle. Vi vil så på vores møde skulle lige ridse op igen, hvorfor vi har behov for at mødes. Det bliver lidt som, når man er i gruppeterapi uden, jeg selv har prøvet det. En gruppeterapi ville nok være værd at foretrække med en prof. tilstede. Måske kan vi endda også få en prof. med til vores møder evt. en psykiater :o)

Nu er det jo ikke alle, som har overskud til at skrive om hvorfor, man vil med, og det skal heller ikke være en tvang overhovedet men kun, så vi alle kan være lidt forberedte inden. Vi skal nok heller ikke være for mange til de møder, for ellers kan det nemt blive for uoverskueligt. Men mit bud er max 10, så vi kan jo sagtens oprette flere grupper, hvis der bliver behov herfor.

Jeg savner i den grad at mødes med både pårørende og syge, for sammen står vi stærkere og kan hjælpe hinanden på kryds og tværs.

Ja, jeg ved godt, at man skal jo være syg for at forstå, hvordan det er at være syg. Men vi alle har vel prøvet at være deprimeret på et tidspunkt i vores liv. Måske føles det lidt sådan at være syg.

Personligt kan jeg intet overskue, når jeg er deprimeret. Jeg kan hverken vaske op, gå ned med skraldet, gå i bad, handle ind, lave mad, trøstespiser osv. Det vil jeg da helt klart erkende på trods af, jeg til dagligt har det bedst med, at mit hjem er rent og pænt. Men når jeg er deprimeret, lukker jeg mig inde og holder mig isoleret. Jeg græder og har meget ondt af mig selv. Og nej jeg er ikke syg, men jeg kan ha' ondt i sjælen af andre årsager. P.t. har jeg ondt i sjælen pga. kærestesorger, og jeg er så meget i tvivl om, hvordan jeg skal vinkle det denne gang, for jeg vil så gerne få det til at fungere. Det er kun ham, jeg vil have men selvfølgelig heller ikke for enhver pris.

Jeg håber virkelig, at mange herinde vil mødes, for det tror jeg vil gavne rigtigt mange. På Livsnettet f.eks. kan jeg se, at de mødes jævnligt i Fredericia.

Vi kunne evt. mødes med grupper på hhv. Fyn, Jylland, Sjælland og Bornholm, for her er jo mange herinde.